Politik vedr. whistleblower-ordning

For FO-Aarhus, herunder alle tilknyttede virksomheder (Daghøjskolen Gimle, Fonden Ryesgade 7, Skejby Rangers, Kulturel Rådgivning) er det helt afgørende, at der fra alle sider er tillid til vores organisation og til den måde, vi driver vores forening og forretning på. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en åben virksomhedskultur, hvor alle frit kan ytre sig, hvis man oplever uregelmæssigheder, uacceptabel adfærd eller har mistanke om, at der foregår noget ulovligt.

Medarbejdere er ofte de første til at opdage uregelmæssigheder eller uetisk adfærd på arbejdspladsen. Overtrædelser af FO-Aarhus’ virksomhedspolitikker skal normalt rapporteres til ledelsen. Vi anerkender dog, at det af loyalitetshensyn kan være vanskeligt at gå videre med oplysninger eller mistanke om andre medarbejderes adfærd. På den anden side er det vigtigt for FO-Aarhus som virksomhed, at uregelmæssigheder eller uetisk adfærd kommer frem i lyset. Vi har derfor i overensstemmelse med lov om beskyttelse af whistleblowere etableret en whistleblowerordning, som er et supplement til den direkte og daglige kommunikation om fejl og utilfredsstillende forhold mv. på arbejdspladsen.

Ordningen betyder, at medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer, kunder, leverandører og øvrige interessenter kan foretage anonym indberetning i tilfælde af begrundet mistanke om alvorlige og kritisable forhold eller ulovligheder. Ordningen sikrer, at sådanne indberetninger behandles seriøst og på passende vis, og giver tryghed for, at enhver person, der i god tro indberetter en alvorlig mistanke, vil være beskyttet mod repressalier eller lignende.  Under lov om beskyttelse af whistleblowere har man desuden udvidet beskyttelsen af whistleblowere mod negative konsekvenser ved indberetning af kritisable forhold på arbejdspladsen eller ved mistanke om overtrædelse af lovgivning og interne retningslinjer. Intentionen er således, at whistleblowere effektivt og sikkert skal kunne indberette alvorlige fejl og forsømmelser mv., så de kan komme frem i lyset.

Formålet med denne whistleblower-politik er at forklare, hvordan whistleblower-ordningen fungerer, herunder hvordan indberetning via ordningen kan ske og hvilke forhold, der kan indberettes.

Læs resten af teksten om ordningen her:

/fo-aarhus/om-fo-aarhus/whistleblower-ordning/

Alle spørgsmål til whistleblowerordningen kan rettes til skolelederen eller den tilknyttede medarbejder på

whistleblower@fo-aarhus.dk

 

Ønsker du at foretage en indberetning kan du gøre det her:

https://forms.office.com/r/tW78HAMKDc