Nicolai – 7. årgang, nr. 4,november 1999 side 4-5
”Folkeoplysningen som brobygger”
Af Henriette C. Andersen.
Nicolai har talt med Mette Boch om folkeoplysningens fremtid.
Mette Bock er blandt meget andet tidligere direktør i Muskelsvindfonden, hun har været free-lance journalist for Jyllandsposten og er nu virksomhedskonsulent i Lisbjerg Management i Kolding. Mette Bock er tidligere formand for FOs bestyrelse i Århus og er nu medlem af landsstyrelsen i FO.
Vil folkeoplysning stadig have en berettigelse i det nye årtusinde?
Som udgangspunkt vil jeg besvare spørgsmålet: Hvad er folkeoplysning og hvad er det, der gør den speciel? Folkeoplysning er speciel, fordi den kun kan finde sted, når mennesker mødes. Grundtvig sagde mange kloge ting, og én ting var, at det ikke er lærerens opgave at stille spørgsmål til eleverne, men det er lærerens opgave at besvare de spørgsmål, elever har. Folkeoplysningen kan give svar på spørgsmål, som man ikke får ved et almindeligt uddannelsesforløb eller via sit arbejde. Man kan kalde det livsoplysning. I dag er vi utroligt veluddannede alle sammen, men livsoplysning får vi ikke ved at læse til eksamen eller ved at udføre nogle opgaver på vores arbejdsplads. Ikke på samme måde, som hvis vi møder andre, der konfronterer os med spørgsmål til vores eget liv. Det er her højskoler og oplysningsforbund kommer ind. Der skal stadig være både finere madlavning og fransk for viderekomne på programmet, men det er engagement uden for færdighederne, der er og skal blive ved at være dets æregne ved folkeoplysning. Jeg mener heller ikke, at edb-undervisning skal sløjfes. Der skal stadig være plads til emner, der dækker relevante behov.
Uddannelsessystemet er presset og eksamensorienteret og det faglige indhold er snævert afgrænset.
Jeg tror der ligger en stor fremtid foran folkeoplysningen, men måske skal den gennem markante ændringer. Når det skal være lærernes rolle at besvare elevernes spørgsmål, kan man lave nye tiltag, som flere foredragsrækker, debatrækker og aktiviteter for familierne, som aktiviteter og sætter tanker og debat i gang hos deltagerne. Folkeoplysningen kan ikke undværes. Der er fuld fart på udviklingen og det er blevet sådan at den undervisning, man får og den uddannelse man tager som ung, ikke er for livet, sådan som det tidligere har været.
Kan erhvervslivet bruge folkeoplysningen til noget?
Erhvervslivet bruger folkeoplysningen. Alle arbejdspladser er interesserede i at stille det bedste hold af medarbejdere, og det bedste betyder ikke kun de bedste færdigheder, men også livsindsigt spiller ind. Uden indsigt bliver man sårbar som menneske. Hvis man ser på stillingsopslag i dagens aviser, kræves der ikke kun bestemte færdigheder af en person for at bestride et job, men man skal også have samarbejdsevner, være kreativ og fornyende, og det er færdigheder, man ikke kan læse sig til. Folkeoplysningen spiller med her, for i folkeoplysningsforbundene og på højskolerne, hvor det ikke er eksamen, der er drivkraften i undervisningen, lærer man for sin egen skyld og det giver aha-oplevelser. Jeg har netop været ekstern konsulent på en undersøgelse som Ry Højskole ønskede at lave om højskolen som brobygger for de unges vej videre til uddannelse og erhverv. Nogle af kommentarerne fra tidligere elever om deres forhold til den eksamensfri undervisning var: Det har været en kæmpeoplevelse af mangfoldighed.
Et væksthus af muligheder i modsætning til den række af inddelte planteskoler, vi kender… Jeg oplevede pludseligt, at læringen var for min egen skyld og ikke rettet mod en eksamen eller andet. Det har betydet meget for min indstilling til studier og uddannelse siden hen. Jeg opdagede, at glæden ved at lære kunne være noget i sig selv.
Men jeg har også lidt kritik. Mange af oplysningsforbundene kan godt være lidt mere selvkritiske. Det virker som om de udbyder visse ting, for at få støttekroner. De spørger sig selv, hvad de vil kunne få støtte til i stedet for at se på, hvad de bør udbyde i forhold til det værdi- og idégrundlag, de bygger på. Selvfølgelig er der en overlevelseskamp. Det kræver blod, sved og tårer, men jeg mener, at det, der er brug for, er ildsjæle, der ikke lokkes af penge, men af troen på idéer. Et andet kritikpunkt er at oplysningsforbundene godt kunne være bedre til at tale samen på tværs, måske er der en dialog, men med lidt mere dialog kan der blive en folkeoplysningssag. Både oplysningsforbundene og højskolerne kunne også gøre lidt mere ud af markedsføring af sig selv – er det hemmeligt, det de laver?
Ros til FO
Personligt synes jeg, at FO er alt for overset, for FO har noget særligt at byde på i forhold til andre oplysningsforbund. Set udefra kan ånden mærkes og man fornemmer, at der er højt til loftet, rummelighed og kritisk tolerance. Jeg vil kalde det et dannet forbund, og dannet skal forstås i den bedste betydning, nemlig sans for fortiden og øje for fremtiden. FO har evnen til at se, at det man kalder ressource-svage personer rummer masser af ressourcer. FO har evnet at skabe muligheder for dem og vise, at der er talenter i dem. Hvis vi ser på fremtiden igen, skal dialog, samtale og erfaringsudveksling være det bærende pædagogiske princip inden for folkeoplysning – også når der bliver undervist i engelsk. Der skal skabes møder mellem mennesker, så person- og egofikseringen, der er tendens til lige nu, kan ændres. Ved at debattere ansvar og bidrag i forhold til samfundet, eller fællesskab og forpligtelser, bliver mig, mig, mig ændret til os, os, os.