ProKK-udstilling

ProKK-kunstudstilling 6.-24. sept.

ProKK skal i 2021 udstille i et af ordenes højborge: Kulturhus Bunkeren på Olof Palmes Allé 11 = den tidl. Journalisthøjskole. De vil sætte pen mod papiret, få ordene til at flyde i de gamle sale og få den gamle beton til at synge. Udstillerne skal vælge et enkelt ord fra den nordiske og germanske sprogstamme. Ordet er deres og udgangspunktet for dét værk de skaber til denne udstilling. De må tage det bogstaveligt, figurativt eller blot starte ved ordet og derefter vandre videre.

Årets tema er ord og kommunikation. Ord er flydende tegn, der konstant vokser og visner. De er byggestenene i vores kommunikation og forankrer os i menneskehedens historie. De ord vi bruger i dag, har lange rødder og mange søskende. De leksikale kognater er blodsbeslægtet igennem deres ultrakonserverede moder-ord. ProKKs dygtige kunstnere bearbejder og visualiserer vores sprogs små, fantastiske elementer. Hvert eneste kunstværk har taget udgangspunkt i ét nordisk ord og hver kunstner har skrevet en artikel om deres ord, værket og deres sammenfletning. Der er mindst to kunstnere til stede i åbningstiden, så der er rig mulighed for at flytte ordene fra teksten og over i samtalen.

Ferniseringen er lørdag den 11. sept. kl. 14-17.00, hvor vin, kunst og kultur får ordene til at flyde i godt selskab.

I perioden 12-18. sept. popper ProKKSHOP op i forlængelse af udstillingen, hvor det er muligt at købe værker med hjem.

En kalejdoskopisk rejse i Ingemanns land:

I forbindelse med udstillingen ORD afholdes et foredrag med fotograf og billedkunstner Carsten Ingemann den 14. september kl 17-19.

Carsten Ingemann er uddannet fotograf og har i en årrække arbejdet som redaktionel fotoreporter med speciale i at afdække krig og konflikter rundt om i verden. I 2008 ændrede han sit fokus og begyndte som billedkunstner, de seneste år repræsenteret af det Københavnske kunstgalleri in The Gallery.

Arrangementet støttes af FO-Aarhus' debatpulje.