Aarhus Festuge

Aarhus Festuge

Aarhussamtaler

29. aug. på Dokk1: Ka’ vi tale om det? Om demokrati.

Aarhus Festuge tog pulsen på demokratiet med filmvisning og efterfølgende samtale. Ordstyrer var journalist Mads Kastrup, der fik besøg af Alternativets Uffe Elbæk og Liberal Alliances Henrik Dahl til en samtale om visioner, idealer og alternative indgange til politik og organisering af det samfund, vi kender. Dokumentaren ’Life Is Sacred’ fulgte den idealistiske colombianske politiker Antanas Mockus, som erstattede politibetjente med mimere og satte blyanter i geværer. Det medvirkede til, at landet i dag står midt i en fredsproces oven på halvtreds års borgerkrig. Filmen blev  introduceret af instruktør Andreas M. Dalsgaard med efterfølgende debat.

 

30. aug. kl. 19.30-2015: Robert Lepage & Synne Rifbjerg 

Den verdensanerkendte scenekunstner Robert Lepage gæstede Festugen med sit nyeste værk ’887’, hvor han som ene forfatter, instruktør og medvirkende dykker ned i menneskets erindringer. Journalist Synne Rifbjerg interviewede den visionære teatermand om forestillingen og livet som hyldet kunstner. Samtalen foregik på engelsk. Sted: Bora Bora, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C

 

1. sept. kl. 17.00-18.30: Jac Holzman & Sylvie Simmons

Jac Holzman, manden bag pladeselskabet Elektra Records, som blandt andet har udgivet The Doors og Queen, fortalte om pladebranchens digitale udvikling, fremtidsudsigterne for udgivet musik og kunstnernes rolle. Han interviewedes af musikjournalist Sylvie Simmons.

Samtalen foregik på engelsk. Sted: Aros Kunstmuseum.

 

Expat Reception 29. Aug.

Aarhus Festuge inviterede expats og deres familier til en særlig reception i pop-up festugerestauranten, Festugegrillerier i FO-byen. Ved receptionen kunne man slappe af med sin familie og møde andre expats. Der blev budt velkommen af borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, og bagefter kunne man opleve Festugens atmosfære, mens man nød nogle lette forfriskninger tilberedt af kokken Lars Kyllesbech, grundlæggeren af restauranten Mefisto i Latinerkvarteret. Desuden kunne man få en særlig sommerforfriskning af Misto, som serverede deres smagfulde italienske is. Receptionen var kun et stenkast fra en række andre underholdende og spændende aktiviteter for hele familien, hvilket gjorde den til den perfekte undskyldning for en dag med familiehygge.

 

1:1 Arkitektur- og lysfestival

Igen i år satte Aarhus Festuge fokus på midlertidig arkitektur i midtbyen, hvor forskellige kunstnere kom med deres bud på muligheder for byudvikling, f.eks. ”Himlen under Aarhus”, som var en installation, der fulgte folks bevægelser over og under Clemens Bro og udløste bølger af lys, der bandt over- og underside af broen sammen til et lysende rum. I Clemensstræde opstod en kaotisk, mikado-agtig lysallé også udløst af fodgængerne. Også Dokk 1 blev udsat for lys-eksperimenter med billeder af dansere og geometriske former på de udvendige alluminiumsoverflader via installationen ”More light” af Daniel Belton. Herudover blev der arrangeret guidede cykelture, hvor man kunne få spændende indsigt i 1000 års unik arkitektur langs Aarhus Å og bag Mejlgades facader. Frederiks Alle blev lavet om til en villavej med trafikchikaner, fordi der også skulle være plads til børn i midtbyen. Børnene kunne også få glæde af ”Den Blå Bro”, der var soldrevne vandbusser, der sejlede fra Brabrand Sø til midtbyen. I den første weekend af festugen blev der bilfrit område mellem Nørre Allé, Vestergade og Mejlgade og der skabtes et gågademiljø a la Ryesgade.

 

Festuge-grillerier i FO-byen

Igen i år var der i FO-byens lokaler og baggård servering af Mefistos grillmad til de mange frivillige, medvirkende, gæster og alle andre. I år var det også muligt at spise sin mad i den splinternye hængende have i gården. Havekonstruktionen blev færdig dagen før festugen begyndte.

Under Festugen lavede Jim White dagbog via dagligdagsbilleder af artister og kunstnere, der optrådte til Festugen. Billederne blev løbende printet ud i A2-format og hængt op i Festugegrilleri-restauranten. I Rådhushallen udstillede Jim White 1.-5. september sine amerikanske billeder, hvor skrald igen var i fokus. For det, der i nogles øjne bare er udtjent materiale og gement affald, er i Jim Whites øjne ubrugte muligheder. Billederne var endda indrammet i skrald og genbrugsmaterialer, der er fundet i Danmark.

 

FUCK THE POOR arrangementer

Aarhus Festuges tema var ”Lys, mere lys” - ”ind i mørket, ud i lyset”. Blandt de mørke sider, som der også blev kastet en smule lys på, er fattigdom og hjemløshed i Europa – Danmark – Aarhus.

Hjemløse og deres vilkår i boligsektoren og kommunen var på dagsordenen på Rådhuspladsen. 1. sept. i et telt, BRF kredit og Jyske Bank havde opstillet på pladsen. Et indslag ved teltet var Marc Trensic ”FUCK THE POOR”-lysbilledserie fra hjemløse-happenings i flere europæiske storbyer.

Festugen inviterede hjemløse og udsatte ind i tre huse: En kiosk på Skt. Knuds Torv, med Hjemløseavisen Hus Forbi, et kulturhus i Rådhusparken (nær den jødiske kirkegård) med taler og musik lørdag d. 29. aug. og lørdag d. 5. sept. og andre aktiviteter, og en dagligstue i Tangkrogen, Husene og deres aktiviteter blev drevet i et samarbejde mellem Hjemløseavisen Hus Forbi / Værestedet, Foreningen Mølleparkens Kultur, SAND Århus, Kultur- og kontaktstedet Kragelund, og Pakhuset.

”FUCK THE POOR” happening blev arrangeret i tilknytning til Århus Festuge 2015 på Rådhuspladsen. BRF Kredit & Jyske Bank havde opstillet telt, hvori man satte boligpolitik og især boligpolitik for byens fattige til debat 1. september. Her deltog Marc Trensig sammen med Kristian Würtz, rådmand, Kjeld Holm, fhv. biskop i Aarhus Stift, Lene Akselsen, beboer i Storbylandsbyen, Allan Søstrøm, direktør i Østjydsk Bolig, Hans Halvorsen, medlem af byrådet og formand for beskæftigelsesudvalget, Lene Hjorth, afdelingsdirektør Koncern-CSR Jyske Bank/BRFkredit. Der blev her også etableret en lille hjemløse-teltby, af et dusin hjemløse i kampagnens T-shits og bemalede telte. Senere arrangeredes happening i Mølleparken 15. september 2015, hvor SAND medlemmer etablerede hjemløse-teltby med påmalede slogans, iført i T-shirts med logo - vel 15-20 aktivister og et stort antal forbipasserende. TV2OJ dækkede arrangementet og gav længere omtale samme aften. Efterfølgende samme aften debatmøde i Folkestedet, hvor deltagertallet ikke kom over 20. Gennemgående aktør var kunstneren Marc Trensig. Arrangører var EAPN/FO, Socialpolitisk Forening Århus og Socialpolitisk Forening Danmark, SAND, FMS.