Politik vedr. sorg

Sorgpolitik for FO-Aarhus, daghøjskolen Gimle, Fonden Ryesgade 7, Skejby Rangers

Hvis du som den første hører om dødsfald blandt en kollegas nærmeste pårørende, skal du sørge for at give beskeden videre til den pågældende medarbejders afdelingsleder.

Afdelingslederen vil så kontakte medarbejderen for at aftale hvilken information, der skal meldes ud i organisationen. Ønsker medarbejderen f.eks. ikke at tale med andre om tabet? Skal der tages særlige hensyn osv.?

Afdelingslederen sørger desuden for at der sendes en kondolencebuket til medarbejderens hjem på vegne af firmaet.

Husk altid at respektere, hvis folk ikke ønsker at snakke. Se nedenfor nogle gode råd i situationen:

 

6 gode råd til at hjælpe den sorgramte kollega tilbage

1. Lad være at gå udenom

Når en medarbejder, der har mistet, kommer tilbage, så er det vigtigt, at man giver en eller anden form for tilkendegivelse. Selv hvis man ikke ved, hvad man skal sige - så sig det, altså: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”. Eller fortæl, at du er ked af det. Find dine egne ord.

2. Tag initiativet

Det er vigtigt, at du er opsøgende. Find ud af, om det er én kollega, der skal være opsøgende, eller om den, der har mistet, gerne vil have, at I er flere, der spørger ind. Mange siger, ”Du kan altid komme til mig”, ”Du ringer bare” eller ”Sig til, hvis der er noget, jeg kan hjælpe med”. Men det gør man ikke, når man er i sorg. Så tag det på dine skuldre at spørge ind til, hvordan det går (hvis det selvfølgelig er okay med den, der har mistet).

3. Husk, at sorgen banker på længe efter

Husk, at sorg tager tid - også flere måneder og måske år. Derfor er det ikke nok at være god til kun at spørge ind de første uger efter. Brug mindedage, hvis du kender dem, som anledning til at spørge ind.

4. Tal om den afdøde

Som kollega kan man være bange for, at man gør sin kollega ked af det ved at spørge ind. Men du kan ikke gøre nogen kede af det, hvis de ikke er det i forvejen. Så spørg ind til fx gode minder. Mange efterladte oplever at miste to gange, både ved det konkrete dødsfald, men også når omgivelserne ikke kan finde ud af at tale om den, de har mistet. Det er, når vi får lov at tale om dem, vi har mistet, at de lever videre.

5. Inviter

Som efterladt har man også brug for pauser i sorgen. Så det at deltage i sociale arrangementer kan være en god idé. Hvis I er tætte, kan det også være en invitation til en middag derhjemme eller en gåtur en søndag.

Kilde: Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter