Vinterstemmer – Det gamle Gasværk
Lør. 25. jan. på Gasværket i Brabrand: Fællesskab i Forstaden.
En ny kulturfestival så dagens lys i Brabrand i januar 2019. Over 12 timers musik, poetry slam, oplæg og samtaler om litteratur mødte de mellem 500 og 600 nysgerrige deltagere i kulturhuset Gasværket på Byleddet 2 C i Brabrand. Ved henvendelser til de fremmødte, konstaterede vi at gæsterne kom fra hele stor Aarhus, samt oplandet. Det glædede os, for det betød at vores markedsføring var nået langt omkring. Flere af arrangementerne fyldte de 2 sale til bristepunktet, hvilket gav en god, fortættet og positiv stemning.
Igen i 2020 bestod det stort anlagte program af: Musik Brunch, oplæsning og debat med forfattere, Poetry Slam med kommentarer fra publikum, Lyrik til musik af nyt ungt talent, Midtjydsk kagebord, Syng med Evergreen sange, afsluttende med en koncert med et band der spiller hed og svingende “New Orleans-stemning”. Så også i 2020 blev VinterStemmer en præsentation af en bred buket af kulturtilbud fra den øverste kvalitets-hylde. Det omfangsrige program kom blandt andet omkring poetry slam, der er en slags poesiens kamp på ord. Med humor og kreativitet konkurrerer man om at sætte hinanden til vægs. Poetry slam opstod i 1980´ernes Chicago, hvor fabriksarbejderne syntes, at digtoplæsning var lidt for langt og kedeligt. Jesper Kirkegaard er en af de mest erfarne poetry slammers herhjemme og gik forrest i at anvende ord og versefødder på nye måder. Han er i øvrigt tidligere leder af børneinstitutionen Søstjernen lidt længere nede ad Byleddet.
Alsidige, inspirerende og humørfyldte forfattere
VinterStemmer havde naturligvis også plads til forfatterne, som læste op og fortalte om deres virke: Iben Mondrup med ”Vi er brødre” og Kristian Bang Foss med ”Frank vender hjem”. De to blev suppleret af en meget alsidig, rutineret og underholdende foredragsholder, Søren Jessen, der har ladet Franz Kafka genopstå som illustreret novelle - Søren Jessen der er forfatter og illustrator viste og fortalte om sit arbejde med at omarbejde ”Forvandlingen” af Kafka til en graphic novel, der udkom på forlaget Fahrenheit i 2017.
Livgivende og svingende musik
Igen i år fyldte musikken også en stor del af dagens program. Jón Normann er en ung islandsk Singer Songwriter der bor i Aarhus. Jón spiller normalt sammen med band, men her kom han alene og spillede og sang alt fra egne bløde melodier til knasende folk-rock. Evergreen Band inviterede til at synge med til de altid grønne melodier.
Derudover indrammede to stærke musikalske indslag VinterStemmer: Den lokale jazzmusiker Niels Dalgaard spillede om formiddagen til brunch med sit band, Helle for Jazz, op til jazzbrunch. Som afslutning på dagens program kom det fremadstormende aarhusianske band Emil Otto Trio, som de seneste år har taget den danske jazzscene med storm. Det blev gammeldags og autentisk, med et twist af grænsesøgende ung energi – så man kunne mærke New Orleans second line jazz, Rhythm and blues og barrelhouse boogie helt tæt på.
Målet med de årlige VinterStemmer at festivalen skal skabe fællesskab, lyse op og give varme i den oplevelser af musik og litteratur af høj kvalitet.
Arrangementet er støttet af: Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, FO-Aarhus, Nordea.
Lokale donationer: Bager Hartmeier, Slagter Stjernholm, Murermester David Harritz,
Leo Sørensen, Ejendomsselskabet Brabrandhus, Brabrand-Årslev Fællesråd
Program for dagen
09.45 Dørene åbnes til Gasværket
10.15 – 10.30 Velkomst og fællessang
10.30 – 12.00 Jazzbrunch med Helle for Jazz
12.45 – 13.30 Forfatter og illustrator Søren Jessen om Kafka
13.45 – 14.45 Poetry Slam, Jesper Kirkegaard m.fl.
14.45 – 15.30 Midtjydsk Kagebord
15.15 – 16.00 Forfatter Iben Mondrup, oplæsning
16.15 – 17.00 Ung musik med Jón Normann fra Island
17.15 – 18.00 Forfatter Kristian Bang Foss, oplæsning
18.00 – 18.45 Salg af Chili con carne
18.15 – 19.00 Syng med Evergreen Band
20.15 – 22.15 Emil Otto Trio, New Orleans Rock