Podcast: Kunstspor i Aarhus
Vi ser meget kunst uden rigtigt at se det, når vi bevæger os rundt i Aarhus. En ny podcast fik os til at se byens kunst på en helt ny måde eller måske endda for første gang. For kunsten vil os altid noget, og værkerne i Smilets By gemmer på mange overraskende fortællinger om personer, begivenheder og om Aarhus i fortiden og nutiden.
Der er rytterstatuen ved Bispetorv. Bronzeskulpturen nær indgangen til Musikhuset, og der er udsmykningen på domkirkens tårn. Alt sammen kunst, aarhusianerne jævnligt passerer. Men i hverdagen ser vi ikke meget af byens udsmykning. Det ændrede denne nye podcast på.
Gåturspodcasten ”KunstSpor” fik os til at kigge ud og op og ned og nærmere Aarhus. Og den fortalte historierne om, hvorfor rytterstatuen for eksempel har den højeste sokkelfod af alle skulpturer i byen. Hvordan man kan tolke øgleskulpturen ved Musikhuset, når man kender Cobrakunstnernes symbolsprog. Og hvem en af Middelalderens magtfulde biskopper var, der udsmykkede domkirkens tårn med sit blomstrede våbenskjold.
”Jeg har lavet podcasten, fordi jeg har undret mig over, hvilke historier der ligger bag kunsten i byrummet og hvorfor kunsten er placeret, hvor den er. Jeg drømmer om, at vi i Aarhus går på opdagelse og oplevelse i kunst i byrummet. Kunsten fortæller historier om Aarhus og om os som aarhusianere,” fortalte kunsthistoriker Helene Gottfred Rosenfeldt, der har lavet podcasten ”KunstSpor”. Projektet er udviklet i samarbejde med FO-Aarhus.
”Kunsten giver udtryk og indtryk og bearbejder virkeligheden. Den giver et rum, hvor vi gennem sansning kan reflektere over den verden, vi møder. Vi kan være enige eller uenige i æstetisk udtryk eller placering, men hvis vi åbner os for, at værket vil sige os noget, så kan vi undres og forundres. I kunsten er der en åbenhed og et rum for fortolkning.”
I april blev 4. afsnit af kunst-podcast-serien lagt på, omhandlende Havnefronten.
Alle podcastens afsnit er tilgængelige på https://www.spreaker.com/show/kunstspor eller på Apple Podcasts, Spotify eller Google Podcasts.
G