Eventyrjul

EventyrJul

Et eventyrligt julearrangement for socialt udsatte børn og familier i Aarhus arrangeret af en arbejdsgruppe i Foreningen EventyrJul, som i flere år har afholdt juleaften for socialt udsatte børn og familier i København. Nu ville de gerne give endnu flere socialt udsatte børn og familier mulighed for en eventyrlig juleaften, så derfor udvidede de til Aarhus.

Grundet COVID-19 blev det i 2020 et forkortet dagsarrangement. Dog blev der på ingen måde skruet ned for julestemningen.

23. december: Madlavning i køkkenet samt frivillige der i lokalerne pakker gaver ind i hold. Vi er max 10 af gangen og det bliver max 5 i hvert lokale så der er god afstand og vi har værnemidler.

24. december: Der kommer ingen gæster i lokalerne. Frivillige pakker mad og gaver i lokalerne og kører det ud til familierne.

De søgte frivillige, som skulle indgå i forskellige arbejdsgrupper, der sammen med projektlederen, skulle sørge for at stable et eventyrligt julearrangement på benene i Aarhus. Som frivillig i en arbejdsgruppe kunne man arbejde med områderne underholdning, afvikling, logistik, sponsorater, gæster og gaver. Idet det er første år, at EventyrJul blev afholdt i Aarhus, havde man som frivillig stor medindflydelse på både arbejdsopgaver og på, hvordan julearrangementet skulle udfolde sig. Der blev forud for arrangementet afholdt informationsmøde for de frivillige. Selve julearrangementet blev afholdt i FO-byen, hvor FO-Aarhus havde doneret gratis lokaler og have.

Foreningen EventyrJul har afholdt juleaftensarrangement for socialt udsatte børn og deres familier forskellige steder i København siden 2009. Drivkraften bag er ønsket om at give børnene den eventyrlige juleoplevelse, de fortjener, og som de kan fortælle om til deres klassekammerater efter juleferien. Foreningen EventyrJul er en non-profit organisation, der udelukkende drives af sponsorater, donationer og frivillige kræfter. Økonomien varetages af en certificeret revisor. Der laves årligt et regnskab til revision.