Coronas positive følgevirkninger
Corona-krisen gav store udfordringer og begrænsninger og tvang os til at tænke anderledes, hvis vi skulle vende den til noget positivt gennem forandring og nytænkning. Vi måtte udnytte de muligheder, der var og opfinde nye, som skulle implementeres på rekordtid. Nedlukninger, forsamlingsforbud, afstandskrav var nogle af de alvorlige konsekvenser, der gav os hovedbrud og bekymringer, en inddragelsen af borgerne i de politiske beslutninger var stadig lige vigtig og skulle ikke lukkes ned, så her måtte der opfindes alternativer måder og kanaler.
Corona-året 2020 var også hos FO-Aarhus præget af aflysninger af diverse aktiviteter fra den ene dag til den anden, herunder aftenskoleundervisning, debatarrangementer, workshops m.v.
Selvom omvæltningerne kom som et lyn fra en klar himmel, formåede vores fantastiske undervisere med deres ukuelige gå-på-mod og omstillingsparathed at udvise stor opfindsomhed med hensyn til nye måder at gennemføre undervisning på, så vi har kunnet gennemføre rigtig mange aktiviteter for især de svage og udsatte deltagere. Også underviserne har været på en stejl læringskurve med hensyn til digital opdatering på undervisning via teams, facebook, e-mail og andre platforme, der kunne skræddersys til deres deltagere. Nedenfor beskrives nogle af de mange aktiviteter, hvor vi har måttet gøre tingene anderledes.
Eksempler på anderledes undervisningsformer
Livestreaming
20. okt. kl. 19.30-21.00: Klimadebat i Stiften Loungen om den grønne omstilling.Vores handlinger i hverdagen gør en forskel, og vi skal være sammen om at forme fremtiden i Aarhus. Derfor inviterede Stiften og Aarhus Kommune til digitalt borgermøde.
Der blev livestreamet direkte fra arrangementet på Stiften.dk og på facebooksiderne Stiften.dk og https://www.facebook.com/byudviklingaarhus/. Her kunne man blande sig i debatten og stille spørgsmål til panelet. Man kunne også gå ind på deltag.aarhus.dk, hvor man kunne læse om Aarhus’ nye klimaplan og give sin mening til kende
18. maj kl. 20-22.00: Debatmøde om Bæredygtig Grøn Trafikløsning for Aarhus.
Offentligt møde i FO-byen om en bæredygtig grøn trafikløsning for Aarhus. Panelmødet fandt sted online og blev streamet. Tilmeldte fik tilsendt en link til mødet. Det blev også sendt på facebook.
1. okt. kl. 10-11.00: Oplæg: Det amerikanske valg ifølge Rune Lykkeberg
Dette oplæg var en LIVESTREAMING på storskærm i Barselshuset i samarbejde med Barselsakademiet.
Podcast
Kunstspor i Aarhus:
Vi ser meget kunst uden rigtigt at se det, når vi bevæger os rundt i Aarhus. En ny podcast fik os til at se byens kunst på en helt ny måde eller måske endda for første gang. For kunsten vil os altid noget, og værkerne i Smilets By gemmer på mange overraskende fortællinger om personer, begivenheder og om Aarhus i fortiden og nutiden. Alle podcastens afsnit er tilgængelige på https://www.spreaker.com/show/kunstspor eller på Apple Podcasts, Spotify eller Google Podcasts.
Hjemmebesøg/hjemmeaktiviteter
Det kreative Værksted (for psykisk udviklingshæmmede):
- Anvender telefon, messenger og facetime til at nå eleverne med løbende opgaver.
- Elever opfordres til at dokumenterer opgaver enten ved selv at gøre det eller få hjælp til det.
- Det er planen at eleverne skal fremlægge deres projekter for hinanden når DKV lukker op igen.
- Lærerne kan gå tur med elever via facetime, besøge elever og snakke med dem på afstand, holde statusmøder, løse opgaver på DKV , samle og udbringe materialer, dokumentere, lave log og lægge fotos på facebook, researche ifht. til nye opgaver, lave opfølgende opkald m.v.
- Ugentlig holder lærerne læremøde via messenger for at følge op på elever (fagligt/personligt) og opgaver.
- Eksempler på projekter/aktiviteter:
- Tegn blomster og andre forårstegn, dagbøger – der kan skrives, tegnes, klistres ind i
- Klippe gækkebreve, som skal gættes af de andre, når vi er tilbage på DkV
- Sang-time, hvor Lars synger og spiller på facetime med elever fra samme bofællesskab og evt. andre, der kan facetime.
Projekt Springbræt:
- Tilbud om hjemmebesøg (udendørs gåtur) hos de enkelte elever (alle officielle forholdsregler overholdes og individuelle forholdsregler aftales)
- Sociale online tiltag igangsættes (eks. eftermiddags-café med quiz, fælles træning om fredagen mv.)
- Vi laver obligatoriske opgaver/aftaler mandag-onsdag i uge 15, hvorefter der er påske-helligdage.
- Vi fortsætter med at følge op med individuelle samtaler udover de obligatoriske opgaver.
Projekt Parat til Start - for psykisk udviklingshæmmedet:
• Messenger/video møde mellem kontaktlærer og dennes kontaktelever- både individuelt med ontakteleven og fælles.
• Oprette interessegrupper blandt eleverne, som kan mødes i messenger (nogle gør det allerede). Evt spille spil sammen… yatsy /spørgsmålsspil f.ex
• Forsøge at lære de elever der kan, at bruge Matematikfessor og Villeby (pt gratis læringsplatforme) ved hjælp af guidning i videomøder
• Sende link ud til (nogle af) eleverne via sms med mindfull-øvelse om aftenen- så de kan bruge det til at falde til ro
• Vi pakker fysiske opgaver /spil/materialer og en gave og kører ud til hver enkelt og leverer. Vi pakker med handsker på og lader poserne stå i tre dage uden at blive rørt ved. Og vi leverer pakkerne med handsker og behørig afstand.
Mandala – Fjernundervisning med hjemmeøvelser
Folkestedet – Fællesspisning hver for sig:
Normalt disker kokken Frede fra Folkestedets café op med den ene lækre menu efter den anden til vores fællesspisninger på Folkestedet - og det savner vi helt vildt! Heldigvis har han lavet endnu en velsmagende menu til vores fællesspisning hver for sig i denne uge. Se hvad han har fundet på i videoen, hvor du også kan fange et par smarte kokketricks til blandt andet tomatsuppen og salaten.
https://www.facebook.com/genlydaarhus.dk/videos/2585606475031056/UzpfSTMzMjEzNzc5NzIzNzcyNjo5MjM1NjE5MTQ3NjE5NzU/
Udendørs
"Ud af Røret" for seniorer lavede vindues-sang på plejehjem:
Rundt på plejehjem har vi sunget i haverne i stedet for indendørs og deltagelsen har været stor. Beboerne i haven og i vinduerne. Kaffe der bliver serveret og de gode sange bliver sunget. Så hyggeligt. Søde gamle Erna stod i sit vindue med en lille pakke i hånden og ligesom ”vinkede" mig hen. Der jeg gik derhen kastede hun pakken ud og inden i den lå 2 kr. Lige som i gamle dage når gårdsangerne kom forbi og sang.
Leg på plejehjem udendørs:
I denne tid hvor det ikke er muligt for os at skabe samvær, smil og livsglæde gennem vores legestuer inden for på plejehjemmene, må vi tænke nyt. Dette ud fra et ønske om at række ud til plejehjemsbeboerne, der mere end nogensinde før har brug for solskin og samvær, men nu på afstand. Vi har I samarbejde med plejehjemmene og MSO aftalt, at vores alternativ til legestuen er vinduessang. Her kommer den musikvært ud, der normalt har legestue på det pågældende plejehjem, og synger for og med beboerne på afstand. Ved at det er denne musikvært, som kommer forbi og synger, kender han/hun allerede plejehjemmet, personalet og beboerne, hvilket gør det muligt at understøtte og bygge videre på den positive relation mellem vært og beboer, der er etableret gennem legestuerne.
Seniordaghøjskolen afholdt udendørs højskolemøder i små hold med fællesskab, snak og sang og udsendte idékatalog til selvaktivering.
Pilates og senior-yoga på kirkegårde.
Nogle af yoga-holdene rykkede ud i Den hængende Have i FO-byen.
Barselshuset flyttede arrangementer ud i Den hængende Have i FO-byen.
Projekt Livsværkstederne – lavede mad til socialt udsatte og gå-fællesskaber:
De lavede varme måltider og bringer ud til lokale, sårbare beboere. Og de inviterede til daglige gå-fællesskaber i små grupper på 3-5 personer for at tilbyde struktur i hverdagen, adsprede tankerne og vende sociale og sundhedsmæssige problemer, hvis dervar brug for det. Der var en såkaldt gå-ansvarlig med på hver tur, der planlagde ruten og sørgede for, at myndighedernes anbefalinger bliver overholdt. Aktiviteterne var målrettet mennesker i de mest udsatte positioner, altså ensomme mennesker i isolation, folk med psykiske problemer og lignende.
Move’n Act lavede teater som fjernundervisning og friluftsundervisning:
Vi har fra den ene dag til den anden måtte nyopfinde måden at undervise i scenekunst. Hver morgen mødes alle online via videotjenesten Zoom. Her aftaler vi dagens program, hvorefter vi går over til elev-styret opvarmning – som jo altså i praksis foregår rundt omkring i hjemmene, mens undulaterne pipper, og hunde og katte ser nysgerrigt på. Eleverne får selvstændige opgaver: tekst-opgaver, som de indspiller og lægger op på Facebook, hvorefter de får personlig feedback, dialoger, hvor de spiller sammen over Messenger mm. Alle er i gang med et soloprojekt, som i første omgang betjener sig af digitale medier. Mange af eleverne har kastet sig over videomediet og har taget det til sig som en ny og anderledes platform, hvis muligheder de først er i gang med at opdage og udforske. Jeg forestiller mig, at dette, også efter Coronakrisen, kan åbne for nye måder at tænke skuespiltræning på, som kan supplere de gamle – som dog vel bemærket aldrig vil gå af mode., siger Move'n Acts skoleleder Mikkel Eder Ferdinand.
Musik- og Medieværkstedet - udendørs koncertturné mod ensomhed:
I samarbejde med Sølund Festival bl.a. i uge 24 (ugen hvor festivalen skulle have været), tog THE MUMES og repræsentanter fra Festivalens bestyrelse på landsdækkende bofællesskabs-tour. Minimum 2 koncerter om dagen i 7 dage og det blev til mange flere. De filmede og dokumenterede og lavede en dokumentar over forløbet. Koncertstederne blev udvalgt ud fra festivalens kundeliste - altså de steder med flest festivalpublikummer. Koncerterne skulle modvirke ensomhed og angst hos udviklingshæmmede.
Se mere om handicapprojektet her: http://mume.dk/
Sommer-arrangementer
Sommer Sammen med nyopfundne kulturelle udendørs aktiviteter i små hold:
FO-Aarhus, Ældre Sagen og Aarhus Kommune lavede 8 uger med sommeraktiviteter for seniorer i Aarhus med en ugentlig aktivitet. De første hold startede allerede 15. juli. Inspirerende, engagerede og fagligt kvalificerede undervisere stod for indholdet. En række forløb med hold på op til 20 deltagere, som mødes en gang om ugen til samvær om forskellige emner, målrettet ensomme ældre i aldersgruppen 70+. Møderne foregik så vidt muligt udendørs. I det omfang deltagerne kunne være med, indebar møderne også fysisk aktivitet i form af gåture eller anden bevægelse. Målgruppen for vores forløb var de mennesker, der før Corona-krisen med egne ressourcer formåede at holde sig i den lave ende af ensomhedsstatistikkerne ved selv at opsøge og deltage i fællesskabsaktiviteter, men som i kraft af nedlukningen og den langvarige isolation var i risiko for at glide ind i gruppen af stærkt sårbare, ensomme ældre, der ikke af egen kraft formår at opsøge sociale fællesskaber, hvis situationen fortsætter. F.eks. kunstvandringer, filosofiske samtaler, udendørs fællessang, Kend din By, lokalhistorie, natur, sanse- og vandreture.
Saxild Strand flytter til byen i små grupper:
Saxild Strand, sundhed og rekreation, har, som de fleste andre virksomheder, der arbejder med den ældre generation, været lukket under Coronakrisen. Undervejs er vi blevet ringet op af mange af vores gæster, der hver især har fortalt om den isolation og ensomhed de har mødt gennem krisen. Derfor iværksatte vi et lille projekt hvor husets tidligere gæster samt deltagere i dette års femdagsophold for enlige, der arrangeres sammen med Aarhus Kommune og projektet ‘Vejen til nye venner’, mødes i små grupper af fire - fem personer ude i lokalsamfundene. Grupperne koordineres af en medarbejder fra Saxild Strand og Klostergadecenteret.
Fjernundervisning
Jagttegn som fjernundervisning:
Vi startede med fjernundervisning mindre end en uge efter at normal undervisning stoppede.
Det er i større eller mindre grad taget op af alle elever. En enkelt elev med læsevanskeligheder, har koblet sin far på undervisningen. Det er de yngre der fører an. En enkelt elev i moden alder, foretrækker at maile til underviseren, hvilket naturligvis er i orden. Undervisningen sker via den lukkede Facebookgruppe ”Jagttegn ved Arnold”. Elevmateriale ligger i en fil på ”Google Drev”. Desuden kan alle elever altid kontakte underviseren på SMS, mail og, hvis det er indviklet, på telefon. Alle 3 muligheder bliver også brugt. Lidt anderledes undervisning, men absolut en fornyelse med uanede muligheder.
ANTV – digital undervisning:
Med udgangspunkt i et fælles tema fik kursister SMS-beskeder med links til information og inspiration om det valgte tema. På ANTV havde de allerede snakket om FN'S 17 verdensmål for bæredygtig udvikling som muligt fælles tema. Kursister fik igen via SMS til opgave at vælge et delmål og researche og forberede en medieproduktion der omhandler deres delmål. Underviseren stod til rådighed for hjælp via telefon eller mail. Kursisternes idéer blev delt ved at sende en kort projektbeskrivelse på 5 linjer eller en 2 minutters præsentationsvideo (optaget med mobil) af deres idé til et fælles Google drev. Kursister kunne evt. sende materiale direkte til underviseren, som så stod for upload og deling. Hvis man havde en lukket gruppe på Facebook kunne denne også bruges.
Projekt Housekeeper – digital kontakt:
Undervisning via google classroom, både til borgere, og til dem der fik danskundervisning, så de samlet kunne få danskopgaver. Underviseren sendte også en opgave til dem hver dag, som de skal sende retur inden kl 1600. F.eks. et billede af noget udsigt der gør dem glade i denne tid eller et mad-billede. Desuden kontaktede underviseren jævnligt borgernere, nogen på tlf, nogen på facetime og nogen på mails.
Daghøjskolen Gimles linje Stress, depression og angst – Google Classroom
De tilbød online emner via Google Classroom inden for stress, angst og depression med tilhørende opgaver, som borgerne kunne reflektere over. Der var også mulighed for at uploade eksempelvis relevante film og Ted Talks, som vi efterfølgende kunne bruge i undervisningen, da lukningsperioden var overstået igen. De opfordrede desuden borgerne til at føre dagbog i perioden, da det kan afhjælpe svære tanker og angst, og disse kunne også bruges efterfølgende i undervisningen.
Vaskeriet:
De brugte facetime og telefonkontakt, da deres borgere ikke kan læse.
Messengergrupper
Det benhårde Musikkursus – Fjernundervisning, messengergruppe:
De forsatte undervisningen pr. langdistance og oprettede mødegrupper over messenger, hvor lærerne mødte eleverne i mindre grupper. De arbejdede grundlæggende med de samme ting som de plejede, men var selvfølgelig nødt til at strukturere deres undervisning efter forholdene. Alle fik tilbud om at deltage, og det fungerede ret godt. De havde eksempelvis konstrueret et opgaveforløb som kunne deles op i flere små opgaver, sådan at dei havde forskellige tilgange til langdistance undervisningens eventuelle udfordringer. Kursisterne kunne få en enkelt del af opgaven og så løse den og melde tilbage med billeder af det færdige resultat og de havde løbende mulighed for at stille spørgsmål hvis de stødte på problemer.
Film på afstand
Gimles daghøjskolelinje Potemkin:
Under Corona-tidens nedlukning var det vigtigt at holde afstand, men dermed også svært at lave film. Potekmin opfordredel tidligere elever, nuværende elever og alle andre filmfolk til at lave en kortfilm, dokumentar, musikvideo eller en anden form for film, hvor i ikke må være i samme rum, som dem der bliver filmet. Dvs. man måtte optage fra webcam, få skuespillere/deltagere til at filme sig selv, og så instruere på afstand. Man måtte gerne filme igennem vinduer og hvis man var udendørs, skulle der være mindst 10 meter mellem alle. Vigtigt at benspændet og indholdet i historien hænger sammen. Længde: max. 5 minutter.
Dette kom der en række film ud af:
1. SOLO
2. Når vi er alene
3. Grænser for ingenting
4. Forår
5. Når vi er alene
6. Paracusia
7. Savn
8. Rede til Radio
Filmen SOLO blev desuden vinder af Aarhus Filmværksteds konkurrence Open Call "Grænser i en Coronatid" med en præmie på 5.000 kr. Filmen er gennemført og et meget autentisk indblik i mange unges liv i denne tid.
Drive-in-koncert
Thomas Buttenschøn optrådte lørdag den 25. april 2020 kl 15-16.00 på P Scenen, Tangkrogen til drive-in-koncert. Koncerten blev optaget og sendt via FM-signalet til bilradioerne og kommunikerede med publikum på storskærm via Zoom-tjenesten. Læs mere nedenfor i debatpuljerapporten.