Aarhus-debatter på Dokk1

 

Aarhus-debatter på Dokk1

 

5. nov. kl. 17-18.30 på Dokk1: Trafikken i Aarhus.

Aarhus-debatten er en ny række debatter, der tager udgangspunkt i lokale dilemmaer, trends, muligheder og udfordringer. Udgangspunktet er Aarhus, men blikket løftes naturligvis regionalt, nationalt og internationalt. Aarhus-debatten er et samarbejde mellem Lokalavisen Aarhus, Aarhus Bibliotekerne og FO Aarhus.

Den første Aarhus-debat handlede om de trafikale udfordringer i Aarhus. Hvordan løser vi dem? Hvad er der af muligheder og hvilke planer er allerede igangsat? Til debatten, der var åben for alle, debatteredes nogle af de emner, som Lokalavisen havde fået ind via deres læsere og præsenterede emnerne for blandt andre rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek og Claus Bech fra Aarhus Cityforening.

Fra Lokalavisen: Chefredaktørens klumme: Vi har brug for din hjælp til byens trafikudfordring, kære læser. Lokalavisen Aarhus sætter fokus på trafikken i Aarhus, og du kan som læser være med til at bestemme, hvad vi skal skrive om. Du og jeg gør det. Vores naboer gør det, og vores børn gør det. Vi færdes i trafikken i Aarhus. Nogle tager cyklen, andre kører med offentlige transportmidler, nogle går, og andre igen kører bil. Trafik er et stort samtaleemne, hvad enten det er på jobbet eller over aftensmaden i hjemmet. Her på avisen har vi ofte nyheder på nettet om kø og uheld. I avisen bringer vi med jævne mellemrum artikler om trafikudfordringer fra hele kommunen. For nylig præsenterede rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) en visionsplan til 16 milliarder kroner. Penge der skal bruges på at sikre, at trafikken i Aarhus ikke sander mere til, end den i forvejen gør i takt med, at byen får flere og flere indbyggere.

 

3. dec. kl. 17-18.30: Friluftsliv i True Skov

Debatmøde for alle på Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand.

Har du opdaget skoven, der skyder op omkring True. Der er planlagt sankespor, rideruter, mountainbiketracks og løberuter i den. Vil du være med til at forme dem?

I 2018 udviklede en stor gruppe borgere, Aarhus Kommune og Naturstyrelsen en udviklingsplan for friluftslivet i området. De ønsker sig mere varieret natur, nye stisystemer for dem der vil sanke, ride, cykle, løbe eller nyde skovens dybe, stille ro. Mange af de foreslåede tiltag er afhængige af samskabelse og lokalt engagement, som også kan danne grobund for andre gode ideer og tiltag. Så hvordan kommer vi fra gode ideer til virkelighed?

De første træer blev plantet for 25 år siden, og skoven har for længst rejst sig i landskabet og indbyder til brug. True Skov indbyder til engagement og løbende udvikling. Den er i voksealderen og meget mere formbar end gammel skov.

"True Skov og dens forlængelse ind i Skjoldhøj Kilen og Langdalen har et kæmpe potentiale, og den er der for at blive brugt. Der er seks kilometer i fugleflugt fra Hasle Bakker til True Skovs vestlige grænse - så der er plads til både natur og friluftsliv," siger Anders Busse Nielsen. Han er landskabsarkitekt, professor og Naturstyrelsens mand i True Skov

Udviklingsplanen for friluftsliv i True Skov området foreslår blandt andet: huleby, mountainbikerute, rideruter, foreningshus, shelterby, sankespor, der skal bestå af en nøddevej med hassel og valnød, en frugtsti med æble, pærer og blomme og et bærspor med solbær, skovjordbær og hindbær

 

Arrangører: Århus Onsdag/Lokalavisen Aarhus, Vores Brabrand, Dokk1 og FO-Byen.