Kulturminister Mette Bock ønskede i 2018 at indsamle perspektiver på og idéer til, i hvilke rammer og på hvilke vilkår fremtidens scenekunst skal forme sig. Med den medvind og anerkendelse, som den aarhusianske scenekunst i disse år møder nationalt som internationalt, var det helt naturligt, at det aarhusianske aftryk i kulturministerens materiale blev markant og viste den opbakning fra byen, som ses i hverdagen. De aarhusianske teatre kunne f.eks. ikke genkende den tendens, som ministeren lagde op til med svigtende publikumstal. Og netop denne opbakning var et klart signal til ministeren. Performing Arts Platform faciliterede frem mod 1. maj en proces, der havde til hensigt - gennem en lille hurtigtarbejdende styregruppe, med repræsentanter fra forskellige dele af scenekunstmiljøet - at skabe et fælles aftryk; og samtidigt give enkeltinstitutioner og aktører et kvalificeret input til selv at indsende idéer og tanker. Det skete gennem to dialogmøder om fremtidens scenekunst:
Onsdag d. 11. april: Et 'lukket' dialogmøde udelukkende for scenekunstfaglige.
Tirsdag d. 17. april: Et åbent dialogmøde for scenekunstfaglige og for publikummer og interesserede borgere.
Fra Kulturministerens pressemeddelelse:
Hermed vil jeg invitere alle organisationer og aktører til at tage aktivt del i en bred diskussion af scenekunstområdet i de kommende par måneder. Målet er at samle indtryk af, hvor der er brug for forbedring, og inspiration til, hvordan scenekunsten i Danmark kan nå endnu flere borgere. Samtidig vil jeg meget gerne høre jeres konkrete bud på, hvordan vi kan indrette de statslige støttesystemer til scenekunst, således at de bedst understøtter scenekunstens kunstneriske udvikling og mulighed for at nå et endnu større publikum.
Som jeg har nævnt i flere sammenhænge, mener jeg ikke, at der er brug for flere rapporter på om scenekunstens situation i Danmark. Jeg synes til gengæld, at der er brug for at høre, hvad borgerne og scenekunstmiljøet mener. På den baggrund kan jeg danne mig et indtryk af, hvor vi skal sætte ind politisk for at få den bedste scenekunst i fremtiden.
Den proces, som jeg har sat i gang, består af to spor.
1. Et bredt diskussionsspor på facebooksiden "Dine ønsker til fremtidens scenekunst", hvor alle interesserede kan bidrage med synspunkter på hvad de ønsker sig og forventer af fremtidens scenekunst i Danmark
2. Et mere teknisk betonet spor med forslag til ændringer i tilskudsstrukturer og i scenekunstloven.
Spor 2 kommer til at bestå af jeres bidrag, hvor I beskriver jeres forslag til, hvordan vi fjerner snubletråde og løser de udfordringer, der måtte være med de støttestrukturer og den lovgivning, vi har på området. Jeg vil opfordre jer til at tale sammen og meget gerne komme med forslag, som flere organisationer eller grupperinger står bag.
17. april kl. 19-21.00: Åbent debatmøde i Stiften Loungen.
En skøn aften med en god og nuanceret debat. Panelet bestod af: Per Smedegaard (Kunstnerisk leder på Teatret Svalegangen), Lene Grønborg Poulsen (Teaterjournalist og anmelder) og Ann Jacobsen (læringsvejleder og bibliotekar på Solbjerg Skole). Dialogen blev modereret af Peter Nørskov (tidligere kulturredaktør på Aarhus Stiftidende). Der deltog ca. 25 -30 engagerede og debatlystne personer i dialogen, der var en god blanding af scenekunstaktører, universitets repræsentanter og publikum/borger. Derudover havde Kulturministeriet også sendt en medarbejder, så de vigtigste guldkorn nåede frem til den rigtige modtager. Med udgangspunkt i en række spørgsmål bliver deltagerne guidet gennem en aften, der har til hensigt at give teatrene publikums perspektiver på den aktuelle aarhusianske teaterscene, og indlede en snak om fremtiden ved at stille skarpt på spørgsmål som: Hvordan gør vi teatret attraktivt for nye publikummer?,hvordan kan vi forlænge teateroplevelsen? mv.
Ministerens plan var at samle op på en konference mandag den 14. maj.
Med støtte fra Move'n Act.
Krydsild "Fremtidens Scenekunst" - http://tr.anpdm.com/track?t=c&mid=20905644&uid=887456554&&&http%3A%2F%2Fwww.kum.dk%2Ftemaer%2Fdine-oensker-til-fremtidens-scenekunst%2F
FB-side - http://tr.anpdm.com/track?t=c&mid=20905644&uid=887456554&&&https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fkulturmin%2Fvideos%2F1519545291476369%2F
FB-gruppe - http://tr.anpdm.com/track?t=c&mid=20905644&uid=887456554&&&https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fgroups%2F151495205523604%2F%3Fref%3Dbr_rs