Abrahams Børn

Abrahams Børn er et kunst- og dialogprojekt af kunstneren Jens Galshiøt. Med værket og skulpturen "Fundamentalism" søgte han at skabe forståelse og dialog og bygge bro mellem kristendommen, islam og jødedommen. 600 af de lyseste og mørkeste citater fra de tre religioner (Toraen, Bibelen og Koranen) gjorde det klart, at de i deres dogmer er nærmest umulige at skelne fra hinanden. Man kan skabe både rædselsregimer eller næstekærlige samfund ud fra dem alle.

Billedkunstner Jens Galshiødt har gennem årene skabt mange samfundskritiske skulpturer og installationer. Opstillet i det offentlige rum rundt om i verden, virker de som nålestik og tavse påmindelser om en verden, der er ude af balance, og hvor udnyttelse af verdens ressourcer, ulighed og migration konstant er en del af billedet.

Jens Galshiødt: "Jeg har siden 2003 arbejdet på en idé om at skabe en skulptur-installation, der omhandler de religiøse dogmer inden for de tre religioner, der fylder vores del af verden; kristendommen, islam og jødedommen. Med kunst– og dialogprojektet Abrahams Børn vil jeg give et afbalanceret kunstnerisk bud på diskussionerne omkring religionernes indflydelse. Siden 2009 har jeg konkret arbejdet med at fremstille en skulptur omkring emnet. Skulpturen hedder Fundamentalism. Jeg har valgt at bruge ordet fundamentalisme, da det er det ord offentligheden bruger om en helt tekstnær tolkning af religionerne. Dette projekt er ikke antireligiøst. Religion er vel dybest set menneskehedens forsøg på at finde meningen med sig selv. Religionerne er ikke principielt dårlige for menneskeheden. Tværtimod har alle de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam ofte haft en god indvirkning på samfundene især gennem kravet om barmhjertighed over for de fattige og andre grundlæggende retningslinjer til fremme af tolerance og fredelig sameksistens imellem mennesker.

Der er mange smukke ord og regler i monoteismens bøger, men der er også mange forældede og afstumpede regler, der hører en anden kultur og inhuman civilisation til. Hvis man tager alt i de religiøse skrifter for pålydende og lever bogstaveligt efter dem, risikerer både menneskene og de samfund, de lever i, at blive hjerteløse og afstumpede. Med Abrahams Børn vil jeg give mit bidrag til at skabe en (inter)national dialog, der skal starte en slags healingsproces mellem de forskellige religioner og deres befolkningsgrupper. Religionerne stilles over for hinanden og det bliver klart, hvor ens de faktisk er, og at man kan læse en human og antihuman tolkning ud fra alle tre religioners bøger. De enkelte mennesker og grupper er altså ansvarlige for deres egne handlinger og kan ikke gemme sig bag religionerne.

Jeg har valgt at lave en helt tekstnær og fundamentalistisk udvælgelse af de religiøse citater, som et værktøj til at tydeliggøre forskelligheden og ligheden imellem religionerne. Personligt er jeg ikke enig i den tekstnære fortolkning, da jeg mener, at man er nødt til at fortolke de religiøse bøger i lyset af menneskehedens civilisationsmæssige fremskridt og en tolerant human holdning til medmennesker.

Jeg har kaldt projektet Abrahams Børn, fordi de tre religioner alle anerkender Abraham som deres fælles stamfar, så man kan sige, at uenighederne imellem disse religioner er en slags familiestridigheder imellem Abrahams børn."

 

De ’lyse’ citater udtrykte en human holdning til emner som forsoning, tilgivelse, kvinders rettigheder, omsorg for de svage, lighed, klogskab, skønhed, barmhjertighed, tro, håb og kærlighed m.m. De ’mørke’ citater udtrykte en inhuman holdning. F.eks. at syndere og de vantro skal udsættes for grusom afstraffelse, forfølgelse og intolerance over for religiøse, seksuelle og andre mindretal, at kvinden skal adlyde manden, tie i offentlige forsamlinger, skal bære slør, osv.

Citaterne var nøje udvalgt. Galschiøts akademiske medarbejdere havde gennemlæst og analyseret Toraen, Det Nye Testamente og Koranen og ekstraheret tusindevis af lys og mørke citater. Dernæst havde Galschiøt selv udvalgt de 600 citater, der blev en del af kunstinstallationen.

Kunstneren valgte at vise en fuldstændig tekstnær, konkret og fundamentalistisk fortolkning af teksterne- heraf navnet på skulpturen. Derved blev det tydeliggjort, hvor ens de monoteistiske religioners tekster er, og hvordan de med ond eller god vilje kan bruges til at retfærdiggøre

både det gode og onde. Denne fortolkning er i sin substans middelalderlig og religiøs ekstremistisk. Mange tilhængere af religionerne vil være uenige i denne fortolkning når det gælder deres egen religion, som de mener skal fortolkes metaforisk, litterært og ses i lyset af den historiske kontekst som de religiøse tekster er skrevet i. Dette er Galschiøt enig i og han brugte den fundamentalistiske fortolkning for at skabe en dialog om netop dette.

Når Galschiøt valgte at lave denne helt tekstsnære fortolkning af bøgerne var det for at iscenesætte at man i samfunds– og religionsdebatten ofte tillægger andres religioner den bogstavelige tolkning. Denne form for ufrugtbart citatrytteri er ødelæggende for enhver dialog.

 

Onsdag, den 13. juni kl. 18.30 performede skuespilleren Hans Rønne sit énmands teaterstykke på Kvindemuseet. Hans Rønne byggede bro mellem bro mellem religionerne - ligesom skulpturen Abrahams Børn i Mølleparken gjorde det. Forestillingen var et dristigt forsøg på at bygge bro mellem religionerne og skildre det fælles udspring, som ikke tildeles meget plads i dagens polariserede religionsdebat. For hvor meget ved vi egentlig om islam eller jødedommen?

I denne performancelekture skrællede Hans Rønne lag af de tre religioner og revitaliserede de årtusinder gamle tekster. Skønt der er store og afgørende forskelle, er det også en fortælling om tre religioner, som har smittet og beriget hinanden -kulturelt, åndeligt og intellektuelt.

Og så er der lige kvindesagen ...

 

Ons. 20. juni kl. 19.00: Tage Skou Hansen og Kjeld Holm: Abrahams Børn. Eksistentialisme. Etik.

Midlertidige fællesskaber contra livslange fællesskaber. Med udgangspunkt i Tage Skou Hansens forfatterskab talte Kjeld Holm om Eksistentialisme/Etik og midlertidige fællesskaber contra

livslange fællesskaber. Debatskulpturen Abrahams Børn stod frem til 27. juni i Mølleparken hvor den ved forskellige arrangementer virkede som igangsætter til forskellige debatter og vidensformidling. Formålet fra Jens Galschiøts side var at give oplæg til en fredelig dialog. Tage Skou Hansen kunne dybt analysere terrorens psykologiske forudsætninger.

Med støtte fra Move'n Act.

.