Tanker på Tværs

Tanker på Tværs

FO-Aarhus vil gerne bidrage til at de mange flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste år, finder sig godt til rette og får de bedste forudsætninger for at tage aktivt del i samfundet og fællesskabet. Det er i den enkeltes interesse, og det er i samfundets interesse. FO-Aarhus udviklede derfor – i tråd med Dansk Folkeoplysnings Samråds aktuelle fokus på at inkludere flygtninge som brugergruppe i folkeoplysningen – et nyt tilbud, som henvendte sig til netop denne målgruppe. Projektets organiseringsform var relativt ny for FO-Aarhus, idet frivillige i høj grad blev engageret i opgaveløsningen. Med et frivilligdrevet projekt for flygtninge forholder FO-Aarhus som aftenskoleorganisation sig aktivt til det omkringgivende samfunds aktuelle problemstillinger og vilkår. FO-Aarhus arbejder kontinuerligt med at nytænke aftenskolens format og finde nye, dynamiske løsninger. At arbejde målrettet med at opbygge stærke frivilligstrukturer omkring aftenskoleprojektet for flygtninge var en spændende del af denne proces.

 

Projektet tog konkret form i to forløb af 4 måneders varighed. Til hvert forløb samledes et fast hold af op til 20 deltagere, som mødtes min. en gang om ugen til fælles aktiviteter. Dertil kom ekstra arrangementer i weekenden og lignende, samt to kultur- eller debatarrangementer i hvert forløb, som var åbne for offentligheden. Selve indholdet i aktiviteterne centrerede sig om en række temaer:

- (Med)borger i det danske civilsamfund: den danske samfundsindretning – velfærdsstaten, foreningslivet, arbejdsmarkedet, værdier og socialt liv mm. - belyst gennem oplæg, museumsbesøg, film, besøg hos foreninger, kommuner, og arbejdspladser mm.

- Folkeoplysningsånd og dialog: aktivt medborgerskab og evnen til dialog - debat-/dialogaktiviteter om begreber som demokrati, fællesskab og det tværkulturelle.

- ”Det hele menneske” – kreativitet og kultur: diverse kreative, sociale og personligt udviklende aktiviteter, f.eks. arrangementer med fokus på mad, dans og musik, sport, højtider, kunst, film eller andet.

 

Aktiviteter i hver kategori blev varetaget delvist af eksterne, specialiserede workshopholdere, dels af frivillige, som blev klædt godt på til opgaven, og til tider af projektlederen. Foruden fællesaktiviteterne skulle Tanker på Tværs også fungere som platform for en række biaktiviteter. Tanken var at skabe yderligere netværk og drage nytte af hinandens ressourcer på kryds og tværs, alt efter hvilke behov der fandtes i deltagergruppen. Eksempelvis danskundervisning, madklub, bisidderordninger og lignende.

 

Projektet Tanker på Tværs blev iværksat som et pilotprojekt over et år og fordeler sig i fire faser:

1. Opstart og udvikling (2 md.)

2. Første forløb (4 md.)

3. Andet forløb (4 md.)

4. Afrunding, Forankring og evaluering (2 md.)

 

I fjerde fase blev der arbejdet med, hvordan læring og netværk fra de to afholdte forløb kan videreføres efter projektperioden og integreres i FO-Aarhus’ fremadrettede arbejde.

En detaljeret tidsplan kan eftersendes.

 

 

Målgruppen for aftenskoleprojektet var flygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år. Tanken var at gribe deltagerne på et relativt tidligt tidspunkt, således at projektet bidrog til at give dem den bedst mulige start i Danmark og mest smidige integration. Samtidig var det dog vigtigt, at kursisterne selv ønskede at være en del af projektet, og at de var i en situation, hvor andre akutte forhold ikke stod i vejen for deres deltagelse.

I udgangspunktet indbefattede målgruppen både mænd og kvinder med et særligt fokus på unge i alderen 18-30 år. Det unge aldersfokus skyldtes, at projektet netop søgte at engagere folk på et relativt tidligt tidspunkt i tilværelsen, hvor effekterne kan få maksimal betydning for deres videre livsforløb. Samtidig byggede det på den danske højskoleånd, og projektet tilstræbte således at afspejle den ungdommelige energi, kreativitet og dynamik, som typisk findes på højskolerne.

FO-Aarhus er opmærksom på, at det ikke er lige let for alle borgergrupper at gribe folkeoplysningens tilbud. Er man ikke vokset op med det danske uddannelsessystem og foreningsliv, ligger tanken om at gøre brug af folkeoplysende tilbud måske ikke lige for. For at rekruttere de rette kursister kan det derfor være nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at gøre opmærksom på aftenskoleprojektets formål og potentiale. 

 

Projektet sigtede overordnet mod at tilbyde flygtninge i Aarhus og omegn en genvej til personlig udvikling, integration i fællesskabet og bekendtskab med det danske samfunds indretning og værdier. Det var således intentionen, at projektet bidrog til at modvirke skabelsen af parallelsamfund og til at gøre nytilkomne fortrolige med den danske folkeoplysningstradition. Endvidere var det intentionen, at mobiliseringen af frivillige i forbindelse med projektets udførelse bidrog til at skabe øget lokalt engagement, medborgerskab og positiv opmærksomhed omkring folkeoplysningsområdet.

 

Projektet blev udviklet og afviklet af en projektleder, ansat 20 timer om ugen af FO-Aarhus, og en gruppe af 16 frivillige med primært dansk baggrund. Efteråret blev brugt på at udvikle aktiviteter og samle deltagere, mens aktivitetsperioden fandt sted fra start-januar til slut-april 2017. Her mødtes holdet af frivillige med en gruppe af godt 20 nye borgere med flygtningebaggrund til ugentlige aktiviteter i byen. Eksempelvis var gruppen på Aros og på Moesgaard Museum, de besøgte Aarhus Rådhus, de var til korsang og på byvandring, de holdt påskefrokost og meget mere. Foruden de faste fællesaktiviteter blomstrede der desuden løbende ekstra aktiviteter frem for dem, som havde tid og lyst. Næsten hver uge var der således tilbud om eksempelvis fodboldkampe og teaterture, og hen ad vejen opstod også aftaler om eksempelvis lektiehjælp, hjælp til at finde bolig eller blot sociale aftaler om en kop kaffe eller lignende. I alt er der afholdt 17 fællesarrangementer og ca. 15 ekstraaktiviteter.

Foruden en lang række kulturelle oplevelser og et større indblik i mulighederne i fritids- og foreningslivet i Aarhus, har projektet resulteret i sociale relationer på tværs af kultur, sprog og etnicitet. Både de danske frivillige og projektets deltagere med flygtningebaggrund gik ind i projektet med stort gåpåmod og ønske om at lære hinanden at kende, og der er blevet dannet relationer, som også består her efter projektperiodens udløb. Projektets meget benyttede facebookgruppe består ligeledes, og her har deltagerne planer om fortsat i fremtiden at arrangere udflugter og sociale arrangementer på egen hånd. På den måde har projektet både været med til at skabe personlige oplevelser og fremme integrationen ved at skabe nogle tværkulturelle møder, som sandsynligvis ellers ikke var opstået.

 

Gennemført program

Aktivitetsperiode, 1.1.17 – 30.4.17

Fællesarrangementer, gennemsnitligt 20 deltagere pr. gang:

4. januar: Lær-hinanden-at-kende-arrangement i Café Nicolai hos FO-Aarhus.

11. januar: Besøg på Aarhus Rådhus og møde med rådmanden for kultur og borgerservice.

18. januar: Besøg på AROS.

25. januar: Godsbanen: Besøg hos vikingeforening og i kreative værksteder + Cafe Venligbo. 

1. februar: Byvandring i Midtbyen med stadsarkivar.

8. februar: Brætspilsdag i Cafe Nicolai hos FO.

15. februar: Rundvisning på Aarhus Teater + tapas og poesiaften på Løves Bogcafe

22. februar: Planlagt skøjtetur – blev til kaffehygge da skøjtebanen blev lukket.

1. marts: Besøg på Dokk1.

8. marts: Film og quiz med Kvindernes Kampdag som tema

15. marts: Pizza og deltagelse i eventet Aarhus Stories

22. marts: Fællessang med korleder

29. marts: Pool og billard på Sharks Poolhall

5. april: Moesgaard Museum

19. april: Den Gamle By

21. april: Undervandskoncert på Godsbanen

26. april: Påskefrokost / afslutningsfest

 

Ekstra-arrangementer:

12. og 19. februar: Deltagelse som publikum ved to basketball kampe, ca. 5. deltagere

26. februar: Udflugt til væksthusene, Botanisk Have, ca. 10 deltagere

4. marts: Deltagelse som publikum ved AGF-fodboldkamp, 8 deltagere

10. marts: Teatertur, 10 deltagere

26. marts: Deltagelse i persisk nytårsfest, 8 deltagere

30. marts: Foto-workshop, hvor en deltager underviste andre deltagere i fotografiteknik, 2 deltagere

Løbende: Guitarspil og –jamming, 2 deltagere

Løbende: Sparring og praktisk hjælp omkring bolig og praktikker

Løbende: Lektiehjælp og sprogtræning på tomandshånd, 6 deltagere

Løbende: Besøg hjemme hos hinanden, ca. 6 deltagere

 

Projektet var støttet af Aarhus Kommune, Fora, Dansk Folkeoplysnings Samråd og C. W. Strandes Legatfond.