Kulturhovedstad 2017

Kulturhovedstad 2017

Vartegn

Vartegn er et projekt igangsat af VIA University College, hvor der blev skabt kæmpe figurer i papmaché til brug under Kulturhovedstadsprojektet i 2017. Italienske kunstnere, undervisere og studerende fra VIA og forskellige grupper af udsatte borgere arbejdede i Vartegn sammen om at bruge kunsten til at sætte fokus på udsathed. Dette med fokus på at give udsatte borgere en stemme i samfundet. Projektet startede i 2014 med en workshop i Viborg og havde finale i sommeren 2017. Vartegn bestod af flere forskellige workshops.

I aug.-sept. 2016 deltog VIA studerende fra både pædagog-, lærer-, design- og ingeniøruddannelserne i en workshop sammen med undervisere fra VIA og det italienske kunstnerkollektiv Gilbert Lebriege. Sammen byggede de kæmpe figurer. De blev derefter pakket ned indtil sommeren 2017, hvor de indgik i finalen. I projektet blev der lagt vægt på at finde og bruge menneskelige ressourcer i stedet for at fokusere på svagheder. Vartegn opbyggede styrke gennem dialog, optog, musik og performances.

 

Artikel fra www.via2017.via.dk:   

Torsdag d. 22. september tog studerende, psykisk sårbare og italienske kunstnere første skridt på rejsen mod Kulturby 2017, hvor de indviede kæmpemonumentet Vartegn på VIAs Campus Aarhus C i Ceresbyen.  Vartegn er en 8,5 meter høj figur, der giver plads til og sætter fokus på psykisk sårbare mennesker. I fem uger har mere end 80 personer bygget, malet, skruet og loddet midt i VIAs Campus Aarhus C. Her har de bygget den 8,5 meter kæmpefigur af papmaché. Med øjenvipper lavet af hår fra en kost, hår lavet af tapet og ryggen beklædt med kæmpe vinger.

Igennem hele kroppen går en masse snore på kryds og tværs.12 personer skal optræde sammen med figuren og trække i snorene, så de kan styre dukkens bevægelser. Blinke med de flotte øjenvipper, vinke med hånden, vrikke med enden. I det hele taget - give liv til den kæmpe store figur.

  

Vartegn for de udsatte

”De tolv personer, der trækker i trådene, kan på den ene side ses som alle de kontrolinstanser, udsatte og psykisk sårbare mennesker konfronteres med. Og på den anden side kan vi se dem som den omsorg, der også er i behandlersystemet,” siger Ole Bjørn, lektor, VIA.Pædagoguddannelsen. Sammen med Klaus Rubin, lektor, VIA Pædagoguddannelsen, står han bag Vartegn. Sammen har de to har i flere år arbejdet med socialpædagogik kombineret med kunst og kultur.  ”Vartegn er et kunst- og kulturprojekt, hvor vi sætter fokus på psykisk sårbare. Vores studerende arbejder sammen med forskellige grupper af udsatte borgere om at skabe et kæmpe vartegn for udsathed. Det handler om at give plads til og synliggøre psykisk sårbare og mennesker, der lever på kanten af samfundet. Give dem en stemme i samfundet – også i kulturbyen,” siger Klaus Rubin.

 

Samarbejde på tværs af faggrupper

Det er undervisere og studerende fra VIA, elever fra Aarhus Tech, borgere fra aktivitetscenteret Kragelund, teatergruppen Timp og fem professionelle, italienske kunstnere, der sammen bygger og skaber omgivelserne til den 8,5 meter høje figur. Der er både studerende fra pædagog-, lærer-, design-, ingeniør- og ergoterapeutuddannelserne i VIA. Alle spiller ind med deres forskellige faglige kompetencer.

”De studerende fra ingeniøruddannelsen er med til at bygge konstruktionerne, der får figuren til at bevæge sig. Fra designuddannelsen syr de klæder og bygger vinger til figuren, mens de to ergoterapeut- sammen med pædagog- og lærerstuderende, laver papmaché, maler, limer, skruer, lodder og tænker i pædagogiske sammenhænge. Hvordan de som professionelle kan inddrage forskellige brugergrupper i et kunst- og kulturarbejde,” siger Klaus Rubin.

Ole Bjørn Rasmussen uddyber og fortæller, at samarbejdet med de italienske kunstnere er yderst givtigt for alle parter.

”De studerende og de psykisk sårbare lærer en masse om kunstneriske teknikker af italienerne, mens de italienske kunstnere bestemt også lærer af de studerende, der kommer med nye og anderledes input til de kunstneriske værker,” siger Ole Bjørn Rasmussen. Han understreger, at samarbejdet med de italienske kunstnere er yderst givtigt for begge parter.

 

På vej mod kulturby 2017

Vartegn er en del af et stort kulturprojekt, der kulminerer i sommeren 2017 i Aarhus og i Holstebro. Til den tid skal kæmpefiguren stå på en scene omkranset af 12 store kasser lavet af metal. I hver kasse har forskellige grupper lavet et kunstnerisk udtryk for udsathed. Det er ikke alle kasser, der bliver færdige i 2016. Fx vælger deltagerne fra Husforbi at arbejde med deres kasse henover vinteren, for at få det helt rigtige udtryk frem inden den store udstilling i juni 2017.

Livet i kasserne foregår også i et samarbejde med teatergruppen Timp, der hører til under aktivitetscenteret Kragelund. Her arbejder deltagerne med at levendegøre scenen og skabe forskellige lydbilleder, der supplerer udtrykket. Indholdet i kasserne understreger symbolikken.

I en af kasserne er en drejescene. Midt på den sidder en person omkranset af flere personer, der stirrer ned på vedkommende. En kommentar til de mange berøringsflader socialt udsatte borgere oplever i deres møde med verden. I en anden kasse hænger et ur og en masse papirer flyver rundt imellem hinanden. Socialrådgiverens mareridt. I en tredje kasse sidder en person. Kassen har en brevsprække og rundt på kassens ydersider hænger en masse formularer. Så kan publikum putte formularerne ind igennem brevkassen og i løbet af udstillingsperioden bliver kassen måske fyldt helt op med formularer. Lokummet brænder er en fjerde kasse, hvor de studerende har bygget et brændende lokum. En femte kasse hedder menneskepresseren. Inde i den ligger et menneske og oven på kassen står en person, der stille og roligt presser kassens loft længere og længere ned mod personen i kassen. Deltagerne fra Hus forbi er også i gang med skabe en kæmpeavis i kassen, hvor publikum kan læse en livshistorie.

I 2017 kan figuren opleves 19.-22. juni ved VIA University College i Aarhus og den 14.-15. aug. ved VIA University i Holstebro.

 

  

THE GARDEN PÅ KUNSTMUSEET AROS (Kulturhovedstad 2017)

En spritny kunstfestival delt op i tre dele, en såkaldt Trienale, hvor den første del ”The Garden - end of time, beginning of times” foregik fra april til oktober 2017. Denne kunstbegivenhed fokuserede på afbildninger af naturen op gennem historien med over 50 værker af internationalt anerkendte kunstnere og unge talenter i en fire kilometer lang zone fra Aros, gennem byen og ned langs bugten syd for byen, hvor i sin tid Sculpture by the Sea foregik. 

Udstillingen bestod af 3 dele:

The Past - på selve museet - som undersøgte landskabet og menneskets forhold til naturen set fra et kunstnerisk og idéhistorisk perspektiv. Med værker af bl.a. Claurde Lorrain, Richard Wilson, Edvard Munch, Emil Nolde, Asger Jorn, Demien Ortega, Mark Dion.

The Present - i byrummet - som så på naturen i en moderne bymæssig kontekst. Med værker af bl.a. Cyprien Gaillard, Elmgren & Dragset, Ismar Cirkinagic.

The Future - langs kysten - som udforskede den kunstneriske reaktion på miljømæssige forandringer. Med værker af bl.a. Doug Aitken, Bjarke Ingels Group (BIG), Tue Greenfort, Simon Starling, Max Hoopr Schneider, Rune Bosse, Superflex.

 

 

ARoS Triennial for seniorborgere

På ARoS, langs kysten syd for Aarhus og i byrummet kunne man opleve en række kunstværker, der illustrerede menneskets skiftende forhold til naturen gennem tiderne. The Garden præsenterede kunstværker, der blandt andet udforskede bæredygtig forandring og søgte nye modeller for vores fremtidige samspil med naturen. Vi påvirker og skaber naturen, og nu er vi nået til en tidsalder, hvor naturen i højere grad påvirker den måde, vi lever på i form af for eksempel menneskeskabte klimaforandringer. ARoS tilbød en række muligheder for at få særlige omvisninger på udstillingsstederne sammen med kunstfaglige medarbejdere. Omvisningerne var gratis for seniorborgere og deres pårørende ifølge med seniorborgerne. Der var begrænsede pladser på de enkelte omvisninger.

  

PÅ NATUR- OG KUNSTTUR MED ARoS - For gangbesværede

Tidspunkter: 06.06 kl. 10.30, 20.06 kl. 11.00, 04.07. kl. 11.00, 18.07 kl. 10.30: ARoS tilbød særlig tilrettelagte omvisninger langs kysten i udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times. Turen var tilpasset gangbesværede i forhold til terræn og med indlagte hvilepauser. Varighed: ca. 90 min. Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

 

KUNST LANGS KYSTEN - Motion

Tidspunkter: 09.06 kl. 10.00 og 19.06 kl. 13.00: Med stavgænger-stavene under armen gik deltagerne en tur langs kysten. De stoppede op ved udvalgte kunstværker, der var en del af udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times som guiden fra ARoS fortalte om. Varighed ca. 90 min.

Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

KUNSTTUR VED STRANDEN FOR YNGRE DEMENTE OG DERES FAMILIE  

Tidspunkter: 11.06 kl. 14.00 og 08.07 kl. 11.00: Tur langs kysten i udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times sammen med en ARoS Guide, der er uddannet demensven. Der var mulighed for at købe et Krea Kit ved kysten eller på ARoS til deltagende børn. Varighed: ca. 90 min. Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

PÅ NATUR- OG KUNSTTUR MED ARoS - Oplevelse og samtale

Tidspunkter: 15.06 kl. 10.00, 28.06 kl. 11.00 og 14.07 kl. 11.00: ARoS tilbød særligt tilrettelagte omvisninger langs kysten i udstillingen The Garden – End of Times; Beginning of Times. Turen foregik i et tilpasset tempo, så der var tid til at diskutere kunsten med hinanden og ARoS guiden.  Varighed ca. 90 min. Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

PÅ TVÆRS AF GENERATIONER - Familie-venskabstur

Tidspunkter: 18.06 kl. 11.00 og 16.07 kl. 11.00: Tur langs kysten i udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times sammen med en ARoS Guide. Turen var tilrettelagt, så der blev taget hensyn til alle generationer, unge som ældre. Der var mulighed for at købe et Krea Kit til deltagende børn ved kysten eller på ARoS. Varighed ca. 90 min. Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

PÅ NATUR- OG KUNSTTUR MED ARoS - for synshandicappede

Tidspunkter: 21.06 kl. 10.30 og 13.07 kl. 10.30: ARoS tilbød særligt tilrettelagte omvisninger langs kysten i udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times. Turen var tilpasset synshandicappede og blev varetaget af en specialuddannet ARoS guide. Varighed ca. 90 min. Man skulle selv sørge for ledsager eller ringer til hjælpetjenesten på tlf. 86 21 66 38.

Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

KUNST I BYRUMMET - Oplevelse og samtale

Tidspunkter: 08.07 kl. 10.00: ARoS tilbød særligt tilrettelagte omvisninger i udstillingen The Garden – End of Times; Beginning of Times som fandtes i byrummet. Turen foregik i et tilpasset tempo, så der var tid til at diskutere kunsten med hinanden og ARoS guiden. Varighed: ca. 60 min. Mødested: Mindet 6, 8000 Aarhus

  

PÅ NATUR- OG KUNSTTUR MED ARoS - For hørehæmmede

Tidspunkter:12.07 kl. 13.00 og 28.07 kl. 14.30: ARoS tilbød særligt tilrettelagte omvisninger langs kysten i udstillingen The Garden - End of Times; Beginning of Times. Turen var tilpasset hørehæmmede og der benyttedes teleslynge. Varighed ca. 90 min. Mødested: Ved skulpturen ”Skum” af Bjarke Ingels på Tangkrogen

  

Pavillionen: Do we dream under the same sky

Rirkrit Tiravanija, Nikolaus Hirsch, Michel Müllers installation Do We Dream Under the Same Sky (Drømmer vi under den samme himmel) omhandlede idéen om et kunstnerisk utopia og fremlagde en økologisk og bæredygtig model for fremtidens kunstneriske praksis. Den monumentale installation var placeret ved Aarhus bugten i perioden juni og juli 2017 og var omdrejningspunkt for alverdens arrangementer gennem udstillingsperioden. Pavillonen rummede street kitchen-faciliteter, hvor kunstneren Rirkrit Tiravanija i samarbejde med frivillige lavede og serverede mad lavet af råvarer fra lokale producenter. Et stærkt folkeoplysende indslag i The Garden - End of Times, Beginning of Times. Kunstneren var i Aarhus til åbningen af udstillingen, og de efterfølgende dage og hjalp et hold af frivillige med at lave mad i pavillonen. Derefter var køkkenet aktivt hver søndag kl. 11-17 i hele udstillingsperioden. Der var gratis smagsprøver.

Gennem hele udstillingsperioden var der løbende debatskabende talks i pavillonen, som alle tog udgangspunkt i temaer, der relaterede sig til værket Do We Dream Under the Same Sky og The Garden-udstillingen. Man kunne møde en række af udstillingens kunstnere foruden miljøeksperter, klimaeksperter, kuratorer, arkitekter og mange andre vidende gæster.

Desuden havde Tiravanija i samarbejde med Nikolaus Hirsch sammensat et filmprogram, der bestod af i alt 16 forskellige lange og korte film, der alle tematiserede og viste et flerstemmigt bud på menneskets forhold til naturen og de fremtidige udfordringer, vi som mennesker står overfor. Filmprogrammet blev vist i pavillonen hver dag fra kl. 17.00. 

Mellem kl. 9 og 21.00 vistes slide showet: De ældste levende ting i verden. Billeder fotograferet af kunstneren Rachel Sussman, der til dagligt bor og arbejder i Brooklyn, New York. Siden 2004 har hun rejst rundt i verden og dokumenteret og fotograferet 2000 år gamle og ældre levende organismer. Gennem en række af sammensatte billeder vistes den levende fortid i flygtige og foranderlige steder rundt om i verden.

  

Podcast

I forbindelse med udstillingen The Garden – End of Times; Beginning of Times blev der lavet en ARoS Podcast Jagten på Naturen.

Aros Triennial viste sig at være en stor succes. Godt 863.500 har besøgt Aros Triennial og heraf har knap 300.000 købt billetter til 'The Past' på museet.

 

 

 

2017-logo