Katapult: Kultursaloner

Human Nature - Teater Katapult

9. marts kl. 12.45-15.00: Kultursalon: Teatret og det magiske øjeblik, foredrag v/Michael Eigtved.

Teaterforestillingen var et særligt rum. Det nærvær, som opstod igennem teateroplevelsen og dermed det kunstværk, som teaterforestillingen etablerede, var umuligt at videregive. Hver eneste opførelse blev en unik situation, som man enten var del af – eller ikke. Forestillingen som kunstværk var betinget af netop de fremmødtes tilstedeværelse og eksisterede kun i nuet - samt i deres erindring. Derfor tilbyder teater en helt særlig "helle" i en ellers medie-domineret verden. Men hvad betyder det for, hvordan vi kan undersøge og forstå teaterforestillinger, deres betydning og den særlige oplevelse, som "live"-situationen er. Hvad vil det egentlig sige at "være i teatret" og hvad skaber forestillingens rum? Dette prøvede man at finde svar på i foredraget.

Teaterskolen Move’n Act, Grønnegade 93E. Fri entré.

 

7.-29. sept. på Katapult

Det eksistentielle drama Human Nature var Katapults bidrag til kulturhovedstadsåret. Publikum havde hovedtelefoner på i den 70 minutter lange forestilling:

Kan vi leve vores moderne liv, med karriere, perfekt familie og alle de statussymboler vi omgiver os med uden at miste jordforbindelsen? Helt konkret. Forbindelsen til den jord, der er fundamentet for alt liv. Vil vi kunne slippe af med en god del af verdens problemer, hvis vi som mennesker er mere bevidste om, at vi rent faktisk selv ér natur? Dét var nogle af de spørgsmål, forestillingen rejste, da den spillede på Teater Katapult i hele september måned. For det var ikke en dystopisk fremtidsvision, om hvor sort fremtiden ser ud, slet ikke. Forestillingen var en undersøgelse af, om vi hver især kan nærme os et liv i balance og med en genoprettet forbindelse til den øvrige natur. Human Nature påstod ikke, at vi skal tilbage til naturen og leve som stenaldermennesker, slet ikke. Men måske skal vi finde en ny og konstruktiv måde at leve med naturen på – forbinde os til den, hvis vi skal overleve som art.

 

Binaural lyd og omfattende scenografi

Human Nature fik en lydkulisse skabt af binaural lyd – populært kaldet 3D-lyd. Publikum havde hovedtelefoner på under hele forestillingen og oplevede et lydspor, der blandede skuespillernes stemmer med præindspillet lyd og den binaurale lyd, der blev formidlet live fra specialmikrofoner på scenen. Det gav en helt speciel 3D-fornemmelse, som trak publikum ind i hovedet på skuespillerne og naturen helt ind i hovedet på publikum. Scenografien fyldte scenerummet helt ud. En buet trækonstruktion fyldt med 9 ton sand, dominerede salen fra publikums fødder til mørket oppe under loftet bagerst i rummet. Og samtidig blev scenografien lærred for avancerede projektioner af stemningsskabende visuals.

 

Mange lag

Forestillingens tre fysiske roller var besat af Nukâka Coster-Waldau, Lisbeth Sonne Andersen og Robert Reinhold. På overfladen handlede forestillingen om et parforhold, hvor to forskellige forhold til naturen clashede. Det handlede om, i en moderne verden, at balancere ansvar, normer, forventninger og forpligtelser samtidig med at forbindelsen til naturen blev søgt genoprettet. Den kvindelige hovedrolle, spillet af Nukâka Coster-Waldau arbejdede som kurator på et museum, og hendes mand, spillet af Robert Reinhold, var neurokirurg. De repræsenterede to vidt forskellige men meget genkendelige forhold til natur og biologi. Kvinden søgte at finde og genetablere et balanceret forhold til naturen, mens hendes mand repræsenterede et mere klassisk moderne syn på naturen som kultur underlagt retningslinjer udstukket af mennesker. Det var tematikken – på overfladen. Men manuskriptet og mødet med den tredje rolle, spillet af Lisbeth Sonne Andersen - en uhåndgribelig størrelse – måske naturen – gav forestillingen en anderledes åndelig vinkel.

 

Lørdag den 9. sept. Kl. 14.30-15.30: Er Natur identitet? Ved Aksel Haaning på Teater Katapult.

Er naturen uden for os eller inde i os? Er vi fanget eller frelst i vores relation til natur? Er naturen skabt eller givet – er den evig, før og efter? Leder den os mod et mål eller leder den os vild. Hvordan føles natur i tanken, i kroppen? Spørgsmål om natur har optaget mennesket, så længe som vi har skriftlige og visuelle kilder. Foredraget vil præsentere nogle afgørende historiske forudsætninger for vores moderne splittelse og fra filosofi og litteratur pege på strømninger og forestillinger, vi har glemt og som måske kan lede os videre.

Aksel Haaning er lektor ved Roskilde Universitet. Han forsker i filosofi, idéhistorie, religion. Hans bøger og artikler kredser om naturfilosofi og videnskabshistorie, herunder psykologiens historie og ikke mindst psykoanalytikeren C.G. Jung. Udover jævnlige debatbidrag om det moderne menneskes syn på natur og vores kulturelle selvforståelse, arbejder Haaning i disse år på et projekt om naturbegrebet i dansk kunst, litteratur og filosofi.

 

Onsdag den 13. sept. Kl. 19.00-19.45: Satans rørhat taler ud v/ Rasmus Ejrnæs på Vogn 1, Godsbanen. I 2017 har Århus By fået 33 artsambassadører, som taler arternes sag. Nu har mursejleren og pindsvinet og mælkebøtten fået en stemme i debatten. For første gang i verdenshistorien vil vi med en af artsambassadørerne som medie give ordet direkte til en af arterne, nemlig Satans rørhat, en motherfucker af en rørhat. Smuk, men også giftig. Satans rørhat funderer over forskellen mellem mennesker og den umælende natur, og giver dernæst gode råd for en fælles fremtid mellem mennesker og natur.

Rasmus Ejrnæs er Seniorforsker I biodiversitet ved Aarhus Universitet. Han har en lang række forskningsprojekter og udgivelser i gang og bag sig. Tilbagevendende emner er, hvordan vildskab og spontanitet kan få mere plads i parcelhushaven, i byerne og på landet. Han er forfatter til bogen Natur i Aarhus Universitsforlags serie Tænkepauser og sidste år kom Den uendelige have til haveejerne med opfordring til at sabotere det veltrimmede til glæde for insekter, fugleliv… og ejeren selv.

 

20. september kl. 12.45-15.00: Kultursalon: Følelsernes fitnesscenter, foredrag v/Michael Eigtved.

Musik og teater er følelsernes fitnesscenter. Denne tanke stammer fra Kasper Holten, der som instruktør og operachef har arbejdet intenst med at afsøge, hvad der sker, når man kombinerer musik og scenekunst. Musik har den særlige evne, at den kan bevæge sig uden om den intellektuelle forståelse. Musik rører os, uanset om vi er klar eller ej. Og man kan faktisk ikke lukke ørerne - sådan som man kan lukke øjnene. Foredraget undersøgte den særlige oplevelse, og hvad det kan gøre ved os som publikum, når teatrets, skuespillets, dramaets og det sceniske udtryk bringes sammen med musik. Michael Eigtved gav gennem levende eksempler bud på, hvordan dén kombination forstærker og raffinerer, og skaber indre liv i os, og hvordan det sker i forskellige genrer som opera, teaterkoncert, musical eller cabaret.

 

Michael Eigtved er lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet.

Sted: Teaterskolen Move’n Act, Grønnegade 93E, 8000 Aarhus C. Fri entré.