Frivillighedsåret-2018

20. juni: Fredssymbol til Frivillighovedstaden

Den tyske kunstner Bertamaria Reetz har foræret et blåt får til Aarhus 2018 - Europæisk Frivillighovedstad. Fåret er en gave fra Europabevægelsen som en markering af frivillighedens mange fordele som fællesskab og samhørighed.

 Frivilligaar

Af Stine Pedersen

En stor flok blå ’fredsfår’ fyldte forleden plænen under en af de store træer i Mølleparken. De var rejst helt fra Tyskland sammen med Bertamaria Reetz, der er kunstneren bag de kulørte husdyr, og målet med besøget i Aarhus var at overrække et af fårene som gave til Frivillighovedstaden 2018.

- Blå er freden og samhørighedens farve. Farven forbinder mange væsentlige organisationer i verden som den europæiske fredsbevægelse, FN, UNESCO, EU og UNICEF, forklarer Bertamaria Reetz.

Den firbenede gaves giver er Europabevægelsens Aarhus-afdeling, hvor formanden Kurt Nielsen begrunder foræringen således:

- Ligesom for eksempel EU og frihedskampen, så er frivillighed også en vigtig og fælles sag, som binder mange mennesker sammen på tværs af forskelle.

Europabevægelsen udnævnte tidligere Aarhus til årets europæiske by i Danmark. I den forbindelse fik byen også to blå fredsfår, som nu står på Børn og Unge- og Kulturrådmændenes kontorer.

Tilbage i Mølleparken fik Bertamaria Reetz og Kurt Nielsen kort tid efter selskab af Torben Dreier, der i sin egenskab af næstformand i frivillighovedstaden modtager Bertamaria Reetz’ får.

- Vi er glade for, at der er blevet tænkt på Frivillighovedstaden i den her forbindelse. Jeg tager fåret med på næste udvalgsmøde, og så regner jeg med, at også det her får får plads på rådhuset, siger Torben Dreier.

 

Torben Dreier (tv), Bertamaria Reetz og Kurt Nielsen.

 

FAKTA:

Fredsfårene produceres af frivillige på et værksted i Køln.

De har været udstillet flere lande og organisationer, blandt andre Venedig, Berlin, EU-parlamentet, klostret Huysburg, kunsthaller og kirker.

Deres karakteristiske blå farve er kendt under navnet ’International Klein Blue’, udviklet af den franske kunstner Yves Klein (1928-1962).