Aarhus Talks

Aarhus Talks

En frivillig debatskabende forening, stiftet d. 14. juni 2017 i Aarhus med visionen:

• At klæde deltagerne på til at kunne deltage i den offentlige debat.

• At opøve argumentations- og debatteknikker både mundtligt og på skrift.

• Udbrede demokratisk dannelse og styrke medborgerskabet.

• Igennem et fællesskab af debatlystne borgere, at skabe kultur for konstruktiv diskussion både i det private og i det offentlige.

 

Koncept for aktiviteterne var:

• Fokus på debatFORM frem for debatINDHOLD. Emnerne vil skifte fra måned til måned.

• Aktive deltagere: De får mulighed for at afprøve forskellige retoriske teknikker, som de får feedback på fra fagpersoner, f.eks. fra retorikstuderende, som arbejder som frivillige i foreningen.

• Ca. én gang om måneden vil der være en ekstern oplægsholder der kommer med input.

• Der serveres kaffe og snacks, og der tilstræbes en hyggelig, afslappet og engageret stemning, hvor man i trygge rammer kan afprøve forskellige retoriske virkemidler.

• Deltagernes baggrunde forventes at være meget forskellige og der tages udgangspunkt i den enkelte deltageres potentialer og udfordringer.

 

Samarbejdspartnere: Politikens kritikerskole, DEO, Studenterhus Aarhus, Aarhus kommune/kulturforvaltningen, EU (ESN og Erasmus), Projekt Frivillig, Vink, Dokk1 kulturformidling

 

21. sept. kl. 19.-21.0: Ethvert solidt fundament begynder med et godt argument.

Aftenens taler Karina Burgdorff Jensen har en ph.d i kommunikation, har vundet DM i debat (JCI) og er selvstændig salgsudvikler og forsker i selvsamme. At sælge handler ikke blot om at overtale, men om at skabe en dialog sælger og køber imellem - dette på baggrund af gode, veltilpassede argumenter. Sammen med Aarhus Talks egen Esben Seier Pedersen (cand.mag. i retorik), også tidligere vinder af DM i debat (JCI), talte Karina om, hvordan man gennem dialog skaber større succes i et salg, hvad det gode og korrekte argument er, samt hvorfor argumentet er grundstenen i både salget, debatten og hverdagens samtaler. Efterfølgende afprøvedes Karinas guldkorn i en praktisk debat, hvor dialogen og holdånden var i fokus. For at fejre Aarhus Talks første event, var der lidt lækkert til ganen, og da aftenens arrangement var slut, inviteredes alle deltagerne med videre til en snak og til en øl. Gratis.  Der var garanti for, at man gik hjem med større erfaring om at bruge og gennemskue effektiv argumentation.

 

5. okt. kl. 19-21.00: #2 Aktiv debatsalon

Debat og retorik i fokus. Denne aften bød ikke på oplæg, men var dedikeret til den praktiske debat, dialog og feedback. En aften, hvor man afprøvede og udviklede sine egne retoriske færdigheder i holddebatter med andre deltagere, hvor det gjaldt om at levere skarpe argumenter med udgangspunkt i aftenens emne. Man fik kompetent vejledning og feedback fra kandidatstuderende i retorik og andre skarpe sprognørder, der også udnævnte aftenens holdvindere.  Man kunne blive bedre til at debattere og levere skarpe argumenter på en konstruktiv måde, hvor det ikke kun handlede om at få ret, men også om at lytte til modpartens indlæg.

Aarhus Talks ønsker at kvalificere samfundsdebatten ved at gøre deltagerne til konstruktive debattører - hvad enten debatten foregår i den lokale partiforening eller over frokostbordet på arbejdet. For alle niveauer, aldre og beskæftigelser.

Kaffe og snacks er inkluderet.  Entré 50 kr.

 

18. okt. kl. 19-21.00: #3 Debatsalon

Debatten blev styret af Daniel Rosengren Pilgaard. Denne aften bød ikke på oplæg, men var dedikeret til den praktiske debat, dialog og feedback. En aften, hvor man afprøvede og udviklede sine egne retoriske færdigheder i holddebatter med andre deltagere, hvor det gjaldt om at levere skarpe argumenter med udgangspunkt i aftenens emne. Man fik kompetent vejledning og feedback fra kandidatstuderende i retorik og andre skarpe sprognørder, der også udnævnte aftenens holdvindere.

 

9. november kl. 19-21.00: #4 Katastrofens argument

Hvorfor kan det være både effektivt og risikabelt at bruge katastroferetorik i sin argumentation? Lektor i retorik, Esben Bjerggaard Nielsen, holdt oplæg om den katastroferetorik, der dominerer i klimadebatten, og gav bud på de konsekvenser, det har. Efter Esbens oplæg gik deltagerne i mindre debatgrupper for at øve sig i at skrue nogle solide argumenter sammen, og aftenens debatemne tog udgangspunkt i oplægget. Esben Bjerggaard Nielsen skrev selv om sit oplæg med titlen "Katastrofens argument": ”Ideer om dommedag eller altødelæggende katastrofer er ikke noget nyt. Vi finder dem for eksempel i Biblen samt det 20. århundredes frygt for atomkrig. I dag har klimaforandringerne dog taget over som en af den altoverskyggende katastrofe i vores nutid og nære fremtid. I dette korte foredrag skal vi se nærmere på, hvad der sker, når man bruger katastrofen som et udgangspunkt for argumentation. Hvordan ser sådan et argument egentlig ud? Hvilke muligheder og begrænsninger skaber denne retorik? Og har argumentationen om klimakatastrofe egentlig udviklet sig over tid? Sådanne spørgsmål vil foredraget tage op og besvare for forhåbentligt at lægge op til videre diskussion hos publikum."

 

Torsdag d. 23. nov. kl. 19-21.00: #5 Aktiv debatsalon

En aften, hvor man afprøvede og udviklede sine egne retoriske færdigheder i holddebatter med andre deltagere, hvor det gjaldt om at levere skarpe argumenter med udgangspunkt i aftenens emne. Man fik kompetent vejledning og feedback fra kandidatstuderende i retorik og andre skarpe sprognørder fra bestyrelsen i Aarhus Talks. Der krævedes ingen forudsætninger - kun lysten til at blive klogere på den gode debat, møde nye mennesker og træne sine egne retoriske evner. Deltagerne blev delt op i små hold med 3 på hvert hold. På skift kom de op og argumenterede enten for eller imod et emne. Herefter fik de konstruktiv feedback på deres evne til at argumentere og til at forholde sig til mod-holdets argumenter.  Nogle af de problemstillinger der er arbejdet med er for/imod "øremærket barsel til mænd", "forbud mod dieselbiler i Aarhus Midtby" og "kunststøtte".

Alle niveauer, aldre og beskæftigelser er velkomne! Kaffe og snacks er inkluderet.

 

Entréprisen er 50 kr. Man kunne også melde sig ind i foreningen via Mobilepay nr. 57581.

Et halvårligt kontingent koster 100kr, og så kan man komme til alle arrangementer gratis.

https://www.facebook.com/events/169203300329551/