Ny idrætspris til det gode sportslige fællesskab - 30. jan.
Nu blev det muligt at hylde personer eller foreninger, som har ydet noget særligt for at skabe et fællesskab omkring sporten i Aarhus. FO-Aarhus har indstiftet ”Fællesskabsprisen”, som uddeltes første gang ved DM Festen i Musikhuset Aarhus 30. januar. Fællesskabsprisen lyder på 10.000 kr. Baggrunden for prisen er at hylde de foreninger og enkeltpersoner, som gør noget særligt for at opbygge sunde fællesskaber i de aarhusianske sportsmiljøer. Det kan være sociale initiativer, nye måder at inddrage andre i sporten og foreningslivet eller at skabe platformen for et nyt fælles mødested inden for sportens rammer.
”I FO-Aarhus vil vi gerne hylde dem, der gør noget for at skabe fællesskaber eller hjælpe nytilkomne ind i allerede eksisterende fællesskaber omkring sporten. Sport er fantastisk middel til at bringe mennesker sammen både inde på banen og udenfor. Et godt fællesskab giver tryghed og skaber trivsel. Det skal vi værne om. Derfor håber jeg at modtage mange indstillinger til prisen. Jeg er sikker på, at vi kan finde mange kandidater til fællesskabsprisen rundt om i Aarhus,” siger Torben Dreier, leder af FO-Aarhus.
Fællesskabsprisen bliver en tilbagevendende pris og uddeltes første gang ved DM Festen i Musikhuset Aarhus, som blev transmitteret direkte på TV 2 Østjylland lørdag 30. januar klokken 19:40. Det var leder af FO-Aarhus, Torben Dreier, som overrakte prisen til årets vinder Løbefællesskabet RUNAAR.
”Jeg er utrolig glad for tanken om en fællesskabspris, og jeg vil gerne rose FO-Aarhus for initiativet. Det er helt afgørende for sammenhængskraften i vores samfund, at vi får skabt nogle sunde fællesskaber. Ikke mindst for vores unge. Derfor er jeg også begejstret for ideen om at hylde de, som skaber rammerne for fællesskaber i sportsligt regi. Jeg vil gerne opfordre alle til at indstille kandidater til Fællesskabsprisen og gerne tænke bredt, så vi får så mange af hverdagens helte frem,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.