Inclucialøbet

Inclusialøbets teamdyst

Et fedt kørestolsræs under Classic Race Aarhus d. 27. maj. I kørestolsræset INCLUSIALØBETS TEAMDYST dystede bosteder, handicaporganisationer og handicapforeninger mod hinanden om, hvem der havde den hurtigste og mest fartglade deltager. Under Nordeuropas største racerløb blev aarhusianske bosteder, handicapinstitutioner eller -foreninger inviteret til at skabe synlighed og debat omkring inklusionen af kørestolsbrugere, ved at udfordre hinanden i TEAMDYSTEN. De kørestolsbrugende racerkørere viste, hvad de kunne, og fik brændt lidt gummi under kørestolene. Vinderen i hver kategori blev det bosted eller de handicaporganisationer og -foreninger med den hurtigste og mest fartglade deltager. Løbet foregik i deltagerens egen kørestol. Der var to klasser til Teamdysten:

Klasse 1: Banens 300 meter gennemføres på under 5 minutter. Max. 12 deltagere.

Klasse 2: Banens 300 meter gennemføres på under 15 minutter. Max 6 deltagere.

Det var underordnet, hvilken form for kørestol deltageren brugte. Alle bosteder, handicaporganisationer og handicapforeninger med forankring i Aarhus kunne

stille op med én deltager i Klasse 1 og én deltager i Klasse 2.

Kl. 12.30: Obligatorisk førermøde med alle frivillige medhjælpere og deltagere.

Kl. 13.10: Alle deltagere, hjælpere og frivillige gik samlet ned til banen. Deltagerne tog plads efter deres kategori.

Kl. 13.50: Klasse 1 blev sat i gang.

Kl. 14.40: Klasse 2 blev sat i gang.

Kl. 15.40: Løbet afsluttedes og deltagerne forlod banen.

 

Bostedet/organisationen/foreningen var ansvarlige for at udpege og tilmelde en deltager. De skulle

ligeledes udpege en kontaktperson, der ville assistere deltageren med at finde medhjælpere og

skabe opmærksomhed omkring begivenheden på bostedet eller i organisationen/ foreningen.

TEAMDYSTEN hed således, fordi det forventedes, at selvom der kun var én deltager på banen, ville stedet, deltageren repræsenterede, støtte op om begivenheden og være til stede under løbet som deltagerens team. Medhjælperne kunne være venner, pårørende, frivillige, ledsagere eller nogle helt andre. Medhjælperne forventedes også at være en del af deltagerens team.

 

Inclusia-tankegangen baserer sig på de samme ideer, som findes i FN's Handicapkonvention.

Nemlig at der for handicappede skal være "fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet".

Inclusiatanken beror på, at borgere med handicap skal have mulighed for at udleve deres kreative,

kunstneriske og intellektuelle potentiale. Normalt har denne tænkning resulteret i løsninger,

hvor handicappede borgere føres ud i byen, men vi ser stor værdi i, at byen kommer til de

handicappede borgere, frem for omvendt.

Derfor vil Stefanshjemmet give Inclusiatanken fysisk form gennem et omfattende og nyskabende

byggeri, der vil danne rammerne for en ny form for rummelighed. INCLUSIA vil være et aktivitetscenter, der giver borgere mulighed for at mødes over fælles aktiviteter, uanset fysisk

formåen. Konkret vil aktivitetscenteret INCLUSIA bestå af klynger af forskellige aktivitetsrum, som

kan nedbrydes, flyttes og sammensættes alt efter aktivitet og hvor mange, der skal deltage i

aktiviteterne. Således kan man den ene dag lave håndværk i et metalværksted sammen med 25

andre personer og tage til klassisk koncert den næste dag med 80 personer.

 

Stefanshjemmet er et socialpædagogisk bosted og beskæftigelsestilbud til mennesker, der har et fysisk handicap og/eller har pådraget sig en hjerneskade. Stefanshjemmet har gennem historien altid været på forfronten i skabelsen af nye initiativer og løsninger til gavn for beboerne og andre med fysisk handicap.