Poul Henningsen-arrangementer i Musikhuset 7. aug. – 25. okt.
I anledning af lysets år fejrede Musikhuset en af dansk designs allerstørste lysmestre. De rettede projektørlyset mod en af Danmarks største designikoner, da Poul Henningsen var i fokus ved en omfattende fejring. ”Poul Henningsens banebrydende og unikke design sætter sit tydelige præg på Musikhusets udsmykning. Derfor vil vi gerne være med til at fejre et lysende dansk ikon og give Aarhusianerne og andre interesserede mulighed for at opleve PHs mange facetter og store talent”, sagde Jan Christensen, der er direktør i Musikhuset.
2015 var officielt udnævnt til Lysets år af UNESCO, og Aarhus Festuge havde temaet Lys – Mere Lys. I den anledning hyldede Musikhuset lysmageren, arkitekten, revyforfatteren og kulturkritikeren Poul Henningsen - i daglig tale blot kaldet PH. Det skete ved en række arrangementer i Musikhuset i efteråret. Her kunne man gå på opdagelse i PHs unikke lampedesign ved en unik og gratis udstilling i Foyeren, få et indblik i PHs liv i stand-up-dramaet Fandens Oldemor og være med til at fejre ikonet med koncert, foredrag, fællessang og fødselsdagsfejring.
Designikon: Poul Henningsen er en pioner inden for dansk design. Han begyndte sine lyseksperimenter i 1920’erne i samarbejde med lampefirmaet Louis Poulsen & Co. Det førte til konstruktion af hans blændfrie PH-lampe, der fik guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1925. Siden har PH stået bag ikoniske design som Koglen, Kuglen og Charlottenborgpendlen.
Louis Poulsen har samarbejdet med Musikhuset siden indvielsen i 1982. I det oprindelige hus hang der udelukkende Louis Poulsen lamper, og en specialudgave af PH-lampen blev kreeret til at oplyse Musikhusets Foyer. Lampen fik navnet musikhuspendlen. Et navn, der senere blev ændret til Charlottenborgpendlen, og i dag bedst er kendt som PH 5/4½. Det er stadigvæk de samme lamper, der her 33 år efter pryder Musikhusets Foyer, som bliver oplyst af 300 PH-lamper.
7. aug.-15. sept.: PH-udstilling i Foyer Syd.
Musikhuset udstillede i samarbejde Louis Poulsen mere end 40 af Poul Henningsens originale lampedesign i Musikhusets Foyer. Heriblandt nogle af de allerførste, han kreerede. Det var gratis at komme ind og se PH's banebrydende lamper i Musikhusets åbningstid. Udstillingen var støttet af Svane Glas.
8. aug. kl. 13.00: PH og lyset – foredrag på Caféscenen.
Lisbeth Mansfeldt, showroom manager hos Louis Poulsen Lighting, fortalte om PH og lyset og om de udstillede lamper i Musikhusets foyer.
16. aug. kl. 13.00: Syng i den blå - PH-viser fra Højskolesangen på Caféscenen.
Det er et af Musikhusets mest populære gratisarrangementer overhovedet. Under ledelse af tidligere højskoleforstander Jens Grøn har sangglade aarhusianere i 25 år samledes én gang om måneden for at synge fra Højskolesangbogen – i folkemunde kaldet ”den blå”. Der er altid rift om Højskolesangbøgerne, når Syng i den blå er på programmet i Musikhusets Café. Sangbogens 572 sange spænder lige fra gamle salmer til pop, viser og rock, fra Carl Nielsen til Tim Christensen, fra Grundtvig til Sebastian. Højskolesangbogen har gennemgået 18 redigeringer siden 1894 og er udgivet i ikke mindre end 2,5 millioner eksemplarer. Jens Grøn er primus motor, og ved klaveret sidder Marianne Nørholm Villadsen, som til daglig er organist i Tilst Kirke.
23. aug. kl. 13.00: Koncert med trioen ”Et letsindigt ord” på Caféscenen.
"Et letsindigt ord” spiller og fortæller om musikken i Danmark under besættelsen. I besættelsestidens censurerede Danmark blev både swingmusikken og revyen særligt populære, Musikken og revyerne kunne bruges både som en protestmulighed og anledning til adspredelse. "Et letsindigt ord" fokuserede primært på revysange og swingnumre skrevet og spillet af Poul Henningsen (PH), Kai Norman Andersen, Gerda og Ulrik Neumann, Børge Müller, Leo Mathiesen, Svend Asmussen.
9. sept. kl. 19.00: Tillykke PH - Lille sal.
Den 9. september ville PH være blevet 121 år. Alderen har for længst indhentet fødselaren, men hans ideer, tanker, lamper og arkitektur er udødelige. Man hyldede provokatøren, arkitekten og lysmageren PH på hans fødselsdag med en festlig aften med musik, foredrag og lampeudstilling i Musikhuset.
13. sept. kl. 15.00: Lys - foredrag ved Rune Engelbreth Larsen på Caféscenen.
Lys kendetegner to vesteuropræiske kulturepoker, renæssancen fra 1400-1600-tallet og oplysningstiden fra slutningen af 1600- til midten af 1700-tallet. I begge epoker forstod bannerførerne sig som oprørere mod fortidigt kulturelt mørke, og begge epoker er levende dele af en arv, der har spillet en afgørende rolle i det moderne Vesten, og som kendetegnes af begreber som individuel frihed, religiøs tolerance og kulturel pluralisme. Rune Engelbreth Larsen så nærmere på, hvordan friheden, tolerancen og pluralismen udfoldes og institutionaliseres – og hvilke udfordringer de møder i det 21. århundredes multikulturelle og politiske smeltedigel, nationalt og internationalt.
25. okt. kl. 15.00: Fandens Oldemor – en musikalsk dialog mellem PH og hans mor - Lille sal.
I dette musikalske stand-up-drama vækkede skuespillerinden Ina-Miriam Rosenbaum Poul Henningsen og hans mor, Agnes, til live på scenen. Med humor, musik og hudløs ærlighed fortalte teaterstykket Fandens Oldemor historien om arkitekten, filminstruktøren og samfundsrevseren PH og hans mor Agnes, der var erotisk frihedskæmper og forfatter. Tre af Danmarks bedste jazzmusikere lagde den musikalske klangbund til historien om mor Agnes dramatiske liv og PHs tekster og sange. Skuespiller, producent og manus: Ina-Miriam Rosenbaum. Musikalsk arrangement og musik: August Rosenbaum, Emil de Waal og Gustaf Ljunggren