2015

Her kan du læse om debatarrangementerne i 2015

 

Medborgerskabsudvalg i Aarhus Kommune

Baggrund: Aarhus Kommune har i 2013 gennemført en større inddragelsesproces for borgere, medarbejdere, virksomheder, foreninger. Involveringen resulterede i en række anbefalinger til byrådet om, hvordan vi kan understøtte en åben, stærk og moderne kommune.

På baggrund af anbefalingerne har byrådet vedtaget at nedsætte et Medborgerskabsudvalg.

Formålet er, at intensivere og kvalificere samarbejdet med borgere, foreninger og virksomheder, så vi bliver bedre til at løse opgaverne sammen og på en ny måde.

Medborgerskabsudvalget påbegyndte sit arbejde i 2014 og afsluttede det i december 2015.

Aarhus Kommunes arbejde med at styrke et aktivt medborgerskab forankredes i denne periode i Medborgerskabsudvalget. Medborgerskabsudvalget skulle både udfordre den nuværende praksis, indsamle viden og erfaring og afprøve nye borgerinddragelsesmetoder.

 

Medborgerskabsudvalget skulle blandt andet udarbejde forslag til Aarhus Kommunes første politik for medborgerskab. Den nye politik skal være den fælles ramme for et aktivt medborgerskab i Aarhus Kommune. Udvalget samarbejdede med byens borgere om opgaven. Forslaget til medborgerskabspolitikken blev afleveret til Byrådet andet halvår af 2015 i så god tid, at byrådet kunne nå at beslutte politikken inden udgangen af 2015.

 

Kommunikationen mellem borger og kommune skal være mere målrettet og tilpasset borgernes behov og forskelligheder. Medborgerskabsudvalget var ansvarlig for, at der blev gennemført en proces, hvor kommunikationen mellem politikere, borgere og kommunen blev gentænkt. Processen skulle både forholde sig til, hvad der kommunikeres og hvordan der kommunikeres.

Formålet er, at kommunikation kan understøtte aktivt medborgerskab og et stærkere samspil mellem kommune og borgere.

 

Medborgerskabsudvalget skulle udvikle et bredt og alsidigt katalog over borgerinddragelsesmetoder. Kataloget skal bidrage til at styrke samarbejde med borgerne.

Fremadrettet skal borgerne inddrages tidligere og mere målrettet end det sker i dag.  Desuden skal forventningerne til samspillet mellem borger og kommune afstemmes.

 

Opgaver i Medborgerskabsudvalget

Aarhus Byråd har besluttet, at Medborgerskabsudvalget både skal udfordre den kommunale praksis omkring borgerinddragelse og inspirere til en ny. Medborgerskabsudvalgets opgave er således ikke at agere ekspertpanel og høringsorgan men derimod at rådgive byrådet i forskellige spørgsmål, der knytter sig til udvalgets opgaver.

Konkret skal udvalget løse følgende opgaver:

- Formulere forslag til medborgerskabspolitik (Byrådet 6. november 2013).

- Udvikle et bredt og alsidigt katalog over borgerinddragelsesmetoder (Byrådet 6. november 2013).

- Gentænke kommunikationen mellem borger og kommune (Byrådet 6. november 2013).

- Arbejde videre med Mangfoldighedens dag (Byrådet 9. oktober 2013)

- Ansvar for at udvikle en model for anvendelse af deltagerbudgetter (Byrådet 27. november 2013)

- Varetage inddragelse af etniske minoriteter (Byrådet 18. december)

Medborgerskabsudvalget skal løfte disse opgaver i samarbejde med borgere, frivillige, foreninger, virksomheder, råd, eksperter og ansatte i kommunen.

 

Medborgerskabsudvalget besluttede at sætte en række øvebaner i gang. I første omgang var der tale om øvebaner som afdelingerne i Aarhus Kommune har foreslået. Fælles for alle øvebanerne var, at de gav mulighed for at udvikle og afprøve metoder til viden og læring om aktivt medborgerskab og samskabelse.

Viden og erfaring blev samlet i et katalog over borgerinddragelsesmetoder.

http://www.medborgerskabiaarhus.dk/da.aspx

Medborgerskabsudvalget har afholdt nogle af sine møder i FO-byen:

16. marts: Milepæle i Medborgerskabsudvalgets arbejde

12. sept.: Borgerjury