Studenterhus Aarhus

Studenterhus Aarhus

19. febr. Kan det være mere konkret?

Jan Maintz Hansen er en skarp og original kritiker af dansk politik, som han mener befinder sig i en sørgelig forfatning. Den fælles politiske samtale i Danmark er død. Vi har glemt, hvad politik er. Men hvorfor har idealismen, håbet, ideologien og utopien egentlig en værdi? Og hvad er det ellers, der mangler i dansk politik. Kravet til politikere er altid at tænke og tale konkret og jordnært og det ødelægger muligheden for at tænke nyt, abstrakt og nuanceret. Ud fra sin bog, forsøgte foredragsholderen at komme med løsningforslag.

 

NILS MALMROS DEL 2 - "ÅRHUS BY NIGHT"
Studenterhus Aarhus præsenterede en Malmros-kavalkade, hvor publikum fik mulighed for at se tre udvalgte film, samt opleve tre specialister diskutere de temaer, der løber som en råd tråd igennem værket. De tre film, der blev vist, er alle dele af Nils Malmros’ personlige version af Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”, og beskriver vejen frem til den modne kærlighed. Hvordan kan kunsten formidle almengyldige værdier, og hvordan kan den sætte dem til debat, så den enkelte betragter kan relatere sig til en enkeltstående problemstilling? Kan den modne kærlighed defineres som noget alle bør efterstræbe og i hvilken form kan den genkendes? Er det muligt at "oversætte" et projekt fra en litterær til en filmisk ramme, og hvilke udfordringer og muligheder giver dette? Alle disse spørgsmål blev sat til debat over tre datoer, hvor man fik mulighed for at dykke ekstra dybt ned i Malmros værk og for at få undersøgt, hvordan Malmros' karakterer kan få betydning for ens eget liv.
5. marts: ”Kundskabens Træ”.
Et kanoniseret nøgleværk i dansk film. Malmros beskriver mesterligt den skrøbelige pubertet i filmen om Elin, der i klassen udsættes for en skæbnesvanger mobning. Et nutidigt svar på en klassisk tragedie.

10. april: ”Århus by Night”.
En metafilm om en ”noller” århusiansk filminstruktør, der prøver at styre et garvet københavnsk filmhold, der mere er til natlige udskejelser. En komedie, der samtidig handler om forløsning – både kunstnerisk og personligt.

15. maj: ”Sorg og Glæde”.
En film, der spænder over tiden fra ”Kundskabens Træ” og frem til i dag og handler om Malmros’ personlige tragedie midt i succesen. Men filmen er først og fremmest en historie om at kærligheden overvinder alt. Nils Malmros var selv tilstede ved finalen på dette forløb, og forholdt sig til den røde tråd i de tre film, samt debatterede sit oeuvres betydning for dansk filmhistorie og den aarhusianske selvopfattelse.

 

6. marts: Islamisme - en orientalsk totalitarisme.
Ved Mehdi Mozaffari, professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet.

 

25. marts: Ukraine

Det lykkedes at få en ”indfødt” russer og ukrainer til at stille op til en dialog om hvad der sker i Ukraine: Medier og politikere står i øjeblikket i kø for at fortælle os om situationen i Ukraine og på Krim-halvøen. Afhængigt af om man er pro-Putin eller pro-Nato er retorikken og argumenterne forskellige. Man forsøgte at finde ud af hvad der er op og ned, og hvordan krisen egentlig ser ud indefra. Der var besøg af hhv. en russer, Diana Bologova og en ukrainer, Margaryta Kirakosian samt Sofie Marseen fra demokratiforeningen Silba. Sammen gav de tre et insider perspektiv på krisen på Krim. Arrangementet foregik på engelsk.

 

26. marts: konferencen "Kan vi leve uden fattigdom?"

- i samarbejde med European Anti Poverty Network. Formålet var at skabe debat om, hvorvidt der lever fattige mennesker i Danmark, og hvis der gør – hvad vi så sammen kan gøre for at hjælpe dem. Kan vi overhovedet leve i et samfund, hvor der ikke eksisterer fattige mennesker?
Til at sparke konferencen i gang, kom "social-iværksætteren" STEFFEN RASMUSSEN, der udover at være den 8. største stemmesluger til kommunalvalget i Aarhus 2013, også er stifter af Danmarks nye NGO, Fundamentet (en organisation for socialt udsatte af enhver art).
Fra uge 11 blev Steffen selv officielt hjemløs. I løbet af de fire timer, som konferencen varede, hørte deltagerne om spændende initiativer fra lokale foreninger, deltog selv i et dilemmaspil og var med til at komme med ideer til fremtidige projekter, som de efterfølgende kunne være med til at realisere.

2. apr.: Digtoplæsning

Søren Ulrik Thomsen - debuterede i 1981 med digtsamlingen City Slang og har siden udgivet en lang række bøger i forskellige genrer. Seneste digtsamling, Rystet spejl, var en bragende succes, der lå nummer et på bestsellerlisterne længe. Søren Ulrik Thomsen er kort sagt en af de største digtere vi har herhjemme, og hans samlede værker (digte og essays) er samlet i én bog, der netop er udkommet (Samlede Thomsen – Gyldendal).

 

Josefine Klougart - blev i 2010 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for sin debutbog Stigninger og fald. Siden har hun udgivet Hallerne, som blev opført som teaterstykke på Århus Teater, så kom Én af os sover, som også blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Hun har gået på Forfatterskolen i København og studeret Litteraturhistorie på Århus Universitet. Hun er aktuel med romanen Om mørke, på det nystartede forlag Gladiator.

 

Mads Mygind - er digter og har to udgivelser bag sig: I 2010 pamfletten Tilbage er et sart pulver af oprør og i 2011 digtsamlingen Før vi har set os omkring. Sidste år blev han cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur. Mygind har de senere år skrevet på nye digtsamlinger, på længerevarende ophold i byer som Berlin, Paris, Athen og New York. Mygind har modtaget legater fra blandt andre Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og Autorkontoen for sine værker.

Forfatterne indviede afslutningsvis deltagerne i overvejelser omkring skriveprocesser samt diskuterede forholdene omkring udgivelse og modtagelse. Hvordan er det at være forfatter i dag? Hvad er kunstnerens rolle i samfundet, og hvilke udfordringer skal man holde sig for øje?

 

10. april: Gennembrud - store opdagelser i naturvidenskabens historie.
Ved Helge Kragh, professor i de eksakte videnskabers historie ved Aarhus Universitet. 

 

24. april: Med kunsten og æstetikken ind i teologien.
Ved Dorthe Jørgensen, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet.

25. april: Fight Night fredags-bar
Europæiske Studier ved Aarhus Universitet og Studenterhus Aarhus inviterede alle til debat/fredags-bar i forbindelse med det kommende EU-valg. Anders Vistisen vs. Christian Kjølhede, de to rivaliserende EU kandidater mødtes ansigt til ansigt OG i sumo-dragter til en spændende debat i Stakladen! 

 7. maj: Højskoleaften: Det grundtvigske

En aften med fokus på grundtvigsk kultur og folkestyre: Grundtvigs skolesyn, særegne kristendoms forståelse, som er et kvalitativt opgør med Luther og Kierkegaards individualistiske forståelse, og tangere ny humanismen (Bildung). Foruden foredraget var der rig mulighed for debat og sange fra højskolesangbogen.

 

2. juni:Clement Kjærsgaard i Studenterhuset

Udover ”kendis-effekten” og et utroligt energiniveau, så er det altid nye interessante perspektiver han byder ind med. Emnet var VERDEN I FREMTIDEN. Hvor er verden på vej hen? Hvem får magten - og hvem taber den? Clement Kjersgaard (f.1975) er student fra Hong Kong og MA fra Oxford. I 2002 grundlagde han magasinet RÆSON (raeson.dk) og siden 2004 har han været tv-vært på 11 forskellige programserier for DR (fra "Debatten" og "Deadline" til "Clement Direkte" og "Clement i Amerika"). 45 minutters foredrag og 45 minutters svar på tiltale.

 

18. sep.: Henrik Qvortrup - medieetik og karrierestrategi
Henrik Qvortrup er tidl. politisk redaktør på TV2 og tidl. chefredaktør for Se & Hør, tidligere spindoktor samt politisk kommentator. Henrik Qvortrup, født 1963, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole. Han har været politisk reporter på Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Tidligere medlem af chefredaktionen på B.T. Spindoktor for Anders Fogh Rasmussen. I næsten syv år chefredaktør på Se & Hør.

Henrik Qvortrup er medforfatter til flere bøger - herunder en omstridt biografi om tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han har undervist på Københavns Universitet i politisk kommunikation og er censor ved Danmarks Journalisthøjskole. Henrik Qvortrup er en hyppigt anvendt kommentator i såvel dagblade som på radio og i tv. Samtidig har han været fast paneldeltager i tv-udsendelsen "Jersild og spin". Han er ydermere en meget anvendt og efterspurgt foredragsholder. Henrik Qvortrup holdt foredrag både om sig selv og sin karriere - men også om den politiske situation, om kommunikation og om spin, om medieetik og karrierestrategi.
 

24. sept.: Rækværk - Humor og handicap v/Ole Helmig

Lidt humor i hverdagen skader ikke. Faktisk siges det at være sundt, hvis man evner at lægge en humoristisk vinkel på tilværelsen i ny og næ. Hvordan det også kan lade sig gøre i sammenhæng med sygdom og handicap. Overlæge og foredragsholder Ole Helmig fortalte om netop dette emne.

 

9. okt.: Burning Bush

I anledning af 45-årsdagen for den tjekkiske studerende Jan Palachs selvafbrænding og 25-årsdagen for kommunismens sammenbrud i Tjekkiet, inviterede Tjekkiets ambassade i København i samarbejde med Studenterhus Aarhus til fremvisning af filmen Burning Bush af Agnieszka Holland, der er baseret på virkelige hændelser.

 

21. okt.: Morgen Crunch

Hvordan skaber vi flere relevante studiejobs?

-Studerende mødte virksomhederne til diskussion og debat om netop dette.

 

23. okt.: Vær smuk og vær trist!

En spændende aften på Areopagos-torvet med besøg af billedkunstner og foredragsholder Jørn Henrik Olsen, som fortalte om emnet "Vær smuk og vær trist! Om melankoli, kunst og skønhed". Jørn Henrik Olsen beskrev selv temaet således: "Det generøse i melankolien er det punkt, hvor ensomheden bliver brudt og bliver til et udtryk i skrift, figur eller billede. Kunstneren trækker sig ind i sig selv, ind i mørket, og finder dér skabelsens kilde." Der var også god mulighed for dialog og hyggeligt samvær i løbet af aftenen.

 

29. okt.: Rækværk - Gruppearbejde og funktionsnedsættelse.

Hvordan er det være med i gruppearbejde? Hvordan man kan gribe det an? Når man har funktionsnedsættelse. Efterfølgende samtale om erfaringer og løsninger i denne kontekst.

Formål med aftenen er, at vi ved at udveksle erfaringer kan hjælpe hinanden til at få det maksimale ud af gruppearbejde – uanset funktionsnedsættelse.

 

6. nov.: Fra humaniora til forretningsforståelse

Humanister bliver mere og mere efterspurgte i erhvervslivet - og med god grund, for de har masser at bidrage med! Men hvad er det lige præcist, de kan? En erfaren HR-medarbejder og en nyansat humanist gav deres bud på, hvad humanister kan, og hvor de kan bruges.

 

11. nov.: Sådan målretter du dig selv til jobbet

Er det netværket eller uddannelse der målretter dig? Eller kan man udelukke det ene. Oplæg om nødvendigheden af at bruge sit netværk og hvorfor dette giver større muligheder for at finde det rigtige job ved Karina Boldsen.