Fantasidste

Fantasidste

Udviklingshæmmede fyldte havnen med fantasi. Unge og ældre med særlige behov fra Ungdomsuddannelsen Turmalin, der har base på Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus og Det Kreative Værksted i Malling fyldte havnens sidste hus på Pier 1 med fantasi og inviterede byens borgere på gratis kaffe og kage 7. og 8. maj. Kaffekander og tepotter på størrelse med et menneske invaderede det lille hus på Pier 1 på Aarhus Havn i denne uge. Med hjælp fra studerende på Ungdomsklubben Skansen, Cafe Pakhuset i Odder, Lyngåskolen og Peter Sabroe Seminariet fyldtes havnens sidste hus med fantasi og der blev inviteret på gratis kunstudstillinger, teater, fortælling, workshop med street art, cykelværksted, kaffe og kage.

Det skete onsdag og torsdag 7. og 8. maj 2014 kl. 10-16. 

Det lille hus på Pier 1 lå tæt på Domkirken og åens udløb. Efter festugen i 2014 skulle det rives ned, og der skal bygges en boulevard. Hidtil har århusianerne ikke rigtigt opfattet området som en del af byen. For at udvikle bylivet i området inden byggeri og visioner bliver til virkelighed åbnede Aarhus Kommune dørene i blandt andet Det lille hus. Det var med til at give området en profil og identitet, som peger frem mod den fremtidige brug.

 

»FantaSidste« kaldte arrangørerne invasionen af havnen: Inklusion med skæv poesi. "Navnet kom, fordi vi fylder det sidste hus på havnen med fantasi. For os er det en fin måde, at give de udviklingshæmmede borgere mulighed for at være en del af havnens udvikling og inkludere med resten af byen«, fortalte Johanna Ludvigsen, tekstilkunstner og lærer på Det Kreative Værksted i Malling. »Det er vigtigt for både de unge og de ældre udviklingshæmmede, at de møder såkaldt normale og får en oplevelse af, at de kan bidrage med noget til vores byrum, som alle kan have glæde af. For det kan de virkelig. Bare kom og oplev den skæve poesi i Det lille hus«, uddyber Annett Schlobohm, der er lærer på STU Ungdomsuddannelsen Turmalin.

 

Rejsende med toget fra Odder til Aarhus kunne også opleve ”FantaSidste” i toget/Oddergrisen onsdag og torsdag 7. og 8. maj, da Cafe Pakhuset fra Odder med sin kaffevogn rullede gennem toget fra Odder til Skolebakken i Aarhus og delte kaffe og kage ud til rejsende på turen.

 

Turmalin er en såkaldt STU. En Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge mellem 16 og 24 år med særlige behov, der af fysiske eller psykiske grunde ikke vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse på normale vilkår. Skolen har base på Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus. Det Kreative Værksted er en voksenskole for mennesker med udviklingshæmning under FO-Aarhus. Her udvikler eleverne deres ideer i samspil med andre under vejledning af fagkyndige lærere.

 

7. maj:

10.30: Åbning, café, fernisering af udstilling, workshop, rundvisning. Toget ankommer.

12.00: Frokost

13.30: Åben scene, musik, teater, gøgl.

14.30: inKlusion i byrummet ved havnen

8. maj:

10.00: Café, StreetArtworkshop, fællessang. guidetur og udstilling

12.00: Frokost

13.00: Åben scene, teater "ud af boksen" DKV, musik, gøgl

14.30: Farvel og på gensyn