Debataften om Yahya Hassans samfundskritik og digte
- ved digter Thomas Boberg og samfundsdebattør Tarek Hussein
Den 4. februar kl. 19.00 åbnede dørene for en samtaleaften om den samfundsdebat, som Yahya Hassan har skabt med sine digte og sin samfundskritik. Aftenen stillede skarpt på, hvad Yahya Hassan siger i sine digte og interviews, og hvordan vi som borgere i Danmark kan forholde os til det. På aftenen holdt forfatterne Hanne Højgaard Viemose og Mads Mygind samt debattør Tarek Hussein hver et oplæg på 15 minutter, som åbnede op for en dialog med publikum.
Hvordan kan Yahya Hassans digte læses og fortolkes? Dette spørgsmål forsøgte Thomas Boberg at besvare. Boberg arbejder selv med samfundskritiske digte, og han gav et nyt blik på, hvordan digte og digtere med deres valg af ord og udtryk kan vække en samfundsdebat.
Tarek Hussein har i både Politiken og Berlingske Tidende forsøgt at skabe et grundlag, hvor vi som et multikulturelt samfund kan se fremad og lære af de mange diskussioner, som medierne åbner for. Tareks mål var at sætte Yahya Hassans kritik ind i en større samfundsmæssig kontekst og forsøge at skabe dialog mellem digteren og hans kritikere. Søren Rosenberg Pedersen fra Aarhus Litteraturcenter var ordstyrer.
Arrangører: Forfatter Hanne Viemose, Aarhus Litteraturcenter og Gellerup Bibliotek
Adresse for arrangementet:
Gellerup Bibliotek
Gudrunsvej 78
8220 Brabrand
20. marts kl. 19.00 på Godsbanen
Kritikersalon, hvor 2 forfattere læste op af nye værker og et panel på 3 kritikere fremlagde læsninger af værkerne og gik i dialog med publikum. Medvirkende: Mads Eslund, Anders Abildgaard, Anne Myrup, Christina Hagen, Bjørn Rasmussen.
Flere oplysninger hos hanneviemose@yahoo.dk
24. marts kl. 19.00 i Folkeoplysningens Hus, Vester Alle 8, Aarhus C
Tidl. udviklingsminister Christian Friis Bach og Christian Bjørnskov debaterede udviklingspolitik.
Arrangør: Aarhus Radikale Vælgerforening.
Christian Friis Bach har gjort sig særligt bemærket som (nu forhenværende) udviklingsminister og har tidligere været international chef for Folkekirkens Nødhjælp, samt adjungeret professor i international økonomi ved KU. Christian Bjørnskov er nok mest kendt som lykkeforsker, men har også lavet forskning indenfor det internationale økonomiske område. Han er desuden en del af CEPOS, og er kendt som modstander af udviklingsbistand.
8. april kl. 19.30 på Det gamle Gasværk
Arkæolog og lektor emeritus Jørgen Lund fortalte om begravelsesskikke i Brabrand gennem tiderne. Vore forfædres dødekultur har varieret utrolig meget gennem tiderne og langt mere end de fleste vist forestiller sig. Nogle ritualer virker ikke bare fremmedartede men direkte frastødende. Ved bondealderens begyndelse for ca. 6000 år siden fordelte man de mest magtfulde personers knogler i flere forskellige stendysser vel for at overføre afdødes egenskaber til særlige familiemedlemmer. I andre perioder gav man mange gravgaver med smykker våben lerkar med mad og drikke og evt. en lamme kølle. Her kan man tænke sig at forestillingerne var at man skulle direkte til en anden verden hvor livet skulle leves videre- så mad og drikke kan opfattes som en form for rejseproviant. Også i den kristne tid er variationerne store. Selvom kristendommen prædiker at alle er lige i døden så er der alligevel nogle som er mere lige end andre. Det afspejler sig bl.a. i forskellige former for gravsten så den døde persons status direkte kan aflæses af de efterladte og andre. Det er stadig velkendt hvad man kan forvisse sig om ved en spadseretur på Brabrand Kirkegård.
Flere oplysninger hos dgg@detgamlegasvaerk.dk
6. maj kl. 19.30 på Det gamle Gasværk
Trine Rytter Andersen fortalte om maleren Edvard Munchs kærlighedsliv.
Foredraget tog afsæt i Edward Munchs kunst som ofte kredser om hans ulykkelige kærlighedsliv. Med afsæt i malerierne ser vi på hvordan seksualiteten og hans traumatiske forhold til kvinderne hele livet var en byrde for ham og på hvorfor han ikke turde få sig den familie som han inderst inde længtes efter. Dette fravalg der endte med at gøre ham ensom og bitter havde som vi vil se rod i to meget stærke overbevisninger som blev grundlagt i hans barndom. Edward Munch var på mange måder en ensom og ulykkelig karakter der på trods af sin indlysende begavelse aldrig fik gjort op med og frigjort sig fra de traumer han havde pådraget sig i barndommens dybt religiøse og glædesløse hjem.
Flere oplysninger hos dgg@detgamlegasvaerk.dk
5. sept. kl. 16.00 på Godsbanen
Den amerikanske forfatter Marilyn Nelson læste op og lagde op til debat. Det skete i regi af Aarhus Litteraturcenter. Hun ville i samtale med lektor Mads Rosendahl Thomsen, Inst. for Æstetik og Kommunikation, fortælle om sit forfatterskab og oversættervirke.
Flere oplysninger hos dgg@detgamlegasvaerk.dk
21. okt. kl. 19.30 på Det gamle Gasværk
Højskoleforstander Jørgen Carlsen fortalte om Forundringsparathed.
Jørgen Carlsen der er leder af Testrup Højskole og medlem af etisk råd kom og holdte foredrag om hans ny opfundne ord: Forundringsparathed. Han ville i sit foredrag præsentere en række eksempler på forundringsparathed med baggrund i filosofi litteratur og højskolens univers. En god højskolesang stimulerer vores fornemmelser for livets underforståede under. Den skaber forundringsparathed.
Flere oplysninger hos dgg@detgamlegasvaerk.dk
3. nov. kl. 18.00 i Folkeoplysningens Hus:
Debatmøde om folkeskolereformen:
Efter 100 dage med skolereformen tog tre partier i Aarhus temperaturen på ændringen.
Radikale Venstre, Konservative og SF inviterede mandag 3. november til en tværpolitisk temaaften om skolereformen og om en folkeskole under forandring.
Reformen indeholder bl. a. en længere skoledag med mere bevægelse, flere timer og mindre bagdel til bænk-undervisning.
Nu vil tre politikere og et fagligt panel vurdere, om »medicinen« var den rette, og om »patienten« har overlevet.
I det politiske panel deltog byrådsmedlem og viceborgmester i Aarhus, Anne Nygaard (R), Mette Skautrup fra de konservative og byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF).
Det faglige panel bestod af Aarhus Lærerforenings formand, Jesper Skorstengaard, faglig sekretær i BUPL Aarhus, Lars Møller, og Aarhus Skolelederforenings formand, Stefan Møller Christiansen. De fortalte om reformens mange nye elementer med eksempler fra deres hverdag. Og de skildrede dilemmaer og lagde op til debat, hvor publikums spørgsmål blev inddraget i debatten.
20. nov. kl. 19.30 i Beboernes Hus:
365 tekster - Atlas over Aarhus. Første del af en flertrinsraket med nye tekster om Aarhus: tekster om Ø-gaderne.
Medvirkende: Thøger Jensen, Carsten René Nielsen, Louise Juhl Dalsgaard, Louis Jensen.
Debat om litterauturens nærhed til læser, relevans, hvordan kan litterauturen komme ud i rummet og få et andet udtryk, væk fra bogen, hvordan får litteraturen flere modtagere/brugere/konsumenter?
Yderligere oplysninger hos Helle Thomsen Dalgaard på helle.dalgaard@mejer.com