Aarhus Festuge
Tapas-samtaler på Folkestedet!
Folkestedet opfandt i samarbejde med FO-Aarhus konceptet ”Tapas-samtaler”, hvor almindelige aarhusianere kunne komme til en hyggelig og intim tapas-aften sammen med en markant aarhusianer, der har noget på hjerte. Samtalerne foregik i hyggelige, uformelle rammer over en middag med max. 10 personer.
1. sept.: Gadepræsten Mette Birk (mandag 17.00-19.00)
Mette Birk er bl.a. kendt for at have arrangeret gratiskoncerter for byens udsatte med prominente navne som Mads Langer og Tina Dickow. Hendes mission er ikke at proppe Gud og Jesus i hovedet på folk, derimod at få afmystificeret kirken og komme ud blandt mennesker. En side af Aarhus, som de færreste kender. Bagefter var der samtale om alle mulige og umulige tænkelige emner.
2. sept.: Kurt Leth (tirsdag 17.00-19.00)
”Kurt kom forbi” – nu også på Folkestedet. En aften i selskab med en af TV2 Østjyllands mest markante profiler når det gælder om at formidle en god historie. Kurt Leth kan lide at lytte til men-nesker som har bedrevet noget ud over det sædvanlige, som har været udsat for stor modgang, eller som blot er interessante, fordi de er, som de er.
3. sept.: Uffe Elbæk (onsdag 17.00-19.00)
Når man siger Uffe Elbæk forbindes tankerne til politik, kultur, iværksætteri – og Aarhus! En mand der har sat sit aftryk i aarhusiansk politik og kulturliv. Efterfølgende var der debat om politisk kultur, Alternativet og meget andet.
4. sept.: Nils Malmros (torsdag 17.00-19.00)
En af Aarhus’ mest markante personer er filminstruktøren Nils Malmros. Det blev en spændende oplevelse, hvor filmen ”sorg og glæde” og Aarhus som filmby dannede udgangspunkt for debatten.
Aarhussamtaler:
Søndag den 31. august kl. 11.00-12.15: Aarhus Festuge 2014 – Byen, kunsten, kulturen og folket . Festugens direktør, Jens Folmer Jepsen, og samfundsforsker og foredragsholder, Johannes Andersen, diskuterede Aarhus Festuge. Samtalen åbnede både op for en snak om byen og om personen, der i disse år organiserer Festugen. Det var også en samtale om kultur og politik, om byens sjæl, om "mine skattepenge", og om hvad kunst i heldigste fald kan medføre.
Sted: Kunsthal Aarhus
Søndag den 31. august kl. 15.00-16.15
Rune Lykkeberg og Steffen Brandt: Ude ved åen ved fiskerhuset, du ved nok. Med ørefængende melodier og vedkommende tekster har Steffen Brandt og bandet tv∙2 med en befriende selvironi været afsender af både kærlige og kritiske kommentarer til deres samtid, og har skabt stof til eftertænksomhed såvel som god stemning på dansegulvet. Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg tog imod Steffen Brandt for at tale om Aarhus i sangene og sangene i Aarhus. Med det som anslag bevægede samtalen sig af uforudsigelige veje, hvor tilhørerene blev klogere på de sange, som i mere end tre årtier har repræsenteret lyden af Aarhus.
Sted: Arkitektskolen
Mandag den 1. september kl. 19.30-20.45: Tiderne skifter. Tidligere rektor for Filmskolen, Poul Nesgaard, tog imod journalist og tidligere udenrigskorrespondent, Jon Kaldan, og Jørgen Søndergaard, forskningsleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Med særlig fokus på Danmark diskuterede de tidsånden, samfundstendenser og – udvikling, hvorved visioner for samfundet – eller mangel på samme – blev omdrejningspunkt for samtalen.
Sted: Kunsthal Aarhus
Tirsdag den 2. september kl. 16.00-17.15: Fra Bob Dylan til The Cabin Project - indblik i nogle af musikhistoriens væsentligste produktioner. Politikens anmelder og musikskribent, Erik Jensen, interviewer Mark Howard debatterede. Tilhørerne havde mulighed for at stille spørgsmål til Howard undervejs. Mark Howard er bedst kendt fra sit 23 år lange samarbejde med Daniel Lanois, som bl.a. omfatter indspilninger med legendariske navne som The Neville Brothers, Peter Gabriel, R.E.M, Neil Young, Wiilie Nelson, Emmylou Harris og Bob Dylan. Desuden har han egenhændigt produceret, indspillet og mikset plader for Marianne Faithfull, Iggy Pop, Tom Waits og senest Joni Mitchel og et nyt dansk projekt, som går under navnet The Cabin Project. I The Cabin Project samarbejder Howard med de to sangerinder og sangskrivere Marie Fisker og Kira Skov, som vil træde til i samtalens sidste halvdel og fortælle om deres samarbejde.
Sted: Kunsthal Aarhus. Sprog engelsk.
Tirsdag den 2. september kl. 19.30-20.45: Fra monopol til mediemani. Tidligere DR-medarbejder og rektor for Filmskolen, Poul Nesgaard, og tidligere programdirektør for TV 2, Palle Strøm, mødtes til en samtale om tv-mediets udvikling, hvor de bidrager med deres personlige refleksioner over verdens og mediets gang. Det begyndte i sort-hvid og monopolets dage, det var i 1968, der var én kanal, og fjernsynet viste billeder fra den lille og den store verden, og vi fulgte nysgerrigt med ved skærmen. Siden blev mediet demokratiseret, og i dag er seeren blevet sin egen tv-direktør og -producent. Mediestrømmen er blevet uoverskuelig, og vi danser alle omkring medie-guldkalven i håbet om at blive dagens helt og stjerne..
Sted: Kunsthal Aarhus
3. sept.: Festugesamtale på Folkestedet med tidl. borgmester Thorkild Simonsen og journalist Hans Pedersen. En samtale om Aarhus, Festugen og den mand, der måske kender det hele allerbedst. Som mangeårig borgmester og erfaren festugegæst er Thorkild Simonsen noget af det nærmeste, Aarhus Festuge kommer et æresmedlem.
Lør. 30. august 2014, kl. 14: Husker du din skoletid i Aarhus?
Fedtemadder og Bette Fanden, skråskrift og svedere, langbold og lørdagsundervisning, korssting og kongerækker. Skolen er en fælleserfaring, men vi har også alle individuelle erindringer om vores skoletid.
Med udgangspunkt i Christiansgades Skole kunne man komme med ind i skolelandskabet i en svunden tid og høre nogen af skolens tidligere elever fortælle et udpluk af deres aarhusianske skoleerindringer - så man også fik genopfrisket sine egne. Erindringssamtalerne blev ledt af journalist Lotte Printz og arrangeret af FO-Aarhus og Ældre Sagen og indgik i markeringen af skolens 200 års jubilæum (www.skole200.dk).
Sted: Ældre Sagen, Vester Alle 8, Århus C
Lysnedslag
Da mørket faldt på, blændede Festugen op for Lysnedslag, der er en tilbagevendende begivenhed i Festugen. Lysinstallationer viste centrale lokaliteter frem på ny og satte spot på oversete steder i Aarhus midtby. I år inviterede interaktive lysløsninger til at festugegæsterne visse steder selv påvirkede, hvordan lyset opførte sig. Publikum blev inviteret til selv at skabe interaktive lysløsninger. Et bidrag til, at man i byens rum kunne få konkrete syn for sagen, så alle kunne forholde sig til, hvordan byen kan udvikle sig og det skabte debat om, hvad man kan og vil.
Lysinstallationerne kunne opleves her:
- Baggården i FO-byen, Frederiksgade 78
- Banegårdspladsen
- Musikhusparken
- Trappen imellem Musikhuset Aarhus og Scandinavian Congress Center
- Ceresbyen
Glad Fonden
Over 100 mennesker deltog onsdag i lanceringen af Glad Fondens nye app “Glad Tur”. Fonden, der arbejder for at give mennesker med handicap bedre mulighed for at bidrage til samfundet, brugte Aarhus Festuge til at lancere applikationen, som på brugerdrevet vis anmelder bl.a. cafeer, restauranter, butikker, spillesteder og museer. Det var første gang, at Glad Fonden deltog i festugen. Ifølge projektleder Mia Falconer var det et oplagt sted at begynde. »Der er en god synergi mellem det, som Aarhus Festuge står for, og det, som vi står for. Det handler om at bidrage til mangfoldigheden og gøre bybilledet rigere og mere levende,« sagde Mia Falconer.
Glad Fonden opfordrede alle, også folk uden fysiske eller psykiske handicap, til at bruge den gratis app. Man oprettede en profil og anmeldte de steder, man besøgte. Det kunne f.eks. handle om, hvor der er trappetrin, hvilke toiletforhold der er, og om der er mulighed for at få hjælp.
»App’en bliver lige præcis så interessant, som det antal anmeldelser der kommer ind. Det er et fællesskab, ligesom festugen er det. Alle kan bidrage, og de fleste kender en person med specielle behov, som man kan tage udgangspunkt i og vurdere efter,« sagde projektlederen. Også festugens tema “Same – but different” passede Glad Fonden ganske godt. »Festugen fejrer mangfoldighed i kulturlivet, og det er netop der, vi gerne vil skabe bedre forhold. Vi er alle mennesker, men vi har forskelligheder. Jo mere vi omgås hinanden, des mindre ser man handicappet, men i højere grad mennesket bag,« forklarede Mia Falconer.
Det handler ikke om at fjerne alle trappetrin eller brosten fra byen, forklarede projektlederen.
»Vi løfter ikke pegefingeren. I Aarhus er der jo f.eks. mange gamle gader og bygninger, som man ikke bare lige sådan kan gøre handicapvenlige. Det ville jo selvfølgelig være skønt, hvis det kunne lade sig gøre, men det handler mere om at kortlægge byen. Så folk, der har et særligt behov, får den information, de har brug for, og kan agere ud fra det,« sagde Mia Falconer. I programmet for festugen var der et kørestolssymbol efterfulgt af et ”ja” eller et ”nej” med henvisning til, om arrangementet er tilgængeligt i kørestol eller ej. »Men vores app skulle gerne favne meget bredere. Vi indsamler også oplysninger om andre slags handicap, som f.eks. hvis man er blind eller svagtseende, er døv, har allergi eller psykiske lidelser. Generelt vil vi gerne give meget mere detaljeret information. Det er f.eks. ikke uvæsentligt, om der er to eller ti trin,« fortalte Mia Falconer.
Ud over app’en havde Glad Fonden også tirsdag og onsdag foran Aarhus Rådhus opstillet en såkaldt confession box, hvor folk foran et kamera kunne give deres mening til kende. På siden af boksen havde Glad Fonden skrevet “Ud med de handicappede”. »Det var for at provokere og få folk i tale. Underteksten var: “Altså ud at bruge byen”. Vi ville gerne have folk til at fortælle, om de synes, at vi ser nok til hinanden i bybilledet,« sagde Mia Falconer.