SENIORER UDEN GRÆNSER
Foreningens formål er at anvende og formidle faglige og menneskelige ressourcer blandt seniorer, som med ulønnet arbejdskraft vil forbedre livsbetingelserne for verdens fattige. Foreningen er uafhængig af partipolitiske, religiøse og organisatoriske særinteresser, og dens medlemmer arbejder ulønnet.
Seniorer uden Grænser (SuG), Midtjylland har ca. 100 medlemmer. Foreningen er hjemmehørende i Aarhus, men rekrutterer medlemmer fra hele Region Midtjylland.
SuG består af mennesker med mange forskellige kompetencer. Nogle har ulandserfaring, men det er ikke en betingelse for at være med i foreningen. Medlemmerne kan frit tilslutte de projektgrupper, som arbejder på at virkeliggøre vores formål. De har for tiden projekter i følgende lande: 2 projekter i Nepal, 3 i Indien, 3 i Uganda, 2 i Kenya, 1 i Ghana, 1 i Zimbabwe. Derudover har de en computergruppe, som indsamler og klargør computere til afsendelse til udviklingslande og en infogruppe, som oplyser om deres arbejde og om ulandsarbejde generelt.
Projekter godkendes af foreningens bestyrelse. En væsentlig forudsætning for en godkendelse er, at projektet har et stabilt samarbejde med en partner i et udviklingsland. Projekterne søger selv finansiering til deres aktiviteter gennem fonde, firmaer og Danida (Projektpuljen).
I årets lige måneder holdes der medlemsmøder, hvor også andre interesserede, potentielle nye medlemmer er velkomne. Møderne har til formål, at medlemmerne kan mødes og udveksle ideer og erfaring og få ny inspiration. Mødernes indhold veksler mellem oplæg og debat med indbudte gæster/foredragsholdere og orientering om og drøftelse af egne aktiviteter og projekter.