Verdensbilleder

Verdensbilleder  2.-4. juni

Thailand - handelsvejen til Østen: Explore the World with Aarhus.

Baggrund: Kultur-, rejse- og shopping arrangementet ”Verdensbilleder” i Aarhus er blevet en fast årlig tradition for borgerne i Aarhus og det øvrige Øst- og Midtjylland. Hvert år besøger langt over 100.000 kunder eventen for at opleve den gode stemning, kulturtemaet samt for at shoppe. I forlængelse af Aarhus Kommunes nedsatte tænketank om at forene shopping og kultur satte Verdensbilleder 2012 igen yderligere fokus på det kulturelle aspekt med et tema som udgangspunkt.

 

I 2012 var temaet Thailand - Østens Handelsveje. Da mongolernes kontrol over Silkevejen var forsvundet i det 15. århundrede, søgte europæerne efter nye veje til at nå de rige østasiatiske markeder. Samtidigt havde den europæiske skibsteknologi nået et niveau, der gjorde oceanhandel mulig. Det stod fra starten klart, at den som kunne finde en direkte handelsrute til Asien, kunne opnå fantastiske rigdomme.

Målet var at bringe stemningen fra Thailand til Aarhus City og at sætte byens torve og pladser i spil, både på det kulturelle, underholdningsmæssige, rejse- og historiske niveau. Bringe alle sanser i spil, så eksotiske thailandske himmelstrøg kunne føles, mærkes og opleves på den ægte måde.

 

Aarhus City etablerede samarbejde med Den Thailandske Ambassade, Thailands Turistkontor, Det Thailandske General Konsulat og Thai Airways International, ligesom de thailandske venskabsforeninger og herboende thaier blev inviteret til at blive en del af festivalen.

 

Verdensbilleder strakte sig endnu engang over flere dage med en åbningsevent lørdag den 2. juni. Den 3. juni var optaktsdagen til den 4. juni, som var dagen, hvor hele Verdensbilleder

kulminerede med aktiviteter på torve, pladser og gader samt butikker åbne til kl. 24.00.

 

FO-Aarhus deltog bl.a. med en konkurrence: Vind 1000 kr. til Aarhus City. Konkurrencens debatskabende spørgsmål var: Hvad kan vi lære af Thailand? Thailand og thaierne er berømt for deres lethed til smil, en særlig høflighed, tolerance og overbærenhed, og da danskere og thaier festede sammen til Verdensbilleder, dryssede en lille smule af denne thailandske charme ned over Aarhus. Der var fokus på kulturmødet mellem Danmark og Thailand, danskere og thaier, og de blev inviteret til at deltage i debatten om, hvad vi kan lære af Thailand og thaierne.

"Vi vil i FO-Aarhus gerne gøre væsentlige emner til samtalestof... Jeg tror, der er en række ting, som det kunne være interessant at diskutere i forhold til Thailand og thaierne. Det kunne eksempelvis være deres tilgang til sundhed, deres levevis, deres venlighed eller deres værdinormer" fortæller skoleleder i FO-Aarhus Torben Dreier.