Læseforeningen

Læseforeningen

EGV-projektet

Læseforeningen gennemførte i samarbejde med EGV-fonden et projekt om læsegrupper for udsatte ældre. Der var på forhånd defineret 4 målgrupper: Ældre der led af depression, isolerede og ensomme ældre, ældre med flygtninge-indvandrer baggrund og ældre med demens. Grupperne havde alle deres særegne karakteristika, og i udbytte en spændevidde fra smil og suk til erindringer og refleksioner over, hvad det egentligt er, vi gør, når vi deler det at læse: ”Pludselig er min indre verden, en ydre verden, og så føler jeg mig ikke ensom mere”, sagde én under læsningen af B.S. Ingemanns ”Bekjendelser”.

 

Erfaringerne har også været hårde til tider. Det er trist at se, hvor få tilbud, der findes i vores samfund til de ældre som af den ene eller den anden grund oplever isolation, hvad enten det nu er på grund af sygdom, sproglige barrierer, eller ensomhed. I en læsegruppe for en gruppe af kvinder, der alle levede med depressioner, var medicin stort set er det eneste behandlingstilbud. ”Dette er det eneste, jeg har set henvendt til min målgruppe”, fortalte en af kvinderne, og en anden sagde: ”Dette er det eneste jeg kan gå til. Her er der ingen krav eller forventninger, her kan jeg være med, sådan som jeg nu har det”. En tredje sagde: ”Sygdommen har gjort, jeg ikke kan læse mere, jeg kan ikke holde fokus og koncentrere mig, men i læsegruppen kan jeg godt”. Det er den slags som viser, at Læseforeningen gør en forskel.

Nogle af indtrykkene fra disse grupper blev formidlet på en konference på Christiansborg i oktober, arrangeret af EGV-fonden, med titlen "Genveje, smutveje og omveje til fællesskab blandt ældre”.

Hele projektet blev fulgt af en antropolog fra DPU, ansat af EGV-fonden og udgives snart i en forskningsrapport.

 

Festivaller

Snart traditionen tro (med vores næsten 3 år på bagen) deltog vi i det forgangne år i Vild Med Ord Festivalen i september. Vi var også til Store Bogdag på Hald Hovedgård (den kan altså anbefales, og fungerer nu som Læseforeningens uofficielle sommerudflugt, så kom med og bring picnic-kurv og familie den 2. søndag i august!).

Læseforeningen deltog desuden med læsegrupper i 1700-tals festivallen i Århus. Det blev til fine læseoplevelser både i kryptkirken i Vor Frue Kirke og på Kvindemuseet.

Vi deltog også i festivalen Spoken Word i Odense, en ligeledes tilbagevendende og spændende event. Vi var stolte over at blive inviteret og fik gode tilbagemeldinger på vores fælles læsninger.

 

Aarhus læser højt-festival

Som noget nyt deltog Læseforeningen i ”Aarhus Læser Højt”-festivallen i april, hvor de stablede en non-stop-fælles læsning på benene. Her blev det til fælles læsning i 10 timer i træk, med nye læsninger hver time – blandt andet af danske forårsdigte, der passede perfekt til vejret. Det var hyggeligt og fremfor alt sjovt – mange mennesker kom ”ind fra gaden” og læste med os i en time eller mere.  Og de sidste ville ikke gå igen, da det var slut!

 

15. april: Temadag: Læsning med ældre og mennesker med demens i FO-byen kl. 11-13.00.

Her kunne man høre om Læseforeningens erfaringer med læsegrupper og Guidet Fælles Læsning for ældre og mennesker med demens - og der blev læst nogle af de tekster, der har givet gode oplevelser i læsegrupperne.

 

19. april: Non-stop-live-læsegruppe i Idébutikken kl. 10.-18.00.

Her kunne man komme ind fra gaden og opleve Læseforeningens særlige måde at læse på. Nye læsninger og ny litteratur hver klokketime - og man kunne blive og være med, så længe eller kort tid, man havde lyst. Arrangementet var en del af Århus Læser Højt-dagen.

 

Showcases og konferencer

Læseforeningen er gjort synlig rundt omkring i landet gennem afholdelse af en række showcases og har desuden som en del af forskningssamarbejdet deltaget i en række konferencer med fokus på et nyt felt herhjemme om kultur og sundhed.

 

Det er utroligt spændende at være med til at udvikle dette felt, og med ”fælles læsning” at komme med konkrete bud på, hvordan kultur og sundhed kan sammentænkes. Her som andre steder, hvor Læseforeningen oplader sin røst, gør de sig til talsmænd for ikke at spænde den litterære læsning for en eller anden uden for læsningen defineret dagsorden. De er - som sagt mange gange tidligere - ikke terapeuter, men læsere. Når det er sagt, bevidner læsegrupperne, at mange mennesker kan have stor glæde af ”fælles læsning”, netop når den fælles læseoplevelse er i fokus, og ikke et eventuelt udbytte.

 

Læsegruppeledere

Af læsegruppeledere bliver der flere og flere. Og heldigvis - for uden træning og oplæring i den praksisform, som fælles læsningen udgør, ingen læsegruppeledere, ingen læsegrupper, og ingen læserevolution! Igen i 2012 er der trænet såvel et hold frivillige, som et hold professionelle (denne gang næsten udelukkende bibliotekarer). Dvs. at der nu er 30 læsegruppeledere mere, eller 60 i alt. Hvis man regner med, at hver læsegruppe består af i gennemsnit 5, er der altså 300 aktive læsere i læsegrupper hver uge på landsplan. Og nye kurser for såvel frivillige som professionelle afvikles her i 2013.

 

Læsegruppelederne er entusiastiske og engagerede mennesker, som værdsætter disse intense læsedage, hvor selv tidligere meget øvede og trænede læsere kommer hjem med en pudset læsebrille: Hov, hvad var lige det, jeg var med til her, hvad er det for noget, sikke det kan… og så er læserevolutionen spredt til Viborg, Holstebro, Esbjerg og Thisted.

 

Læseforeningen har fortsat til huse hos FO-Aarhus (i FO-byen), hvor de nyder godt af at bo og indgå i et stærkt netværk af folkeoplysning, foreninger og socialt engagement og får en støtte, som er et fundament under rigtig mange af de ting, de gør.

 

Visionen for fremtiden

Læseforeningen vil skabe stærke læsende fællesskaber som alle uanset vilkår og baggrund har mulighed for at blive en del af. De er en bevægelse – ikke et projekt. De vil samle mennesker i denne bevægelse, som vil arbejde for at litterær læsning kommer til at udgøre en vigtig erfarings- og læringsdimension overalt i samfundet. For at kunne opnå dette arbejder de dels gennem græsrodsmetoder for at udbrede læsning (dette er de frivillige læsegruppelederes og læsegruppedeltagernes vigtigste funktion), dels som interesseorganisation for på politisk niveau at skabe opmærksomhed om vigtigheden af læsning.

Endelig samler og formidler de viden om, hvad læsning kan og gør ved mennesker og ved samfundet til brug for ovenstående (i samarbejde med forskning indenfor læsning).

Læseforeningen arbejder overordnet med at udvikle læsning indenfor følgende områder:

1) Social inklusion

2) Undervisning/læring

3) Frivillige og professionelle læsere

 

De arbejder hen imod en bestyrelse, som skal have tænketankkarakter, og som udover at tælle medlemsrepræsentanter tæller interessepartnere fra de områder, som Læseforeningen arbejder indenfor, herunder ældresektoren, det sociale område, uddannelsessektoren, sundhedssektoren, forfatter/forlagsbranchen, forskningsverdenen, biblioteksvæsenet o.a. At have dygtige fagpersoner repræsenteret i bestyrelsen, vil være med til at udvikle Læseforeningens indsats betydeligt inden for konkrete områder. 

 

Kvalificering og udvikling af ”fælles læsning”: Læseforeningens ”ældste” læsegruppeledere har nu været aktive i deres praksis i mere end 2 år, og det betyder at frivillig-staben nu besidder en betydelig masse af erfaring, ressourcer og kompetencer. Bestyrelsen er optaget af, hvad de kan gøre for også fremadrettet at kvalificere det frivillige arbejde yderligere, og herunder udvikle praksisformen. De tog derfor i det forgange år initiativ til en række lokale erfaringsgrupper, som indtil videre findes i Københavnsområdet og i Aarhus. Her mødes lokale læsegruppeledere til fælles læsning og udveksling af erfaringer, eventuelt med drøftelse af bestemte problematikker. Erfaringen siger, at man som læsegruppeleder har brug for denne form for uformel kollegial supervision, da man i praksis står alene med sin gruppe. For at skabe flere rammer for dels at udvikle ens læsepraksis, dels mødes med andre læsegruppeledere, vil de i 2013 arbejde herimod etablering af to forhåbentligt tilbagevendende traditioner:

 

1. En ”sommerskole” for alle læsegruppeledere. Her dykkes ned i enkelte perioder eller forfatterskaber og der læses løs i fællesskab. Træningsdagene blot startskuddet til en livslang læringsproces. Som læsere kan man hele tiden blive ved at øge sit tekstnærvær - og skærpe sin bevidsthed om, hvad teksten er og kan med os læsere.

2.  En årlig læsegruppeleder get-together-dag med oplæg og udveksling af erfaringer indenfor de områder, som Læseforeningen arbejder med.