Aarhus Festuge
Aarhussamtaler
Årets Aarhussamtaler bød på store personligheder, store valg, en lille storby og ikke mindst på individets forhold til fællesskabet. Udstyret med stor viden og engagement dykkede samtalepartnere og værter sammen ned i udvalgte emner, der fortjener belysning, fordybelse og diskussion.
3. sept.: Henrik Dahl hos Søren Bitsch Christensen
Sociologen Henrik Dahl har forsket i Aarhus, og hans påstand er, at byen ikke er verdens mindste storby. Aarhus er nemlig på vej til at udvikle sig til en del af en gedigen storby, der strækker sig mere end 100 km langs den østjyske kyst. Men er det Aarhus, der bliver større, eller er byen i virkeligheden ved at forsvinde? Henrik Dahl gav sine store fremtidsudsigter for Aarhus, da han foldede sin forskning ud på forståeligt aarhusiansk i en samtale med byens stadsarkivar Søren Bitsch Christensen.
4. sept.: Louise Gade hos Stig Matthiesen
"Walk like you Talk" er en engelsk talemåde, der passer godt til Louise Gades temperament og syn på tilværelsen. Der skal med andre ord være overensstemmelse mellem ord og handling. Men hvordan er det muligt, hvis den politiske virkelighed kræver en anden retning end den, man har været fortaler for? Kvinden fra Thyholm, der brød Socialdemokraternes dominans i Aarhus ved at blive byens Venstre-borgmester, stillede op til en samtale med journalist Stig Matthiesen om de store valg i livet og om at være holdspiller i et politisk univers med store egoer.
5. sept.: Kristen Nygaard hos Stig Matthiesen
Kristen Nygaard var i 1980’erne en af de bedste fodboldspillere i Europa. Efter ungdomsårene i Aarhus blev han kreatør på midtbanen i storklubben AZ 67 Alkmaar og anfører for fodboldlandsholdet under OL i München i 1972. Men aarhusianeren fik aldrig den landsholdskarriere, talentet lovede, for han passede ikke ind i den form for disciplin, som Sepp Piontek forlangte. I 1994 ændrede en voldsom trafikulykke totalt livet for Kristen Nygaard, der mirakuløst overlevede. Kristen Nygaard fortalte om det, at være en del af et større fællesskab i fodboldlivet og om at tro på de lyse sider af tilværelsen.
6. sept.: Helle Thorning-Schmidt hos Martin Krasnik
Til sidste års festuge var der lagt op til en samtale med Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt om Festugens tema ’Beautiful Mistakes’. Samtalen blev desværre aflyst, da der blev udskrevet folketingsvalg, hvor Helle Thorning-Schmidt som bekendt blev udpeget til landets største embede: statsministerposten. Journalist Martin Krasnik mødte Helle Thorning-Schmidt til en samtale om den store magt.
6. sept.: Jan Guillou hos Olav Hergel
Litteraturens politiske potentiale, romanen som indlæg i samfundsdebatten og Jan Guillous enorme igangværende romanprojekt ’Det store århundrede’ var omdrejningspunktet, da Sveriges mest indflydelsesrige forfatter gæstede byen til en Aarhussamtale med forfatter Olav Hergel. Jan Guillou har udgivet Olav Hergels bog ’Flygtningen’ på svensk og har udtalt, at ”hvis jeg var en dansk forfatter, var ’Flygtningen’ den bog, jeg ville have skrevet”. Der blev talt svensk og dansk.
Talentlab 2012
FO-Aarhus og Festugens filmfestival Filmlab Aarhus indledte i samarbejde med Filmby Aarhus jagten på den gode filmidé og opfordrede filmtalenter på alle niveauer til at deltage i talentkonkurrencen Talentlab 2012. Med Talentlab 2012 forventede vi at modtage gode historier fra uventede kanter – både fra ubeskrevne og etablerede filmskabere og fra talentfulde historiefortællere fra beslægtede genrer. Det var ikke erfaring, baggrund, cv eller netværk, men kun den originale og velbeskrevne ide, der talte, da vinderen skulle findes.
Der blev stillet følgende kriterier op for deltagelse i konkurrencen:
• Idéen skulle tage udgangspunkt i Miracle Miles nummer ’Big Circus’. Nummeret skulle bruges som ’poetisk manuskript’ for en historie – der var altså ikke tale om en musikvideo.
• Man behøvede ikke bruge sangen i filmen, men historien skulle forholde sig til sangens musik- eller tekstunivers.
• Idéen inkl. stilmæssige overvejelser skulle beskrives på maks. 1 side og gerne ledsages af skitser og fotos + et kort cv.
Vinderen skulle selv kunne producere filmen mellem 1. juli og premieredatoen 4. september 2012.
Det blev forventet, at vinderen lavede en kort introduktion for publikum til premieren.
Aarhus Festuge fik lavet ovennævnte sang med den britiske gruppe Miracle Mile specifikt til denne lejlighed med udgangspunkt i Festugens tema ’Big – size matters’. Sangen skulle fungere som musikalsk manuskript for filmidéen.
Der indkom 14 forslag fra filmtalenter på alle niveauer.
Juryen bestod af direktør for Aarhus Festuge, Jens Folmer Jepsen og chef for Filmby Aarhus, Carsten Holst. I fællesskab vurderede de, hvilken idé, der bedst fortolkede Festugens tema BIG samt forholdt sig til det nævnte musikstykke. Voteringen forløb over en uge. Inklusiv i vinderprisen på 25.000 kr. fulgte en professionel mentor, som skulle være behjælpelig gennem produktionsprocessen. Denne mentor blev offentliggjort samtidig med vinderens udnævnelse.
Vinderen blev Visuel Hf-studerende Asger Kjærholm, der leverede det bedste pitch på en 1 minut lang film. Og Asgers bud, "Større end", faldt i dén grad i dommernes smag, fortæller Filmby Aarhus-leder Carsten Holst.
Premieren blev afholdt i Die Asta, Filmby Aarhus under Aarhus Festuge.
Grøn Gade
I dag bor mere end 50 % af verdens befolkning i byer. Byerne vokser og optager mere og mere af landskabet. Den skarpe grænse mellem land og by bliver udvisket og der opstår et krav om at gøre byen grønnere. Både for klodens fremtid og for vores individuelle trivsel. By og landskab står ikke længere i modsætning til hinanden, men indgår i et kredsløb, hvor byen breder sig ud i landskabet – lad os skabe en modvægt ved at lade landskabet spredes i byen. Men hvordan formes byernes landskab/begrønnes byen?
Haveeksperimentet Frederiksgade legede med tanken om at introducere havebegrebet i byens rum, og udforske samspillet mellem det landskabelige og det urbane i 1:1. En have er mere og andet end et landskab. Det er den kultiverede form for landskab, der er gjort nærværende, inkluderende og tilgængelig. Haven tager udgangspunkt i de sted-bundne potentialer, sol/skygge, terræn og jordbundsforhold, men er samtidig afhængig af kultivering i form af vandledning, tilførsel af plantemateriale og pleje. Haven skaber en kropslig relation mellem menneske og omgivelser. Her opleves årstidernes og vejrets skiften, vores sanser stimuleres af dufte, farver og lyde og sociale fællesskaber opstår. Hvordan kan denne sansning og relation overføres til byen?
Frederiksgade er en døende handelsgade, hvor butikkerne støt afvikles. Vi ville forberede gaden på en ny fremtid. En grønnere fremtid. Hvor grønt kan gaderummet blive? Det overordnede sigte var at transformere den døende gade til et frodigt forløb midt i byen. Frederiksgade skulle spire på ny og byde på en gentænkning af haven i byen. Dette blev gjort ved at lade forskellige interessenter tolke havebegrebet og skabe en have i Frederiksgade. Således kom gaden til at bestå af en serie af oplevelsesrige haver, der udforskede hver sin gren af det grønne i byen. Samtidig blev Frederiksgade åbnet for cykeltrafik i en begrænset periode (Festugen) så den kom til sin ret som den oplagte Grønne Genvej den er.
Se 4 små film om Den grønne Gade, lavet af Hans Henrik Pedersen for FO-Aarhus:
http://www.facebook.com/FOaarhus?v=app_57675755167
Link til omtale i Aarhus Stiftstidende: http://stiften.dk/aarhus/frederiksgade-klar-til-himlen
Morgengymnastik
Byens borgere fik tilbudt en god start på hverdagene i Festugen med én times gratis morgengymnastik i Byparken. Sammen med FO-Aarhus og Ældresagen tilbød Aarhus Festuge undervisning i yoga, Qigong og klassisk gymnastik, så både krop og sind blev gearet til festuge.
Mandag: Quigong
Tirsdag: Iyengar Yoga
Onsdag: Bevægelse af hele kroppen
Torsdag: Motaion og velvære
Fredag: Iyengar Yoga
http://www.youtube.com/watch?v=5BvfHJEHC2I
Aarhus Festuges Bypark blev i år større og grønnere end nogensinde før. I hele Festugen blev der lukket af for al trafik mellem Rådhuset og Brobjergskolen. Området mellem Rådhuset og Brobjergskolen blev beklædt med græs, og Rådhusparken, Musikhusparken og Officerspladsen var rammen om et kæmpe folkeliv med musik, teater, mad, sport og bøger for både børn og voksne. Aarhus Festuge havde engageret Landskabsarkitekterne Schønherr i et stort samarbejde med Grundfos og anlægsgartner P. Malmos til at dekorere parken med bakker, træer, havesprinklere, vandfald og -vulkan.
Én stor scene var omdrejningspunktet for en lang række af Festugens arrangementer i Byparken. Her stod den fra fredag til fredag på musik ved bl.a. Musikkonservatoriet og byens kor for både institutioner, unge og voksne. Den sidste weekend i Festugen stod i bevægelsens tegn, da DGI og en række efterskoler satte fokus på bl.a. street idræt og friluftsliv.
Og der skete meget, meget mere i den store, store Bypark. Zirkus Nemos Tivoli kom forbi med smukke forlystelser, unge byggede huset ’Det blå punkt’ arrangeret af BRFkredit, og så var der teater, hoppeborg, Cirkus Krone og Vild med ord i Ridehuset – for blot at nævnte nogle.
Landskabsarkitekt MAA Torben Schønherr, partner i Landskabsarkitekterne Schønherr, sagde:
- Landskabsrummet bliver med Byparken byens reelle centrum og dermed et overbevisende stærkt udtryk for fremtidens grønne Aarhus.
Aarhus Festuges direktør Jens Folmer Jepsen sagde om Byparken:
- Det er fantastisk. En festugedrøm går langt om længe i opfyldelse. Jeg håber inderligt, at denne midlertidige kæmpepark bliver til stor glæde for byens borgere og gæster og inspiration for byens udvikling. Må solen skinne!