Nordisk kor- og kulturfestival 29. juni - 4. juli
NKKF ’10 - Nordisk Kor- og Kulturfestival 2010.
Aarhus lagde i 2010 rum til den største danske korfestival til dato. Byens kulturelle centrum omkring det udvidede Musikhus/Musikkonservatorium og ARoS samt midtbyens kirker summede i fem dage af liv fra omkring 1500 deltagere samt tilrejsende publikummer.
Formål:
• At placere Aarhus på kormusikkens verdenskort. Det er initiativtagernes ambition at denne festival skal være en tilbagevendende Aarhus-begivenhed.
• At skabe et musikalsk og socialt forum, som kan tiltrække både den folkelige breddekultur samt de bedste skandinaviske kor.
Forudsætninger:
• Aarhus har med det nye, udvidede musikhus/musikkonservatorium samt ARoS, Scandinavian Center og Aarhus Musikskole/Ridehuset nogle på europæisk niveau enestående rammer for afviklingen af en festival med ca. 1500 medvirkende. Læg hertil midtbyens kirker, som alle ligger i gå-afstand fra ovenstående.
• Danmark var i 2010 vært for den 14. udgave af ”Nordklang”, en traditionsrig korfestival, som hvert 3. år finder sted på skift i de skandinaviske lande. Aarhus havde vundet værtsskabet på projektet Nordisk Kor- og Kulturfestival 2010.
Indhold:
• Workshops for børne-, ungdoms- og voksenkor med de bedste nordiske instruktører. Nogle af disse i samspil med drama/dans og evt. andre kunstformer.
• International korkonkurrence med attraktive præmier (størrelsesorden 100.000 kr. i førstepris) og internationalt dommerpanel.
• International masterclass for dirigenter, rettet mod det højeste, professionelle niveau.
• Koncerter ’over alt’ i Aarhus med de mange tilrejsende, skandinaviske kor.
• Tre-fire ’profilkoncerter’ med ensembler som ellers sjældent eller aldrig kommer til Danmark/Aarhus pga. landets beliggenhed 500 km. nord for den europæiske hovedstrøm, samt de normale økonomiske vilkår for den slags arr. i Danmark (100-200.000 kr. pr. koncert).
Festivalens omfang, med mange kor, interesserede gæster samt et større antal tilrejsende deltagere fra ind- og udland gav forhåbentlig en mærkbar effekt på det lokale erhvervsliv, og arrangementets høje kunstneriske niveau gav byen en væsentlig PR-værdi.
Det er hensigten at Nordisk Kor – og Kulturfestival skal etablere sig som en større by-event og blive en tilbagevendende Aarhus-begivenhed, som vil blive kendt langt ud over landets grænser.
Medlemmer af Nordisk Kor- og Kulturfestival-forening.
Nordisk Kor- og Kulturfestival 2010 blev arrangeret af ovennævnte forening. Følgende organisationer/institutioner står bag oprettelse af foreningen, og er registreret som medlemmer:
• Kor72
• Kor72U
• Dansk Amatørkor Union
• Danske Folkekor
• Danske Korledere
• Folkekirkens Ungdomskor
• Dansk Sangerforbund
• Det Jyske Musikkonservatorium