Som ny rådmand for byens aftenskoler glæder jeg mig over de mange og mangfoldige tilbud, byens aftenskoler er med til at give kommunens borgere. Det er tilbud, der giver os borgere oplevelser og erfaringer, der udvikler os. Gennem undervisning, information og debat skaber aftenskolerne mulighed for at vi kan få lov til at lære mere om det, der har fanget vores interesse og engagement. Og som det fremgår af denne pjece, så er der noget for enhver smag.
FO-Aarhus har gennem sine debatskabende aktiviteter i 2009 været med til at skabe debat og dialog om problemstillinger og temaer, der rører sig i samfundet her og nu. Der har fx været foredrag om teenagere, aktiviteter i forbindelse med festugen og debat om klima og klimatopmøde. Aktiviteterne dækker over emner med relation til både det familiemæssige, det lokale, det nationale og internationale. Godt gået, siger jeg bare.
Jeg kan derfor kun opfordre alle byens borgere til også at gøre brug af de mange tilbud i 2010 og til at tage aktivt del i debatten og dialogen, uanset emne og interesse. For det er via dialogen og i mødet med andre, at vi bliver dannet som borgere, at vi skaber engagement og at vi styrker det demokratiske medborgerskab. Alt sammen vigtige forudsætninger for, at vi i dagligdagen viderefører og udvikler vores demokratiske kultur.
Rådmand Marc Perera Christensen