Idébutikken

Vinduesudstillinger i FO-butikken/Idé-butikken

 

Arkitekturens internationale kampdag

Den 1. oktober 2009 fejredes arkitekturen verden over. Også i Danmark stod der arkitektur på menuen, da Akademisk Arkitektforening samlede en række spændende og nærværende arrangementer til den landsdækkende begivenhed.

Arkitekturens Dag er arkitektstandens internationale kampdag. Her blev der med forskellige formidlingstiltag slået et slag for arkitekturen og vores fysiske omgivelser. Dagen var tænkt som en øjenåbner for de mange mennesker, der ikke til daglig beskæftiger sig med arkitektur, og som en mulighed for arkitekter til at vise, hvad deres fag har at byde på. Temaerne i 2009 var: Bæredygtighed, tradition og teknologi. Der blev sat fokus på at arkitektur spiller og har spillet en væsentlig rolle i samfundets udvikling. Arkitektur peger fremad, griber nye teknologier og ny viden og ser tilbage og forvalter vores kulturarv bedst muligt.

I samarbejde med kulturinstitutioner, museer, kommuner, tegnestuer og Arkitektforeningens egne lokalafdelinger blev der via mange forskellige typer af aktiviteter sat fokus på noget, som berører os alle i vores dagligdag, hvad enten vi er hjemme, ude eller på arbejde, nemlig det fysiske miljø.

Et af arrangementerne var en debatudstilling i FO-Århus' Idébutik i FO-byen.

 

Byens dyr

Udstillingen ”Byens vilde væsner”, som blev fremstillet i samarbejde mellem Grøn Guide Sussie Pagh og Naturhistorisk Museum stod i efteråret i Idébutikken i FO-byen. Den har tidl. vakt debat og opsigt i Århus Rådhushal, Økolariet i Vejle og Skandinavisk Dyrepark. Udstillingen er en stiliseret tagkonstruktion, hvorpå der er udstillet forskellige dyr, som lever i bynaturen, bl.a. en husmårfamilie, et par rotter, flagermus, sølvmåger mm.. Plancher med korte tekster fortæller, hvor dyrene kommer fra, og hvorfor de lever i byen. Oplysningsarbejdet omkring dyrene og deres levevis i byen kan dels afhjælpe konflikter og dels åbne byboernes øjne for naturoplevelser i dagligdagen.