Kirkespil: Galilæerens Skygge
Sognepræsten i Mårslet og formand for Åben Himmel, Foreningen til Kirkespillets Fornyelse har fået eneret til at dramatisere Gerd Theissens roman, ”Galilæerens Skygge”, i Danmark. Gerd Theissen er en verdensberømt nytestamentlig forsker, der er ansat ved universitet i Heidelberg. Han er æresprofessor ved flere universiteter, bl.a. Århus Universitet. Romanen, ”Der Schatten des Galiläers”, udkom første gang i 1987 (og på dansk i 1988) og er et eksempel på hans bestræbelse på at formidle sin forskning ud til et bredere publikum. Romanen blev dramatiseret og opført i Heidelberg (som et kirketeater) og i Paris (som en musical). "Galilæerens skygge" er et helt nyt drama på baggrund af bogen og opførtes i Danmark, som et moderne kirkespil.
Nyudvikling af kirkespilsgenren
Søren Kierkegaard kritiserede det romantiske kunstsyn, som han fandt søvndyssende, og efterlyste et nyt kunstnerisk udtryk, der kunne vække publikum. Han sagde om kunsten: ”Den skal lege fremmed med det velkendte.” Det var lige præcis det, gruppen bag kirkespillet ville: lege fremmed med det gammelkendte og vække publikums nysgerrighed ved at gå nye kunstneriske veje. Til det formål allierede de sig med visionære kunstnere.
Den professionelle stab bag forestillingen.
Åben Himmel bad den erfarne og nytænkende dramatiker, Ann Sofie Oxenvad, om at dramatisere romanen. Som instruktør faldt valget på et ungt talent, Jakob Sheppard Hermann. Projektleder var Hanne Davidsen. Skuespillerne, der løftede opgaven er erfarne, ulønnede, autodidakte spillere fra lokalområdet.
Historien, der skal opleves
I forestillingen møder vi kornhandleren Andreas – en fornuftig og forsigtig mand. Han får følgeskab af drengen, Timon - en lille hjemløs frækkert. Den romerske statholder, Pontius Pilatus, har tvunget Andreas til at indhente informationer om en vis Jesus. Hvem er han? Udgør han en sikkerhedsrisiko, eller er han bare en harmløs sværmer? På sin rejse møder Andreas essæerne (en spirituel og renhedsdyrkende sekt), zeloterne (frihedskæmpere, der vil bekæmpe besættelsesmagten med sværdet i hånd), en tolder (altså en kollaboratør, der opkræver skat for romerne) og mange flere. Forestillingen blandede fortid og nutid.
”Galilæerens Skygge” handlede om den historiske Jesus og hans budskab, men Jesus selv optrådte ikke i dramaet. Historien var kort fortalt, at en uheldig købmand havner i en demonstration imod den romerske besættelsesmagt og bliver fængslet. For at komme ud af sit fangenskab presses han til at blive spion for romerne. Han skal undersøge, hvem Jesus er. Vi følger spionens vej og udvikling. Han støder både på militante og sværmeriske kredse i sin efterforskning inden han får efterretninger om denne underlige mand, Jesus fra Nazareth. Hvem er han? Er han terrorist? Er han fantast. Er han sindssyg. Eller?? Hvad betyder det, han siger? Hvad sker der omkring ham? Hvorfor flokkes både rige og fattige omkring ham?
Gennem dramaet om vor kulturs og kristendommens centrale religiøse skikkelse rejstes indirekte det aktuelle spørgsmål: Hvad har han at sige os i dag? Vi lever i en multireligiøs og multikulturel verden, hvor den religiøse og åndelige søgen er stor. I denne forestilling genopdager vi en tabt historie og fortæller den på en ny måde.
Samarbejdspartnere
Projektet kom i stand gennem et samarbejde mellem Mårslet Menighedsråd, Århus Søndre Provsti, menighedsråd fra provstiet og foreningen Åben Himmel.
I forbindelse med opførelsen blev indbudt til et åbent seminar om ”Jesus fra Nazareth – historisk og aktuelt” med forskere fra Det Teologiske Fakultet i Århus og så naturligvis professor Gerd Theissen. Seminaret fandt sted på Testrup Højskole i et samarbejde med forstander Jørgen Carlsen og Eberhard Harbsmeier, rektor for Teologisk Pædagogisk Center, Løgumkloster.
Premiere lørdag den 14. november 2009 kl. 16.00 og kl. 20.00 i Mårslet Kirke.
Ambitionen med denne scenekunstneriske produktion var gennem kravet om høj kvalitet i tekst, iscenesættelse og udførelse at
- nyudvikle kirkespilsgenren
- iscenesætte en kristen fortælling, der udfordrer og vækker til fornyet refleksion
- komme et åndeligt behov i tiden i møde ved at arbejde kunstnerisk med temaer som identitet, magt og afmagt, vold - ikke-vold ud fra et kristent perspektiv.