ATS

Aktive tillidsrepræsentanters studiekreds - ATS

I samarbejde med LO Århus og FTF Region Midtjylland.

 

50 tillidsfolk deltog i en studiekreds med det formål at give nyt liv til den politiske debat tilbage på arbejdspladserne. Tiden er inde til at diskutere andre værdier end friværdier.

Formanden for LO Århus, Hans Halvorsen, nævner et eksempel på en af de værdier, som trænger til en grundig diskussion: ”Skal vi have et velfungerende offentligt sygehusvæsen? I dag oplever vi en stadig mere presset offentlig sundhedssektor, som på grund af urealistiske ventetidsgarantier mister patienter og penge til et stigende antal privathospitaler. For os at se, er regeringen i gang med at luske en privatisering ind ad bagdøren. Er det den udvikling, vi ønsker?  Den diskussion så jeg gerne blev taget op i kantiner og frokoststuer rundt om på arbejdspladserne.

Mødet i kantinen var dog ikke den eneste debatform deltagerne i studiekredsen blev præsenteret for. På studiekredsen første aften fortalte journalist Lotte Hansen deltagerne om, hvordan man får sine synspunkter ud gennem medierne, i læserbreve, blogs og lignende.

Jette Rømer Dreier glædede sig til at komme i gang med studiekredsen. Hun arbejder på Århus Sygehus, hvor hun er en af FOA’s tre fællestillidsmænd: ”Under konflikten i foråret oplevede vi et stort fagligt engagement, men det var så som så med den politiske debat. Den gnist manglede. Selv på vores møder for tillidsrepræsentanter glemmer vi den politiske del. Da jeg fik invitationen til studiekredsen, tænkte jeg: Yes, det er hvad der skal til for at få gang i debatten,” sagde Jette Rømer Dreier.

 

Målet med studiekredsen var:

- afprøve studiekredsformen til at indfri formålet

- lave en studiekreds udadvendt, tværfaglig, ligelig på køn (afsluttes med studierejse)

- rekruttere nye faglige aktive

- skabe begejstring

- synliggørelse, læserbreve, kantinemøder, speakers corner, blog...

En typisk studiekredsaften:

19.-20.00: Indsigtsforum. Oplæg/foredrag.

20.-21.00: Samtaleforum: spørgsmål til oplægsholder(e) for at underbygge og forstå indsigten.

21.-22.00: Diskussionsforum. Her laves der gruppediskussioner over aftenens tema. Der rundes altid af med relevante emner til synliggørelse, hvad, hvordan og hvem.

 

Program:

20. okt. kl. 18.00: Medietræning v/journalist Lotte Hansen.

Hvordan kan vi blive hørt i dagens mediebillede? Hvordan skriver jeg et læserbrev? Hvad er en blog? Gode råd og redskaber til en TR om synlighed.

 

17. nov. kl. 19.00: Politiske værdigrundlag/historie/ulighed v/forfatter Lars Kjølhede Christensen.

Fortælling om arbejderbevægelsens historie. Hvorfor er den vigtig i dag? Ulighedsbegrebet kommenteret i forhold til historien. Bud på arbejderbevægelsens historie om 20 år.

 

8. dec. kl. 19.00: Markedsgørelse af den offentlige sektor v/professor Henning Jørgensen.

Velfærdsmodellen under pres. Hvad betyder det for de offentlige og de privat ansatte? Hvordan påvirker vi debatten? Hvilke tegn skal vi være opmærksomme på?

 

Der følger 3 foredrag mere foruden en studietur i foråret 2009.

Studiekredsen foregik i Aarhussalen, Skt. Knuds Torv 3, 8000 Århus C.