Udtalelse fra Peter Thyssen

Jeg synes det er et rigtig vigtigt arbejde, der gøres af FO-Århus i demokratiets tjeneste.

Hal Koch skrev lige da krigen holdt op i 1945 sin lille bog ”Hvad er demokrati”. Heri står der bl.a. at ”Demokrati kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes….. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”  Jeg mener, at den holdning er lige så rigtig i dag som dengang.

Rapporten her om FO-Århus’ debataktiviteter for 2007 lever i høj grad op til den indstilling. Heri er der redegjort for de mange holdningsprægede problemstillinger som FO-Århus har taget op. Fra lokale til globale, fra dræbersnegle til klodens klimaproblemer, fra byarkitektur til opvækst i krigens grusomhed osv.

FO-Århus får på mangfoldig vis problemerne rejst og vendt, så mange nås, og samtalen og dermed forståelsen af medmennesket og helheden styrkes til gavn for demokratiet.

 

Rådmand Peter Thyssen