”Folkeoplysningen er et vigtigt element i det danske samfund. Det har betydning for vores forståelse af demokrati og for at borgerne opnår de nødvendige kompetencer til at kunne begå sig i et moderne samfund. Folkeoplysningen bygger på en forståelse af demokrati, som noget der praktiseres i dagligdagen, på dialog mellem ligeværdige parter, på deltagelse i et forpligtende fællesskab, på borgerinddragelse i politiske beslutningsprocesser samt på aktiv deltagelse i folkeoplysende aktiviteter, som de f. eks. praktiseres i et oplysningsforbund.
Aktiviteterne i FO-Århus debatpuljeaktiviteter i 2006 vidner om et stort og mangfoldigt udbud af arrangementer, hvor det debatskabende har været det altafgørende. FO-Århus har været med til at profilere folkeoplysningen i Århus. Bl.a. i forhold til bekæmpelse af ekstremisme under mottoet – tolerance, dialog og respekt.
Det er en vigtig funktion i et demokratisk samfund, at alle byens borgere medvirker til at gøre Århus til en spændende by – hvor der er plads til diskussioner om alle emner, der vedrører byen. Oplysningsforbundene er en vigtig partner i denne indsats.
Med venlig hilsen
Flemming Knudsen, rådmand