Amatørernes Dag
Samrådet for amatørkor, -orkestre, -teatre og folkedansere i Århus Kommune afholdt en festival/debatdag for alle amatørgrupperne, lørdag den 4. marts 2006 i Folkeoplysningens Hus.
Formålet med dagen var at sætte fokus på foreningsarbejdet indenfor folkedanser-, orkester-, kor- og teaterområdet og samtidig skabe/starte en medlemsdebat og dialog om amatørernes vilkår og syn på fremtiden. Samrådet består af ca. 110 foreninger med 5-6.000 amatører. På festivalen præsenterede de enkelte grupper indenfor de 4 genrer deres aktiviteter ved forskellige indslag dagen igennem og påvirkede samtidig gennem debat og dialog den enkeltes samfundsmæssige engagement og præsenterede mulighederne for ”selvaktivering” indenfor foreningslivet og den amatørkulturelle genre, som dagens deltagere blev motiveret til at tage del i. Det var hensigten at præsentere publikum for mulighederne indenfor det folkeoplysende arbejde, der foregår under amatørkulturen i Århus Kommune.
Der er gennem Samrådets foreninger sikret et bredt og varieret udbud af fritidsaktiviteter, der samtidig tager hensyn til/udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov. Betydningen af at præcisere det forpligtende fællesskab og foreningsdemokratiet, spiller en central rolle for amatørerne – og dette ønskede man at sætte fokus på ved hjælp af debatdelen i arrangementet. Samtidig blev publikum i løbet af dagen præsenteret for en mangfoldighed af indslag fra kor, orkestre, teatre og folkedansere.
Torben Dreier var med til at starte den debatskabende del af dagen. Alle medvirkende og interesserede blandt publikum blev inviteret til at være med i den debatskabende dialog omkring amatørernes vilkår og arbejde og ikke mindst om amatørernes syn på og muligheder i fremtidens samfund bl.a. som fødekæde for den professionelle kultur. Torben Dreier kom med et oplæg og efterfølgende fortsatte debatten og dialogen dagen igennem, hvor Samrådets bestyrelse i løbet af dagen var i dialog med deltagere og fremmødte. Sidst på dagen opsamledes impulser og forslag, som blev bragt videre ud til alle medlemsforeninger – således at debatten fortsætter.
Samrådets omfattende kulturvirksomhed i Århus giver et spændende og broget billede af mangfoldighed, bredde og udvikling. Håbet var at dagens debat og kulturelle indslag gerne skulle virke ansporende for interesserede, der kunne tænke sig at blive aktive. Udover aktiviteterne dagen igennem, var der præsentation af de enkelte grupper og tilgængelig information om, hvordan man kan søge ind til netop den fritidsaktivitet, man synes er interessant.
De optrædende foreninger arbejder hovedsageligt indenfor folkeoplysningens rammer, hvor der lægges vægt på, at professionelle instruktører/ledere medvirker til at skabe kvalitativ udvikling af den enkelte deltagers færdighed og kunnen.