DR-kampagnen Arbejdsliv 18. sept. på Århus Honnørkaj
I samarbejde med DR og LO.
Kl. 10.00: "Kom til kræfter". Et EU-finansieret projekt, som køres i samarbejde mellem Gøglerskolen, Kræftens Bekæmpelse og FO-Århus. Kræftramtes vej tilbage til arbejdsmarkedet. Noget af det der i disse år tynger budgetterne hos både det private erhvervsliv og i det offentlige er sygefravær, og her er det langtidssygemeldingerne, der er det helt store problem. Ofte er det svært at finde tilbage til arbejdsmarkedet når en sygdom er færdigbehandlet, ja, man hører ofte, at det først er her den vanskeligste del af arbejdet begynder. Kræftens Bekæmpelse og Gøglerskolen i Århus har i dette projekt forenet deres meget forskellige tilgang til denne problematik - nemlig samtalens og kroppens og komikkens redskaber. FO-Århus bidrager med de mere hårde kompetencer på IT-området. Det er omkring arbejdet med kroppen og komikken det mest grænseoverskridende i projektet består: det var i kroppen at sygdommen fik sit konkrete udtryk, og det er i kroppen, at fornemmelsen af at være rask skal reetableres. Kroppen ”husker” smerten og bevarer sygdommens ”krampagtighed” langt ud over det konkrete sygdomsforløb. Kan vi løsne op for dette, kan vi også løsne op for mange psykiske og fysiske barriere, der ellers står i vejen for livet og arbejdslivet. ”Komikken er tragedie plus tid”, siger Johannes Møllehave i en af sine samtaler med Benny Andersen. Og det siger måske noget om, hvad komik kan bidrage med i denne ellers ikke oplagt muntre sammenhæng. Det er vores erfaring gennem 16 års arbejde med komik på Gøglerskolen, at det ofte er helt afgørende for den enkeltes tilgang til livet (og dermed også arbejdslivet), at han og hun er i stand til at grine af - om ikke nødvendigvis de helt store tragedier i sit liv, - så dog lidt af sig selv og dagligdagens små problemer og fortrædeligheder.
Medvirkende: Konkret: Vi forestiller os et indslag, hvor en af kursisterne fortæller om sit sygdomsforløb og kampen for at komme tilbage til en normal hverdag. Dette følges op med et indslag, hvor mensendichlærer Birgith Mikkelsen fortæller om erfaringer fra projektet. - Begge 2 har en munter hoppen i kroppen i deres indslag, men vi ser kun ansigt og overkrop. Sluttelig afslører kameraet, at de begge sidder på 2 store røde bolde, hvilket giver den legende energi i kroppen. Indslaget slutter af med at Birgith Mikkelsen giver et par lektioner på bolden.
Kl. 11.00:"Opgang 2" med teaterforestillingen "Hvor regnbuen ender" - en børne- og familieforestilling med et handlingsmæssigt omdrejningspunkt i en gammel mands møde med en lille udenlandsk dreng. I den transportable teaterfortælling sættes fokus på integrationsproblematikken. Det kulturoffensive og oplysningsmæssige sigte med forestillingerne er at skabe debat og diskussion og i det hele taget igangsætte, påvirke og initiere integrationsprocesser her i Århus kommune. "Hvor regnbuen ender" er altså noget så interessant som en integrations-inspireret teaterfortælling, der både er rettet til børn, til voksne – og ikke mindst – til ældre voksne. Altså en familieforestilling med vægt på de yngste og de ældste i familie-hierarkiet. Idéen er at opføre forestillingen et antal gange for ældre og børn på pleje- og ældrecentre/lokalcentre/ældreforeninger eller i andre sammenhænge, hvor ældre og børn kan bringes sammen og mødes om at opleve ”Hvor Regnbuen Ender” sammen. Forestillingen er spundet over mødet mellem drengen, Muhammed, og pensionisten, Gamle Olsen, som mødes i elevatoren i højhuset, hvor de begge bor. I fortællingen knyttes de to – den gamle dansker, som først er uforstående over for den (og de) fremmede – og den nysgerrige fremmed-danske dreng til hinanden i et fælles projekt, som kommer til at udgøre afsættet for et begyndende venskab mellem de to: findes der mon virkelig en krukke med guld, dér hvor regnbuen ender? Forestillingen kan ses fra 8 år og opefter, af børn og deres forældre og andre nysgerrige og barnlige sjæle. Stykket er på mange planer en øjenåbner.
Medvirkende: 4 kursister fra Opgang 2.
Kl. 13.30: Gøglerskolens produktionsskole. De ”ikke-boglige og ”dem med krudt i rumpen” - hvad stiller vi op med dem? Kan denne gruppe også være en kulturel ressource? Gøgler Produktionsskolen er, blandt meget andet, et læskur for de skæve, de utilpassede, eller dem der måske bare har en ubændig trang til kropsudfoldelse. På Gøglerskolen får man, i kraft af fysisk udfoldelse og en vekselvirkning mellem disciplin og kreativ udfoldelse, en række succesoplevelser, der giver overskud til at påbegynde eller genoptage afbrudte uddannelsesforløb, primært indenfor gymnasiet og erhvervsuddannelserne. Men der er også de få, der både har talent og disciplin til at lave sig en levevej indenfor artisteri, musik, teater, dans og lignende. Steffen Rasmussen er et eksempel på en danser, der er startet på Gøglerskolen som break-dancer og i dag lever af det som underviser og optrædende i et af landets førende trupper ”Ground Elements”. Interview med Steffen: hvordan oplevede han de traditionelle skoletilbud? Hvad har dansen givet ham? Personligt og professionelt? Afslutning: Steffen Breaker med Ground Elements”.