Generation F**ked Up
Et samarbejde med Kulturselskabet Stilling.
En trilogi om ansvarsløshed, selvtilstrækkelighed og inkompetence i dagens demokrati.
30. aug. kl. 19-20.00: The best a man can get. Ib Michael på Lokalcenter Møllestien, Århus.
Indrøm det bare: Du beder jo selv om det. Du lader de andre bestemme. Det største, du kan svinge dig op til, er at lægge en liter økologisk yoghurt i kurven. Udover det, så lægger du velvilligt agterlanternerne til andres beslutninger. Er det fordi du kan lide det sådan? Så har du også fortjent at høre, hvad Ib Michael har at sige til dig og din selvtilstrækkelige generation. Lad os bare røbe med det samme: Det handler om, hvad du kunne give og udrette. Men du foretrækker jo nok at være den, der bukker og ta’r imod. (125 deltagere)
5. sept.kl. 19-20.00: Because I’m worth it. Poul Nesgaard i Sø-auditoriet på Århus Universitet.
Bliver du mere fri af al den viden, du slæber rundt på? Eller er du så veluddannet, at du ikke længere kan tænke og handle selv? Det er nu også nemmere bare at sætte sig på bænken og få at vide, hvad du skal vide. Så skal du jo ikke selv tage stilling. Og så kan du og din generation sidde der med jeres politiske inkompetence, uengagerede, uansvarlige og udeltagende. Poul Nesgaard har et par ord at sige til dig. Om dine demokratiske pligter og muligheder. Men du ved måske ikke, om du gider? (200 deltagere)
17. sept. kl. 19-20.00: …for the way you are. Omar Marzouk i Rådhushallen i Århus.
Nej, det er ikke din skyld. Du har jo ikke gjort noget. Du gør i det hele taget aldrig noget. Og det er netop problemet. Du tager ikke ansvar, og du deltager ikke i debatten. Du og din ansvarsløse generation lader samfundet glide forbi, uden at diskutere, om det går i den rigtige retning. Det går jo nok alligevel, og ud stoler trygt på den politiske elite. Omar Marzouk har et par kommentarer til dig. Det er op til dig, om du synes det er morsomt. Og om du er voksen nok til overhovedet at tage noget alvorligt. (90 deltagere)
Generation Fucked-Up handlede om behovet for at genetablere og nyskabe broen mellem demokrati og debat i en tid, hvor samtalen og diskussionen vender sig indad. Det var for de 16-30 årige, der mener de udviser demokratisk ansvarsfuldhed ved at handle politisk korrekt ind. Som finder det tilstrækkeligt som borger at sikre selvrealisering og egen lykke. Og som er vokset op i et videnssamfund, der skriger på kompetencer – men som til gengæld ikke udvikler generationens sociale empati. www.kulturselskabet.dk