Udpluk af arrangementer

Udpluk af debatarrangementer i 2001

 

Her er en række eksempler på større arrangementer støttet af FO-Århus med debatpuljen. Arrangementerne er afviklet i et samarbejde mellem de nævnte organisationer.

FO-Århus har været medigangsætter og inspirator. Når en ny type tilskudsmulighed dukker op i folkeoplysningsloven, har FO-Århus set det som en selvfølge selv at være udfarende og inspirerende. FO-Århus udgav et debatkatalog  ”Følg sporene, men sæt selv dit eget aftryk”. Kataloget præsenterede en række ideer til inspiration for organisationer, foreninger, offentlige institutioner og andre, der kunne have lyst at søge debatpuljen.

 

Installationskoncert

”Lyd/By” var et af de store arrangementer med støtte fra debatpuljen. Kulturselskabet Swungs oplæg lød: 20 mobiltelefoner, en lydtunnel, 3 lytte-stationer, fire fuglekasser med lyd i, et lydfotografi – det er nogle af ingredienserne i installationskoncerten i Lyd/BY, der handler om dig og dine ører. Århus har sine egne lyde. Syv kunstnere står bag en række debatmøder på en midtbycafe. Uanset om man synes Århus støjer eller er stille,  - så har byen sin egen lyd. Lyttesansen er selektiv.

Faktaboks:

”Der har været mange gode oplæg og meget engagerede debatter. Den opmærksomme lytter har haft mange gode muligheder for at blive klogere på lyden i byen, kunsten og samfundet.

                                                                                     Leon Träger, Swung i et brev til FO-Århus

Arrangementet blev foruden af debatpuljen gennem FO-Århus støttet bl.a. Kulturministeriets Udviklingsfond, Århus Kommunes Kulturpulje, Århus Festuge og Århus Havn.

 

”MoskeMåske”

Først på året støttede FO-Århus et arrangement om det multikulturelle Århus med debatpuljen:

Projektgruppen ”MoskeMåske”, en uafhængig, tværpolitisk og tværkulturel forening stiftet i marts 2001, skabte debatarrangementer om det multikulturelle Århus og resten af Danmark.

Daværende kirkeminister Johs. Lehbech deltog i en happening, hvor han afslørede et 36 kvadratmeter stort banner på husgavlen på hjørnet af Nørre Alle og Norsgade. Ideen var at afdramatisere effekten af en synlig moske, hvis en sådan skulle blive en realitet i Århus. Omkring 75 deltog og så på afsløringen af banneret og deltog senere i et cafemøde i kvarteret. En anden del af arrangementet var ”Skal vi aldrig ses. Nabo til nabo”. En kampagne, der opfordrede århusianere til at besøge en nabo med anden kulturel baggrund. Besøgene varede et par timer og arrangørerne forsøgte at ”matche” personerne. Der var også en række møder i dagene efter happeningen især på cafeer i midtbyen og i biografen Øst for Paradis. Religionsfrihed i Danmark, vision, illusion eller utopi, var temaet for et af debatmøderne, hvor biskop Keld Holm kom med oplæg.

Jyllands Postens JP Århus skrev 4/5-2001 bl.a. i en leder om kirkeministerens medvirken i happeningen: ”Umiddelbart er det soleklart ifølge dansk lov og dansk tradition, at anderledes troende skal kunne samles frit og både bede på deres egen vis og dyrke sociale fællesskab på en måde. Når det så giver så voldsomme diskussioner i hvilken form muslimer skal kunne prise deres gud – for slet ikke at tale om deres sidste rejse hjem til ham – skyldes det jo ikke mindst, at der er politik og provokation i sagen. Kirkeministeren er radikal og forpligtet til at demonstrere et vist frisind. Spørgsmålet er så, om Lehbech ikke selv er med til at holde liv i en principdebat i stedet for at være fødselshjælper for en eller flere moskeer.”

 

Alfabet og demokrati

”Alfa & Omega” var i august et arrangement især i gaderummet – det var i samarbejde med Kulturselskabet Stilling. Arrangementet gav store presseomtaler. Jyllands Postens JP Århus skrev den 11/8-2001 under overskriften ”Alfabetets absolutte alvor”:  ”Der var ordkloder, flamingobogstaver, teater, sang og taler…. Allerede om formiddagen boblede det af liv i Studsgade, mens byens børn skrev hen over de toppede brosten. På Lilletorv trak skulptøren Jørn Rønnau nysgerrige århusianere til, mens han iført sikkerhedsudstyr og motorsav formede en ordklode…”

Århus Stiftstidende skrev også den 11/8-2001 om projektet: ”Bogstavelig tyvstart på festugen -  Århus havde hele fredagen ordet i sin magt. Tidl. minister Erling Olsen og forfatter Jan Sonnergaard testede sproget på Pustervig Torv og  Ken André Stillings værk, Alfabetets Mangfoldighed, blev samme aften foræret til Hirtshals By som påskønnelse for at byen har ønsket at tage ekstra mange flygtninge. Pustervig Torv forvandlede sig snart til en intimscene, hvor publikum sad med tilbageholdt åndedræt. Laugesens billedsprog er komprimeret, som det tryk, der skaber diamanter. Geniale tableauer fra hverdagslivet blev kastet som perler lige i synet på de mange tilhørere.”

Arrangørernes motiv for at lave arrangementet med temaet ”Alfabetet – Alfa Omega” lød: Alfabetet er grundlag for demokratiet. Alfabetet er baggrund for vores egen kultur, kunst, demokrati og samfund. Der er tre former for analfabetisme:

¤ Dem, der har en dårlig eller ingen beherskelse af læsning og skrivning.

¤ Dem, der kan læse og skrive, men som har fralagt sig interessen for at kommunikere og meddele sig i skrift og tale.

¤ Dem som fratages muligheden for at benytte alfabetet, de redskaber og byggestene, der har været fundamentet for alle de civilisationer, vi kender.

 

Århus Festuge

”Lokal-Global bæredygtighed” var et Festuge-arrangementet i Guldsmedgade i i samarbejde med Max Havelaar-fonden med en næsten 4 gange 5 meter stor elefant i pileflet som trækplaster. Igen ønskede gaden at fremme sin grønne profil. Året før var der økologiske producenter i gaden. Grøn Guide var tovholder og økologien var i centrum.

 

Folkemøde

Det var den også, da Øko-Net og FO-Århus inviterede til folkemøde i Folkedansernes Hus med oplæg fra bl.a. tidligere folketingsmedlem Steen Gade om national strategi for økologien. For at debatten ikke skulle blive for alvorlig, varmede skuespiller Peter Larsen op til den efterfølgende cafedabat.

 

Interaktivt teater

Mellemfolkeligt Samvirke, Århus Kommunes Sprogcenter  og FO-Århus gav økonomisk støtte til  Mira-Teatret , der spurgte i sin forestilling ”Vi skal jo alle sammen være her”: Den nye makker på vagten er somalier. Hvordan reagerer du? Lægen, der skal operere dig, er fra Pakistan, er det OK for dig? Forestillingen blev opført som interaktiv teater, hvor publikum får indflydelse på handlingen. Det overordnede tema var de modsætninger, der kommer i spil, når nye danskere skal ind på arbejdsmarkedet.

”Særlig markant var en del unge, der ytrede sig, skriver Lars Holmboe, Mellemfolkeligt Samvirke i en evaluering til FO-Århus. ”Mira-Teatret forstår virkelig at få folk op af stolene, der var også en pæn fordeling af danskere og indvandrere.”

 

Højskolesangbogen

Mathias Grip leverede med sin debut-CD en af årets opsigtsvækkende musikudgivelser. Ledsaget af to musikere gav han en aften prøver på sin fortolkning af den danske sangskat og lagde op til  debat på en midtbycafe: ”Hvad skal vi med Højskolesangbogen!” Der måtte hentes ekstra stole ind. 

 

Idrætslandskab

Space Makers bad om tilmelding på sin hotmail space_makers@hotmail.com da de inviterede til et stort debatmøde i Idrætsparken. ”Et idrætslandskab, der sætter Århus på idrættens landkort”, lød overskriften på mødet. Den nystiftede gruppe af unge engageret i det århusianske idrætsliv, ønsker at mødes på tværs af organisationer, idrætsgrene og niveauer. Trætte af tunge arbejdsgange, barrierer og fordomme. Gruppen er et åbent forum, hvor man kan deltage som man har lyst til.

Daværende borgmester Flemming Knudsen og en række politikere fra Århus Byråd indledte debatten den torsdag i Idrætsparken.

Faktaboks:

”Hvis Århus Idrætspark skal være et La Santa Sport, må nogle af de nuværende brugere ud. En af dem er Jydsk Væddeløbsbane.  Vi må også have ungdomsboliger, cafeer i idrætsbyen og  selvfølgelig topidrætsfaciliteter”.

                                    Morten Glenthøj, Space Makers (fra Århus Stiftstidende 15/10-2001)

 

Kemishow og eksperimenter

”Natur i Teltet” var Århus Universitets Naturvidenskabelige Fakultets projekt. FO-Århus tilbød at støtte med debatpulje-midler og muliggjorde således, bl.a. debataftner i teltet på Rådhuspladsen.  Arrangementet blev således et af mange tilbud i  ”Aftenskolernes uge” som start-PR op til en ny undervisningssæson, ligesom det var en del af ”Dansk Naturvidenskabsfestival ”.

”Nysgerrige børn i røg og damp.” Sådan var overskriften i Århus Stiftstidendes artikel 3. september 2001 om arrangementet: ”Teknikforskrækkelse prægede ikke just de mange børn, der sammen med forældre invaderede teltet i går eftermiddag. Ved stande stod universitetsstuderende klar til at svare på spørgsmål.  Et kemishow vakte begejstring blandt de fremmødte. Netop i dag, mandag 3. september møder hundrede færre studerende op på Århus Universitet for at starte en naturvidenskabelig uddannelse. De unge svigter naturfagene”.

Hele ugen var der åbent telt med kemishow og eksperimenter for især folkeskolens ældste elever;  fritidshjem og skolefritidsordninger blev inviteret særskilt.

 

FO-Århus inviterede både private og offentlige instanser til at gøre brug af debatpulje-midlerne. Utraditionelt blev der sendt brev til en af Århus’ boghandlere, der viste interesse i at få støtte til en række forfatteraftener efter lukketid. Føtex viste Verdensbilleder i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og fik støtte af debatpuljen.

Fantasien for samarbejdsmuligheder fejlede ikke noget. En række arrangementer valgte FO-Århus at arrangere selv:

På Kolt-Hasselager Bibliotek holdt forfatteren Carsten Jensen  foredrag om ”Børn i en digital kultur”. På Engdalsskolen i Brabrand blev holdt fire forældrearrangementer om ”Et godt skoleliv” og Pernille Aalund og Inge Genefke samlede henholdsvis 50 og 130 tilhørere til foredrag dels om kvinder og karrierer, dels omarbejde med krigens ofre.

I ”En nats eventyr” møder vi Julie, som chatter på internettet og finder Romeo. Et eventyr om kærlighedens veje og vildveje, når man er ung i Danmark. Det er alt for nemt at bedømme hinanden efter køn, kulør, alder og oprindelse . Det er så alt, alt for let at glemme at se længere ind, derind, hvor hjertet bor.

Opgang 2’s Livsteater i Århus spillede forestillingen for jævnaldrende unge. Der var åben debat blandt tilhørerne, og inden forestillingen kunne man rekvirere undervisningsmateriale og debatoplæg. Forestillingen blev set af i alt 1510 tilskuere på egen intimscene og ude på skoler. Der blev spillet 33 gange. Tre af disse blev støttet af debatpuljen og FO-Århus, ligesom undervisningsmaterialet blev støttet økonomisk af puljen.

Niels Malmros sagde ved et debatmøde i biografen Øst For Paradis, at han nu var i gang med at lave ”sin sidste film” for 9. gang.  Måske bliver der en 10. film også og så håber jeg at få gavn af den Filmby i Århus, der endnu ikke er der. Planer er der om at skabe et kulturelt kraftværk på Århus Havn . Et filmhold fra København til Århus koster 70.000 kr. om dagen. FO-Århus samarbejdede med Thorkil Lodahl fra filmselskabet Frontier og Per Krogh Simonsen fra Danmarks Radio, samt med Øst for Paradis om filmdagen.

 

Faktaboks:

”Der er masser af kreative hjerner i Århus. Til gengæld har vi færre penge, sammenlignet med Filmbyen i Trollhättan i Sverige, hvor ingen filmfolk gider bo.

Leder af Filmværkstedet i Jægergårdsgade, Peter Andersen (fra Århus Stiftstidende 6/4-2001)

 

Debatten om Århus som filmby rundedes af med Lone Scherfigs prisbelønnede film ”Italiensk for begyndere”, et tilbud til 35 kr. pr. billet. Debatarrangementet var, som de øvrige debatter på cafeer og i gaderne, gratis.

 

En musemåtte, der betjenes med fødderne så musearme undgås, var et af blikfangene på FO-Århus stand på Forbrugermesseni Marselisborghallen . Temaet var sundhed og  FO-Århus gik med støtte fra debatpuljen ganske utraditionelt til opgaven. Tegnekonkurrence for børn, æbleuddeling, tipskupon for de voksne efter fup eller fakta-modellen - ligesom publikum blev udfordret til helt konkret at bygge en madpyramide op.