En tavs Historie - filmdebat v/Landsforeningen Spor
Medio sept. fik en ny dokumentarfilm TV-præmiere på TV2 og TV2 Play. “En Tavs Historie” af Anders Skovbjerg Jepsen er en autentisk konfrontation mellem et offer for seksuelle overgreb i barndommen og den 7 år ældre dreng, der begik de seksuelle overgreb (2 mænd). TV-versionen af filmen er på 55 minutter.
Tid: Mandag den 6. november 2023 kl. 16:00 - 20:30
Spor i Aarhus og Landsforeningen Spor inviterede til gratis filmfremvisning af dokumentarfilmen “En tavs historie” af Anders Skovbjerg Jepsen med efterfølgende debat. Et arrangement, hvor de brød tavsheden og tog samtalen om alle de nuancer, der ligger imellem "menneske" eller "monster". De viste filmen i dens fulde længde (90 minutter) og inviterede efterfølgende til debat, hvor der var inviteret mennesker, der havde noget på hjerte i forhold til filmens temaer. Sammen med publikum så de nærmere på fx: Samtaler mellem offer og gerningsperson, senfølger af seksuelle overgreb, misbrugte mænd, grooming, fortrængning, genoprettende samtaler med pårørende, og de stillede spørgsmålet: Kan og skal vi kunne tale om, at det er mennesker, ikke monstre, der begår seksuelle overgreb mod børn?
I filmen forsøger instruktør Anders Skovbjerg Jepsen at forstå, hvad der egentlig skete dengang i sommerferierne, da han var barn. Bag lukkede døre foregik der mere end computerspil og uskyldig leg. Fra Anders er 6 år bliver han udsat for seksuelle overgreb af den 13-årige dreng, Peter. Det fortsætter i en årrække i drengenes sommerferier. Ingen voksne opdager det og ingen af de to drenge siger noget til nogen. I dag er begge voksne, og Anders vil konfrontere Peter med det der skete dengang. Peter har ikke delt historien med nogen og har svært ved at tale med Anders om det. Alligevel indvilliger han i at prøve – både for Anders’ og sin egen skyld. I filmen tager Anders også vigtige samtaler med sin far i et forsøg på at genskabe en tabt relation. Det bliver en gribende fortælling, drevet af ærlighed, som belyser at skyld og skam næres af tavshed og kan kaste lange skygger ind over voksenlivet. Filmen understøtter med al ønskelig tydelighed påstanden om; at der er håb og lys at finde i at bryde tavsheden og trodse smerten.
Panelet:
Lea Elias Isen, debattør og erfaringsekspert
Nikoline Erbs Hillers-Bendts (ALT), retsordfører og medlem af Folketingets Retsudvalg
Jørgen Skeel-Gjørling, psykolog og specialist i psykoterapi
Rasmus Grosel, bestyrelsesmedlem i Foreningen for Genoprettende Ret og Praksis
Thomas Antshukov Kjær, næstforperson for Landsforeningen Spor
Moderator: Carsten Borup, sekretariatsleder i A3 & konsulent i LEV
Sted: Kulturhus Bunkeren, Frøberts Auditorium, Olaf Palmes Allé 11, 8200 Aarhus