Ping-pong med din politiker

Spil ping-pong med din politiker

Den demokratiske samtale skal styrkes. Og især unge mennesker skal dannes og uddannes til at forstå̊ og tage aktiv del i debatten. Men unge mennesker fravælger i stigende grad klassiske vælgermøder og politiske debatter. Derfor er der brug for nytænkning, hvis vi skal mindske kløften mellem politikerne og de unge.

Når ungdommen i stigende grad fravælger at deltage i den offentlige samtale og debat, er det ofte ikke fordi, de ikke ønsker det, men fordi de allerede har gjort sig en lang række dårlige erfaringer med det. Det er på ingen måde til gavn for demokratiet, og det arbejder FO-Aarhus aktivt for at modvirke. Det var ambitionen, at Projekt ”Spil ping-pong med din politiker” på en ny og deltagende måde fik flere unge til at deltage i den demokratiske samtale. Projektet dannede ramme om en række arrangementer, der fandt sted i og omkring Aarhus.

Målet var at ungdommen i Aarhus skulle have mulighed for at mødes med politikerne om noget fælles tredje. Det er vores erfaring, at bordtennis er en aktivitet, som de fleste kan være med til – og hurtigt kan nedbryde de barrierer, der gør, at fx unge mennesker ikke kaster sig ud i en politisk diskussion. Vi tilbød derfor gennem hele valgperioden ”Spil ping-pong med din politiker” ved at indkøbe og opstille en række bordtennisborde på udvalgte destinationer i og omkring Aarhus (se nedenfor).

Projektet blev planlagt og gennemført af projektmedarbejder Helene Gottfred Rosenfeldt og kommunikationsmedarbejder Kaspar Ottosen i samarbejde med journalist Jesper Himmelstrup fra Constructive Institute, Aarhus Universitet, der også arbejdede på at få flere unge til at engagere sig i den offentlige debat - og som derfor dedikerede en del af sit fellowship til at udvikle og gennemføre projektet.

 

Torsdag d. 13/10 kl. 12.30-1400: Idrætshøjskolen Aarhus

Deltagere: Sofie Lippert, SF. Isabella Arendt, Konservative. Tobias Grotkjær Elmstrøm, Moderaterne. Jens Joel, Socialdemokraterne.

 

Fredag d. 14/10 kl. 15-17.00: Studenterhus Aarhus

Deltagere: Camilla Fabricius, Socialdemokraterne. Heidi Bank, Venstre. Anne Hegelund, Enhedslisten. Linda Englyst, DanmarksDemokraterne. Jens Meilvang, Liberal Alliance.

 

Tirsdag d. 25/10 kl. 11.30-13.30: Aarhus Katedralskole

Deltagere: Anders Vistisen, DF. Anna Brændemose, SF. Henrik Hjortshøj, Kristendemokraterne.

 

Onsdag d. 26/10 kl. 10-12: FGU Vest

Deltagere: Inger-Marie Tryde, Nye Borgerlige. Andreas Steenberg.

Fredag d. 28/10 kl. 15-16.30: DMJX

Deltagere: Heidi Bank, Venstre, Katrine Robsøe, Rad., Jens Meilvang, LA, Tobias Elmstrøm, Mod., Rasmus Nordquist, SF, Heidi Printzen, Kons., Sofie Lippert, SF, Anna Thusgaard, Soc. dem., Nikoline Erbs Hillers-Bendsen, Alt., Anders Vistisen, DF.