Fodbold og fællesskab for flygtninge
21. maj, da AGF spillede sæsonens sidste hjemmekamp, blev det med nye ansigter på tribunerne. For i samarbejde med FO-Aarhus inviterede klubben flygtninge fra hele den midtjyske region til fodbold og fællesskab i Ceres Park, da AGF mødte FC Nordsjælland til foråret sidste 3F Superliga-kamp i Aarhus.
Det var langt fra første gang, at FO-Aarhus og AGF slog sig sammen om at tilbyde flygtninge en fodboldoplevelse. Det var således tredje gang, at regionens flygtninge får tilbuddet. Sidste gang benyttede omkring 500 sig af tilbuddet og det blev på alle måder en ubetinget succes. Nu gentog FO-Aarhus og AGF altså succesen den 21. maj.
- Vores fællesskab skal være rummeligt og vidtfavnende. Fodbold er fællesskab i Aarhus, og det inkluderer naturligvis også byens nye borgere som vi gerne vil være med til at byde velkomne. Og vi håber naturligvis, at de får en positiv oplevelse, og at vi kan være med til at gøre en lille forskel for nogle mennesker, hvor en fodboldkamp og det fællesskab, som følger med, kan være et kærkomment afbræk i hverdagen.
- Det er vigtigt, at alle flygtninge føler sig velkommen i Aarhus og omegn - og den følelse kan viderebringes ved blandt andet at komme til vores kampe, sagde Anne Jensen, der er branding og bæredygtighedschef i AGF, der også har et løbende samarbejde med Dansk Flygtningehjælps fritidsindsats i Aarhus om at sikre børn og unge med flygtningebaggrund adgang til Ceres Park.
Hos FO-Aarhus håbede man, at så mange flygtninge som overhovedet muligt ville gøre brug af invitationen. Initiativet var rettet mod alle flygtninge - såvel nye som gamle - og håbet var, at de sammen fik en positiv oplevelse og knyttede nye bånd.
- De flygtninge, der kommer til Aarhus, skal ikke være i tvivl om, at de er velkomne, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at tage godt imod dem. Så forhåbentlig kan vi samle rigtig mange til fodboldkampen. Fodbold er et universelt sprog, og derfor tror jeg også, at et initiativ som dette på trods af sproglige barrierer kan være med til knytte flygtningene tættere sammen med Aarhus og det er fremragende, at AGF endnu en gang åbner dørene til Ceres Park, sagde Torben Dreier fra FO-Aarhus.
Invitationen til kampen blev sendt ud til organisationer, foreninger og institutioner i hele Region Midtjylland, der har flygtninge som omdrejningspunkt.