Festival for børnerettigheder
9. juni kl. 10.00-17.00. Arrangør: Århus Ungdommens Fællesråd, Pædagoguddannelsen i Aarhus VIA og Århus Forældreorganisation.
Målgruppe: Alder for deltagende børn: 3-18 år. Der blev sendt invitation ud til dagtilbud, skoler, SFOer og klubber.
Festivalen blev afholdt på følgende lokationer:
kl. 10.00-14.00 Børnenes Jord, Thunøgade 2A: børnehaver og 0.-3. klasse
kl. 10.00-14.00 Institut for X ved Godsbanen: børnehaver og 0.-3. klasse
kl. 14.00-17.00 Midtbyklubben, Nørre Alle 30B: 4.-9. klasse
kl. 14.00-17.00 Læssøesgades Skoles Klub: 4.-9. klasse
kl. 10.00-17.00 Højskolen i Gellerup: kl. 10.00-14.00 børnehaver og 0.-3. klasse & fra kl.14.00 for 4.-9. klasse
Der var en masse sjove, kreative, kloge og overraskende workshops, som var åbne for alle. De blev afholdt af 200 engagerede pædagogstuderende og frivillige fra lokale ungdomsforeninger, samt dygtige, lokale kunstnere. De studerende, foreningerne og kunstnerne tog fat på artikler fra børnekonventionen gennem leg og aktiviteter med deltagerne.
Projektet henvendte sig til alle børn og unge i Aarhus kommune.
Festival for børnerettigheder i Aarhus 2022 var en bydækkende festival, der havde til formål at øge børn og unges indsigt i egne rettigheder. Børn i Danmark skal kende deres rettigheder, og de skal bruge dem! Børn og unges kendskab til deres rettigheder skal sikre dem en god start på livet, høj livskvalitet og en tro på, at det betyder noget, hvad de tænker og mener. Børn og unge skal vide, at de har ret til at blive hørt og inddraget. Målet var, at de med denne bevidsthed også insisterer på at bruge deres rettigheder. På længere sigt vil det styrke vores demokrati og være med til at udfolde medborgerskabets store potentialer. Med en festival for børnerettigheder blev børnenes og de unges oplevelse af at være del af et bredt funderet fællesskab med en afgørende fælles dagsorden styrket.
• Over 200 studerende fra VIA pædagoguddannelsen i Aarhus afholdt workshops og aktiviteter på dagen.
• Lokale foreninger var med så børn og unge kunne møde foreningerne og måske selv på sigt have lyst til at blive aktive i foreningsarbejde i Aarhus.
• En række århusianske kunstnere koblede kunst og børnerettigheder ud fra specialtilrettelagte kunstnerisk funderede workshops.
Der var fokus på, at børnerettighederne skulle præsenteres gennem en aktiv læreproces, hvor børn og unge ikke blot fik præsenteret deres rettigheder, men prøvede at omsætte dem til noget der betyder noget for dem selv. Det handlede om at gøre børnerettighederne meningsfulde for børn og unge, der hvor de er. For at understøtte den aktive, involverende læring tilbød man en bred palet af muligheder for, at børn og unge i alle aldre og fra hele byen kunne lære om børns rettigheder. Dette skete gennem forskellige kunstneriske udtryk og kreative aktiviteter, leg, musik, quiz, konkurrencer, fællesspisning og meget andet.
Særligt for 2022-festivalen: Efter en lang opslidende periode med nedlukninger, mange restriktioner og begrænsninger for børn og unge, trængte vi til at opleve fællesskab, glæde, liv og engagement. Mange har oplevet træthed, manglende motivation og måske en følelse af ligegyldighed. Derfor kunne børn og unge mødes på kryds og tværs om noget vigtigt – nemlig det, at de har rettigheder. Børn og unge har ret til et godt liv, de har ret til at blive set og hørt, de har ret til at være en del af et fællesskab. Det skal vi have bragt tilbage til hverdagen ikke kun på et teorietisk plan, men også i praksis.
Børnene og de unge mødte pædagogstuderende fra VIA, som indgik i afholdelsen af Børn og Unges grundlovsdag som en del af deres uddannelse. På dagen arbejdede de med afsæt i uddannelsesmodulet ”Medborgerskab og samskabelse” med børnenes tilegnelse af viden om børnerettighederne. Og de studerende, foreningerne og kunstnerne tog fat i specifikke artikler inden for børnekonventionen, som de gik i dybden med i deres workshops. Disse blev tilpasset alderstrin. Blandt de studerende var der nedsat en gruppe der skulle arbejde med at dokumentere festivallen i tekst, billeder og film.
Rettighedstema
Der blev lagt op til at man lokalt på skoler, i klubber og i dagtilbud, i dagene op til begivenheden, kunne arbejde med børn og unges rettigheder som tema. Til dette formål blev der samlet et katalog med forslag til undervisningsmateriale, som den enkelte lærer eller pædagog kunne benytte sig af forud for festivalen.
Deltagende kunstnere, fagfolk, studerende og frivillige
Det er afgørende at studerende, kunstnere og foreningerne mødes og lader sig inspirere af hinandens tilgang til arbejdet med børn og unge. På den måde blev Festival for børnerettigheder også et udviklingsprojekt som i bred forstand udviklede tværfagligt samarbejde. Vi brugte nærmest udelukkende lokale kunstnere. Det var afgørende, at kunstnerne havde særligt kendskab til inddragelse af børn og unge i deres arbejde, og at de kunne relatere sig til arbejdet med børns rettigheder.
Undervisere og ca. 210 studerende fra pædagoguddannelsen på VIA: De studerende brugte tid på uddannelsen til at forberede festivalen. På den måde fik de erfaring med, hvordan de som fremtidige pædagoger kan arbejde konkret med børn og unges rettigheder, og hvordan man kan tilrettelægge pædagogiske aktiviteter omkring væsentlige emner. På den måde bliver de fremtidige pædagoger også selv rustet til i højere grad at sikre, at børns rettigheder kommer til udtryk i den pædagogiske hverdag, ved at have fokus på inddragelse af børn og unge ude i institutionerne, på skolerne og i alle de andre sammenhænge fremtidens pædagoger indgår. På den måde blev Festival for børnerettigheder også et dannelsesprojekt i bred forstand.
Gennem mødet med foreninger blev børn og unge præsenteret for de muligheder for indflydelse som disse foreninger repræsenterer hver især. Det frivillige foreningsliv hører jo til som en af grundstenen i vores demokrati. Frivillige foreninger var f.eks. Børns Vilkår, Ungdommens Røde Kors Aarhus, Red Barnet Ungdom i Aarhus, Mødrehjælpen, Børne- og Ungebyrådet i Aarhus, KFUM & KFUK i Distrikt Aarhus.
Historik
I 2017 afholdt Århus Forældreorganisation og Børnerådet i Aarhus Børn og Unges grundlovsdag på Godsbanen med temaet retten til det gode børneliv. I 2018 kom ÅUF og VIA med og Børnerådet blev nedlagt. Repræsentanter herfra har siden været i en styregruppe sammen, som har stået for planlægning og gennemførelse af arrangementet på Børnenes Jord og i Midtbyklubben. Temaet var i 2018 retten til fællesskab og leg. I 2019 var temaet ret til forskellighed. Her afholdt vi arrangementer på Børnenes Jord, Midtbyklubben, på Skansen og i Gellerup på Fredspladsen. I 2020 havde vi planlagt en stor begivenhed med Verdensmålene i centrum. Men på grund af Corona kunne vi ikke holde fælles arrangementer og planlagde i stedet mange små arrangementer. Der blev afholdt over 40 arrangementet lokalt og nogle steder online. De studerende mødte kun i meget begrænset omfang op, eller der blev sendt kasser med spil, farver, T-shirts og meget mere ud i institutionerne. Kunstnerne var ude lokalt med lukkede børnegrupper. Det fungerede godt, men vi savnede det brede fællesskab og oplevelsen af at være mange sammen om noget vigtigt.