Menneskerettighedsdagen v/foreningen Tal Ud
10. dec. kl. 17.00: En unik aften i forbindelse med Menneskerettighedsdagen samme dag, hvor der blev sat fokus på racisme i hverdagen med fokus på den racisme, som er kulturel og bundet i ‘sådan som vi gør’. Man ønskede at skabe et fælles grundlag, et fælles sprog, en fælles mission og ikke mindst et fællesskab på tværs af etniciteter via en oplysende og inddragende debat og networking. Sted: Domen Aarhus.
Et arrangement som involverede unge på flere parametre i Aarhus. En eftermiddag/aften med forskelligt indhold men med debat i centrum:
1) Menneskerettigheds Spillet - diskrimination eksperiment i stil med Jane Ellios “Jeg er racist fordi..”
2) TAL UD videoer af oplevelser med racisme i hverdagen på storskærm med networking - kaffe og racismekage
3) Paneldebat med eksperter:
Laila Lagermann - phd., forsker i marginalisering blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund.
Mira Skadegård, forsker i racisme, diskrimination og ligestilling
Prince Henry - debattør racisme
Suzanne Skærbæk - Vært - tidl. radiovært, journalist og forkvinde
4) Digtoplæsning af Mikas Lang fra hans bog ‘Melanin’ og ‘Og spøgelser’
5) Musik og networking
TAL UD går også i dialog med dem, som udøver racisme, intentionelt eller ikke intentionelt, og som ikke ser sig selv som racister og fordrer en dialog. På den måde kan vi skabe reel forandring ift udøverne også. Eksperterne i debatten var netop valgt ud fra et ønske om at adressere denne målgruppe og disse problemstillinger. Mira Skadegård har skrevet phd. samt forsket i racisme og har netop en holdning til at ‘intention’ i stigende grad bliver brugt som ‘undskyldning’ ift at tale racistisk i hverdagen. Intention kan ikke bortforklare det alene. Vi skal stikket dybere, hvis vi vil ændre vores kultur. Hun blev suppleret af Laila Lagermann, som har skrevet phd. og forsket i marginalisering blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund. Hun har samtidig samarbejdet med blandt andre Red Barnet med at udarbejde undervisningsmateriale, som kan sikre, at uddannelsesinstitutionerne griber fat i racismen. Samtidig har hun gode bud på, hvordan vi kan ændre vores fremtid ved at fokusere på den nye generation. Hertil bidrog debattør Prince Henry med sine personlige oplevelser med racisme, samt fortalte om den aktuelle indsats han gør i samarbejde med de danske højskoler for at komme racismen til livs.
TAL UD ønskede at alle gik fra arrangementet med minimum en viden om, at der kun findes én race - menneskeracen - og at resten er sociale konstruktioner. De ønsker at gøre det legitimt at tale om racisme, både online og ansigt til ansigt. Der er brug for at TAL UD laver fysiske møder. Deres platform TAL UD har bevist et stigende behov for at tale om racisme. De har på rekordtid fået mange følgere, og de er et vigtigt talerør i medierne, og skaber rum for dialog. De har samtidig oplevet det vakuum, der er i forhold til at tale åbent om racisme uden at der bliver peget fingre, og at mennesker der oplever racisme bliver hørt og set.
De har især fokus på børn og unge og uddannelsesinstitutioner. Ved at italesætte og dermed også dokumentere, at der er et problem og lytte til virkelige historier om racisme, vil de skabe en forståelse for, hvornår racisme er stødende. Racisme skal ikke tolereres eller accepteres i nogen form. Der findes racisme i alle afskygninger i Danmark. Der er behov for at få sat fokus på den strukturelle racisme, altså hverdagsracismen hvor det er acceptabelt at tale nedsættende om en anden race uden, at fællesskabet siger fra. Et opgør med normen, kulturen, og ‘det vi gør’. De ønsker en holdningsændring, en selvransagelse, som udmønter sig i en adfærdsændring. Man kan aldrig udrydde racismen, men man kan skabe en kultur, hvor den ikke kan leve uimodsagt. Det er lettest at bygge bånd og fællesskaber, når man mødes fysisk - og samtidig er det nødvendigt at få alle sanser med, når man taler møder med mennesker, som er forskellige.