Genbrugsmøbler til Ghana

 

Møbler til Ghana

Sammen med Blue Water Shipping og Reach Out For A Child (rofac) sendte FO-Aarhus en container fuld af genbrugsmøbler fra den gamle Journalisthøjskole til Ghana. I forbindelse med vores møbeldonationer fra Den Gamle Journalisthøjskole blev FO-Aarhus kontaktet af NGO-organisationen, Reach Out For A Child. Det resulterede i en container med 250 skoleborde og stole, der har fået nyt liv i Ghana. “Vores største udfordring har været at sikre en billig og sikker transport, men der havde vi Blue Water Shipping i vores netværk, der gav os et rigtig godt tilbud på en container, som vi har købt. Den får lov at blive i Ghana, hvor den skal bruges som kontor efterfølgende,” siger Stig Christensen, der er projektleder for Skejby Rangers på Den Gamle Journalisthøjskole - nu kaldet Kulturhus Bunkeren.

 

Der blev også plads til andre ting fra FO-Aarhus’ netværk i containeren. Privathospitalet Hamlet donerede udstyr, og containeren lavede et stop i Odder, hvor ildsjælen Jørgen Hesselbjerg havde skaffet nogle hospitalssenge. Størstedelen af containeren blev finansieret af en bevilling under 'Genbrug Til Syd', der en del af den danske udviklingsbistand.