Aarhus Rock

Radio4: Da rocken kom til Aarhus

Om dengang de legendariske aarhusianske spillesteder, klubber og dansegulve, hvor fx Gnags, Shit & Chanel, TV-2, Lars Muhl med bandet Daisy, Thomas Helmig og Marie Frank spillede op til dans. I seks afsnit slentrede vært Jens Folmer Jepsen ad den lange, lige bane fra 1950 og frem til i dag i selskab med Jørgen Nielsen, der har skrevet en bog om Aarhus’ rockhistorie. Sammen fandt de frem til de historier, der ikke har været fortalt tusinde gange før. Det var syv årtier om og med aarhusiansk rock, der bød på små sensationer og åbenbaringer. Serien blev optaget med publikum i et auditorium på den gamle journalisthøjskole i Aarhus.

Radio4 og FO-Aarhus indgik aftale om at samarbejde omkring produktion og afvikling af en programserie, der under titlen ”Aarhus Rock” satte strøm til Aarhus’ rockkultur og -historie fra 1950’erne og frem til i dag. Formålet med programserien var at skabe en kronologisk fortælling med særlig fokus på rockens indtog i Aarhus og forgreninger ud i kulturlivet, de legendariske spillesteder, klubber og dansegulves samt de store navne, som dukkede op i Aarhus gennem årene. Programmerne blev præsenteret af vært Jens Folmer Jepsen, der blev assisteret af Jørgen Nielsen, der som arkivar for fortællingen, kunne dykke ned i konkrete begivenheder og tage os med tilbage i tiden. Undervejs gæstede musikere og andre personer fra den aarhusianske rockverden programmet. Programmerne blev sendt på Radio4 og blev efterfølgende tilgængelige som podcast. Programmerne blev produceret til Radio4 af Paseo med støtte fra FO Aarhus.

 

Tirsdag den 22. juni:

Medvirkende: Anders Pedersen, Langå. Jørgen Nielsen, Brabrand. Jens Folmer Jepsen, Åbyhøj. Kim Nedergaard, musiker, Silkeborg. Annette Hansen, Aarhus. Poul Krebs (pr. tlf.).

Mødetid for publikum kl. 12-12.15. Dørene lukkes kl. 12.15. Optagelse kl. 12.30-13.30.

DENGANG DANSESKOLERNE BLEV SPRÆNGFARLIGE (ca. 1956 – 1963) – sendt 2. juli:

Rock ’n’ roll kom til Aarhus og Danmark i slut 50`erne som en dans. En endnu mere bastant rytme, der kaldte på bastant kropslig udfoldelse på danseskolerne og natklubber. Første afsnit af ’Da rocken kom til Aarhus’ handlede om de nye trin og de nye rytmer – og den tumult, der fulgte i kølvandet. Den første rockkoncert i Aarhus, hvor politiet dukkede op med hævede knipler og gokkede sangstjernen. Og det handlede om læderjakker og bekymrede forældre og autoriteter, der forsøgte at holde de unge fra gadehjørnerne med opbyggelige foredrag. Det var en brydningstid. Det var nye tider.

Kim Nedergaard medvirker med livemusik, Jørgen Nielsen er arkivar, Anders Nolde er tekniker. Og Jens Folmer Jepsen har tilrettelagt.

Pause for publikum, mens der gøres klar til næste optagelse: 13.30-14.00

 

Optagelse kl. 14-15.

DENGANG FORÆLDRENE REV SIG PÅ PIGTRÅDEN - OG DET BLEV FARLIGT FOR ALVOR (ca. 1963 – 1967) – sendt 10. juli:

I andet afsnit handler det om pigtrådstemplet BOOM, der blev åbnet i Kurt Brøggers danselokaler og om de slemme drenge i bandet Shaking Phantoms. Om dem, der kaldte sig Master Joseph and His Disciples. Og så kom man omkring et besøg af verdensstjernerne Pink Floyd, der kom ud for en besynderlig oplevelse. Endelig mødte man dem, der bar på drømmen om den ultimative forretning – drømmen om det helt store, internationale gennembrud. Det var impresario Ulf Kærgård, der nærede sidstnævnte drøm og samlede bandet Daisy. 

Medvirkende: Jørgen Nielsen er arkivar, Anders Nolde er tekniker, og Jens Folmer Jepsen har tilrettelagt. Programmet er produceret til Radio4 af Paseo med støtte fra FO Aarhus. 

 

Torsdag 24. juni:

Medvirkende: Anders Pedersen, Langå. Jørgen Nielsen, Brabrand. Jens Folmer Jepsen, Åbyhøj. Lauritz Axelsen (lyd), Langå. Per Chr. Frost, musiker, Risskov. Astrid Elbelk, musiker, Viby. Henrik Kærgaard, Genlyd, Åbyhøj.

Mødetid for publikum kl. 12-12.15. Dørene lukkes kl. 12.15.Optagelse kl. 12.30-13.30.

DENGANG MUSIKERNE TOG OVER I VESTERGADE (ca. 1969-1975) – sendt 17. juni:

Alt det uden om musikken begyndte at fylde i Aarhus: penge og magt og vrangforestillingen om det vilde liv med sex, drug og rock ’n’ roll. Måske derfor bredte der sig en ny tilgang, en ny bevidsthed blandt musikerne i universitetsbyen Aarhus. Man ville selv. Og heldigvis ville også kvinderne spille, og de gad ikke vente på at blive inviteret op på scenen til herre-orkestrene. De kunne selv og ville selv. Og så var der nogle tilflyttere, der holdt til i et kollektiv i Viby J, og som satte en helt ny dagsorden. De hed Gnags. De vidste også, hvad de ville.

Medvirkende: musiker Astrid Elbek, Gnags-bassist og guitarist Per Frost og tekniker Henrik Kjærgård. Samt Paseos radiorockorkester.

Jørgen Nielsen er arkivar, Anders Nolde er tekniker, og Jens Folmer Jepsen har tilrettelagt.

Pause for publikum, mens der gøres klar til næste optagelse: 13.30-14.00

 

Optagelse kl. 14-15.

DENGANG PUNKEN KOM TIL BYEN, OG MAN SPISTE WC PAPIR... – sendt 24. juli:

Dette afsnit handlede om DIY, do it yourself-kulturen. Den ankom til Aarhus i en tid, hvor det var umuligt for unge at få et arbejde. Og punk og new wave inficerede og inspirerede byens musikere. Om Musikteatret i Østergade, om partypunk med Jan Jet, men også om Warm Guns, Kliche, TV-2, unge Helmig og alle dem. Foruden selvfølgelig om Jacob Haugård, der spiste wc papir for at holde sulten fra døren, og om rock-eliten der samledes i Viby J for at tage til Afrika.

 

Tirsdag 29. juni:

Medvirkende: Anders Pedersen, Langå. Jørgen Nielsen, Brabrand. Jens Folmer Jepsen, Åbyhøj. Marie Frank, musiker, Langå. Niklas Runge, musiker, Aarhus. Alma Kjær Agergård, musiker, Aarhus. Alfred Lykke, musiker, Aarhus.

DENGANG AARHUS-ROCK FLYTTEDE IND I DEN STORE SKY OG GJORDE VERDEN MINDRE - sendt 31. juli:

Magien var forsvundet, klubberne lukkede – scenen skiftede fra klubber til halkoncerter, Grønne Koncerter og festivaler rundt om i landet. Og så begyndte vi at høre musik på nettet – de betydende spillesteder blev flyttet op i den store sky, hvor publikum ikke længere var på Vestergade eller Østergade. De var overalt i hele verden – musikerne havde fået et nyt internationalt publikum og det lå fast, at det næste hit lige så godt kunne komme fra et kælderværelse i Antwerpen, som det kunne komme fra Aarhus eller New York. Og Aarhusianere hittede i udlandet: CutNmove, Ida Corr, Hatesphere, Camille Jones. Og så var der andre, der fandt deres egne veje ind og ud af byen og rundt i verden og tilbage igen, som f.eks. Tina Dickow og Marie Frank. Medvirkende: Marie Frank.

Pause for publikum, mens der gøres klar til næste optagelse: 13.30-14.30

 

Optagelse kl. 14.30-15.30

DENGANG ÅRHUS BLEV TIL AARHUS MED TO AA`ER OG ROCKEN FLYTTEDE PÅ AKADEMI (ca. 2000 – 2021) - sendt 7. aug.:

Der har altid været villige managers og pladeselskaber, der har stået klar til at hjælpe med at realisere unge menneskers musikalske drømme. De har samtidig været klar til at tage deres del af kagen. Rockmusikere i Aarhus fik nu i stigende grad et lag af kommunale og statslige mellemledere, der skulle hjælpe musikere frem i verden. Rock kunne bruges til branding. Den var blevet et erhverv med internationalt sigte og stor økonomi. Aarhus kommune startede et rap-akademi i Gellerup og åbnede vejledningskontoret Promus. Der blev etableret en uddannelse for musikkøbmænd og staten lavede statsanerkendte rytmiske uddannelser. Spotfestivalen, der årligt blev afholdt i Aarhus, skulle fremme kendskab til og eksport af rockmusik.

Medvirkende: Iomfro, Niklas Runge, samt Paseos radiorockorkester der bl.a. spurgte ”om du vil ryg`å knep?” Musik af LOC, Johnson, Liss, Natal Zaks, Alma Kjær Agergaard, Niklas Runge, Ipek Yolu, Per Chr. Frost, Lowly, Mark Lanegan, Bogfinkevej.