FO-Aarhus 40 år - 2013

Både højt til loftet og solidt fundament

Af Martin Thirstrup Hansen, Kommunikationskonsulent i landsforbundet Netop

Fra en stærkt vaklende begyndelse har FO-Aarhus på blot 40 år udviklet sig til at en af landets største aftenskoler - og er tilmed et fyrtårn inden for udviklingen af folkeoplysningen. Dette endda i en sådan grad, at skoleleder Torben Dreier tages med på råd, når der laves ændringer til folkeoplysningsloven.

I anledning af, at NETOPs største aftenskole runder de 40 år, ser vi tilbage på foreningens historie, der bød på en beskeden start og trusler om lukning. I dag er FO-Aarhus en af landets største aftenskoler med et vidt forgrenet netværk af aktiviteter - ikke kun inden for aftenskoleområdet.

I forbindelse med FO-Aarhus' 25 års jubilæum fortalte en af stifterne, Torsten Nielsen (1943-2009), om hvorfor de tog initiativ til en aftenskole til bladet Nicolai: "Inger Lillelund og jeg blev medlemmer af Århus Byråd i 1971 og fandt ud, af at Det radikale Venstre var det eneste parti i Byrådet, der ikke havde eget lokale til sin vælgerforening og det eneste parti, der ikke havde et oplysningsforbund. Derfor besluttede vi, at disse to ting skulle være nogle af vores mål; altså mere begrundet ud fra ren og jævn misundelse over de andre partiers offentlige tilskud end ophøjede og velmenende grundtvigske forestillinger.

Men uanset bevæggrund, så nåede vi målsætningen: Rosensgade 24 til partilokaler og oprettelse af FO-Aarhus i 1972-73. Vi er ikke helt sikre på start-datoen, for i forbindelse med EF-afstemningen i 1972

oprettedes studiekredse, som kørte under navnet FO. Men der foreligger først officielle papirer fra en stiftende generalforsamling den 24. jan. 1973, hvor jeg var dirigent."

Succes trods beskeden start
Om det var den begrænsede idealisme skal være usagt, men FO-Aarhus fik en svær fødsel. Torsten Nielsen fortalte: "Det gik ikke helt godt i FO-Aarhus' første leveår. Det tegnede i begyndelsen til vuggedød. De første to år blev der ikke oprettet hold overhovedet, og i sommeren 1975 blev der taget initiativ til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på nedlæggelse af FO-Aarhus."

Forslaget om nedlæggelse blev dog afvist, og folkene i foreningen lagde ny ildhu i opgaven. Det gav gevinst: I skoleåret 1975/76 blev der oprettet fire hold, i 1976/77 var der 67 hold, og i 1977/78 blev det til 145 hold. Men væksten gav bagslag. Torsten Nielsen: "Prisen for væksten var en meget dårlig likviditet, og da jeg trådte til som formand i 1978, måtte jeg sætte mit sommerhus ind som underskudsgaranti - idealismen var stadig i behold! Og det var sommerhuset også, da vi efter 4-5 år var ude af den økonomiske krise."

Herefter gik det slag i slag. Da Torsten i 1978 blev formand, var FO-Aarhus' størrelse cirka en tiendedel af AOFs. Da han ti år senere fratrådte, manglede FO-Aarhus  blot en tiendedel i at være lige så store som AOF, og de havde for længst nået det magiske tal - 8.500 deltagertimer - der betød, at de var blevet så store, at der kunne ansættes en skoleleder.

I begyndelsen delte FO-Aarhus adresse med Det radikale Venstre i byen. Senere flyttede man til egen adresse, og denne har skiftet en del gange siden: Klosterport, Park Alle, Ryesgade, Guldsmedgade og senest Frederiksgade, hvor administrationen og en stor del af FO-Aarhus' aktiviteter er placeret i den såkaldte FO-byen.

I dag kan man ikke sige FO-Aarhus uden at nævne Torben Dreier. Til skolens jubilæumsbrunch i januar gav Kulturminister Marianne Jelved en personlig fødselsdagshilsen - og undlod ikke at rose Torbens indsats. Torben Dreier begyndte først som bestyrelsesmedlem, men fik i et af de sværeste år posten som skoleleder. Senere i år kan Torben fejre sit 30 års jubilæum, og det er ingen overdrivelse at sige, at FO-Aarhus i Torben har haft en fantastisk skoleleder, der i den grad har ført skolen op i folkeoplysningens superliga.

En bred vifte af aktiviteter
I begyndelsen af 90'erne dukkede en masse nye tiltag op under folkeoplysningens hat. FO-Aarhus fulgte godt med og det blev fødslen for mange forskellige projekter, jobtræningsforløb, daghøjskolen Gimle og meget mere. Men aftenskolen har gennem årene bevaret en meget central rolle i FO-Aarhus. Med årene fik de så faste og professionelle rammer, at de kunne tilbyde andre lokale aftenskoler 'lån' af administration. En af styrkerne i FO-Aarhus er netop det meget store netværk, som foreningen udgør et centrum i. Med Torben Dreier i spidsen, har man samarbejdet på kryds og tværs, og det har opbygget et hav af meget stærke og værdifulde relationer med politikere, erhvervsliv og organisationer både inden for og uden for folkeoplysningen.

Udvikling af aftenskolen er også meget central for FO-Aarhus. Torben Dreier var personligt med til at formulere nogle af de seneste lovændringer, folkeoplysningsloven har oplevet. Blandt andet muligheden for fleksibel tilrettelæggelse. Og hvor fleksibel tilrettelæggelse har haft en svær start de fleste kommuner i landet, så har de i Aarhus virkelig fået luft under vingerne. Som vi har skrevet om i tidligere numre af NETOPnyt, har FO-Aarhus med de fleksible tilrettelæggelsesformer i høj grad vist vejen for, hvordan aftenskolen kan tilpasse sig nutidens krav, og det ser heldigvis ud til, at mange andre aftenskoler begynder at følge med.

FO-byen
Økonomien er der i den grad kommet styr på, og FO-Aarhus ejer i dag selv en række bygninger, som de dels selv benytter til de mange forskellige aktiviteter og dels lejer ud til gode samarbejdspartnere. Det giver et frirum, som i typisk FO-Aarhus-ånd deles med en masse andre. I FO-byen finder vi en masse forskellige aktører, der på en eller anden måde deler FO-Aarhus' syn på verden - og på folkeoplysningen. Her kan organisationer og enkeltpersoner få støtte, hjælp og vejledning til at føre alskens projekter ud i livet.

Jeg har selv ved flere lejligheder været forbi FO-byen, og der er en herlig atmosfære af liv, ideer - og af folkeoplysning i den allerbredeste og mest inkluderende forstand. Her er - både i bogstavelig og overført betydning - højt til loftet. Men det føles på ingen måder forfløjent. Der er bund i tankerne og et solidt fundament at sætte af fra. Og det er ret godt klaret for en organisation, der i sit 40-årige liv flere gange har været ved at lukke.

Artiklen blev bragt i Netop-Nyt nr. 1, 2013