Af Hans Henrik Pedersen
Filmmanden Thomas Castro fortæller om sin arbejdsmetode og om
sin personlige baggrund for at skildre narkomiljøet i Aarhus, hvor
den receptpligtige medicin flyder fra sprøjterne.
"Stofferne er min indgangsvinkel til at lave film", siger Thomas
Castro, 36-årig filmmager med to aktuelle film om byens "stoddere"
bag sig.
I forbindelse med Den Gamle Bys hjemløse-tema, der bl.a. støttes af
FO-Aarhus debatpulje, producerede han sin seneste film, hvor de
hjemløse, narkomanerne, fulderikkerne og andre på kanten af det
aarhusianske samfund får taletid.
Med sine nysgerrige og solidariske portrætter får vi set dem, vi
måske til dagligt viger lidt udenom, som mennesker med værdighed,
tanker, følelser, livserfaring og drømme. Mennesker, vi måske kan
lære noget af. Mennesker, der ligner os selv mere, end vi måske
lige umiddelbart forestiller os (eller vil være ved).
Receptmedicinen flyder
"Jeg har forsket meget i, hvilke stoffer, som narkomanerne er på,
og vi kommer hele tiden hen på receptmedicinen nutildags. I gamle
dage var det rockerne, som stod bag narkohandlen, men i dag er det
almindelige, menige førtidspensionister og psykisk syge, som får
for mange piller, og så sælger de dem," mener Thomas Castro, der
selv - i forbindelse med sit liv som musiker - har mistet gode
venner til narkoen.
"Stofferne er ved at være hovedindtægtskilden i Danmark. I gamle
dage var det "Dyne-Larsen" og den slags. Nu er det den
receptpligtige medicin. Medicinalbranchen sælger lidt for meget.
Folk får for megen medicin og siger: "Jeg orker ikke at tage mere
Ritalin, hvad skal jeg gøre? Jeg har et helt medicinskab fuld, og
jeg kan få ti kroner stykket...".
Thomas Castro vil gerne med sine film prøve at åbne vores øjne
for, at vi selv eller andre risikerer at blive afhængige af
receptpligtig medicin, hvis ikke vi sætter spørgsmålstegn ved og
forholder os til de store mængder medicin, som udskrives - og
flyder fra narkomanernes sprøjter.
Profit i stedet for medmenneskelighed
"Sundhedsstyrelsen siger om alle de produkter, lægen skriver ud, at
efter to måneder skal man afvænnes, men det sker aldrig, så folk
bliver afhængige, og det bliver et bøvl at få dem taget af stoffet
igen. Det er nemmere, og der er mere profit i at blive ved med at
give dem det".
"Hvis patienten bliver 30 år ældre, og psykiateren har ordineret
Ritalin, som skal trappes op hvert år, indbringer patienten fire
millioner, før han dør... Der går for meget profit i det - i stedet
for medmenneskelighed. Det tror jeg er hovedgrundlaget for, hvad
jeg laver," siger Thomas Castro.
Thomas Castro har ikke endnu konkrete planer om, hvad hans næste
film skal handle om, men han tror, at den tematisk fortsat skal
drejes omkring rusmidler og stoffer, måske med udgangspunkt i en
psykisk syg gruppe. Pensionisters livsvilkår og religion er andre
temaer, som Thomas Castro har i tankerne, men først skal han lige
"have visket tavlen ren", før der er overskud til at tænke på den
næste film.
Hør Thomas Castro fortælle om, hvordan han laver film,
og hvad han har på hjerte:
BLÅ BOG:
Efternavnet Castro kommer fra Thomas' far, som stammer fra Colombia
i Sydamerika. Thomas har været sanger og musiker gennem de sidste
20 år. Han har spillet på gymnasier, små festivaller, lokale og
regionale spillesteder, klubber m.v.
I dag laver Thomas Castro mest instrumentalmusik til film. I alt
har Thomas Castro lavet omkring 50 og har været på landsdækkende TV
mange gange.
TEKNISK:
Begge de aktuelle film om hjemløse er lavet på enkelt og billigt
udstyr.
Kameraet er et lillebitte Creative Vado til 999 kroner, der kan
sættes på stativ for mere rolige billeder.
Vado-kameraet kan tilsluttes hovedtelefon og bedre mikrofon end den
indbyggede, så man kan få bedre lyd, end den indbyggede mikrofon
kan levere.
Kameraets beskedne størrelse betyder, at dem, Thomas interviewer,
ikke føler sig slet så "overvåget", som hvis kameraet var et stort
skrummel, som skal bæres på skulderen.
Lyden hentes som regel hjem med ekstern mikrofon - og i nogle
tilfælde suppleres lyden med optagelse på en enkel Zoom H-1
recorder, som optager digitalt på et hukommelseskort som det, der
sidder i digitale kameraer.
Til redigering på en almindelig pc med ekstra hukommelse bruger
Thomas programmet Sony Vegas, som er brugervenligt og fås i
forskellige versioner fra 200 kroner til over 5.000 kroner.
Den første film blev redigeret i Windows standardprogram Movie
Maker.
LINKS:
Thomas Castro har tidligere bl.a. beskæftiget sig med
religionernes mangfoldighed i Aarhus:
http://www.emu.dk/sem/fag/kre/linksamling/religion1.html
Thomas Castros Youtube-kanal: http://www.youtube.com/user/TVSpacemind
Mere om filmene og hjemløseprojektet:
http://fo-aarhus.dk/nyheder/2012/hyldestfilm-til-%E2%80%9Dstodderne%E2%80%9D/
Den Gamle By om udstillingen:
http://www.dengamleby.dk/special-indhold/nyhed-enkeltvisning/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=161&cHash=0b0d9a9978bee4a097f86d61437ad2a1
Oplysning om gadeliv: http://www.povertywalk.dk/
Værestedet Jægergårdsgade 107:
http://www.aarhus.dk/da/borger/kultur-idraet-og-fritid/Aktivitetstilbud/Psykiatri-og-udsatte/Vaerestedet-i-Jaegergaardsgade.aspx
Thomas Castros seneste film: