Antikmarked og børnelejr

19. sep 2023

Antikmarked til fordel for børnelejr for primært børn fra Bispehaven: 4.-5. nov. i Kulturhus Bunkeren, Olof Palmes Alle 11

Den antikke verden møder den frivillige sociale verden sammen med andre grupper, der måtte ønske at være med. På den måde opstår et nyt fællesskab, der skaber en ny form for marked, der kan blive en ny tradition i Aarhus/kulturbunkeren.

Der bliver mulighed for at leje en bod til mad og drikke, til salg af antikviteter/lopper, lotterier m.m., som kan være med til at rejse en god sum penge til at kunne sende primært børn fra Bispehaven på sommerlejr.

Der bliver forhåbentlig børneaktiviteter, loppeboder, brugskunst og kunsthåndværk (gerne levende boder, hvor folk f.eks. sidder og laver deres håndværk  eller signerer deres nye børnebog.

Alle børn bør have lige muligheder uanset sociale forhold og alle børn har ret til en god sommerferie. Det er filosofien bag Bjørnebande-Lejren. I 2022 dannede Hummelmosen på Djursland rammen om lejren for de i alt 40 børn primært fra Bispehaven i Aarhus. Marianne Mortensen er lejrchef og har været med alle år. Hun kan simpelthen ikke lade være.

- Min søster og jeg startede bjørnebanden engang i sin tid for 39 år siden, siger Marianne Mortensen. Vi startede med at have en børneklub i en lejlighed i Bispehaven, men den måtte vi aflevere til boligforeningen, og så skulle vi finde på noget andet. Så besluttede vi at lave en årlig sommerlejr for børnene i stedet for, fortæller Marianne Mortensen.

Mange af dem, der er ledere på lejren i dag, er selv startet som børn på lejren i fem-seks-års alderen. De er også glade for at give noget igen til børnene. De frivillige er dog også hele grundlaget for lejren. Ca. 150 mennesker giver en lille smule eller mere for at det kan løbe rundt, forklarer Marianne Mortensen. Hjælpen kommer både i form af en håndsrækning til eksempelvis madlavning og som pengegaver, men lejren modtager også mad og andre goder til lejren lige fra havregryn og fladbrød til sodavandsis, fortæller lejrchefen, der lægger kælderrum til donationerne forud for lejren.

Henvendelse til Pia Mortensen: piamortensen4@hotmail.com

Antikmarkedet støttes af FO-Aarhus' debatpulje.